Boganmeldelse: Sørgekåben

Dette er en meget velskrevet bog og emnet, selvmord, er spændende. Man har svært ved at slippe bogen, når man først er begyndt. Den viser med al tydelighed, hvor vigtigt det er åbent at kunne tale om også de sværeste ting. Heldigvis viser den også, at når lyset kastes på fortiden, kan tingene blive forstået på en ny måde, og man kan befri sig fra, hvad der opleves som en forbandelse.

Bogens titel er navnet på en sjælden sommerfugl, som forfatterens sommerfugleinteresserede far fangede, men leder også tanken hen på sorg og den måde, man kan tage sorgen på sig.

Forfatterens far begik selvmord, da forfatteren var otte år gammel, og forældrene kort forinden var blevet skilt. Farens selvmord har hvilet som en slags forbandelse over forfatterens liv, idet han har haft en stor frygt for selv at gentage farens handling, måske i en psykose. I takt med at forfatteren aldersmæssigt nærmer sig den alder, hvor hans far begik selvmord, bliver det tiltagende nødvendigt at se nærmere på sin far, sig selv og familien og dette er baggrunden for bogen.

Forfatteren er journalist og går til opgaven på journalistisk vis med grundig research, interview med centrale personer og kildemateriale af forskellig art.

Selvmordet kommer til at skabe en total familiær splittelse, idet farens forældre giver forfatterens mor ansvar for selvmordet og kontakten mellem hende og farens forældre afbrydes helt. Forfatteren og hans søster har samkvem med farens forældre hver anden weekend. Splittelsen minder altså om den, der kan opstå for børn efter en vanskelig skilsmisse. Den store smerte, som både farens forældre og forfatterens mor lider under, gør sammen med den giftige konflikt, at det bliver nærmest umuligt at tale om farens selvmord. De to parter ser og forstår sagen vidt forskelligt, og dermed får den otteårige dreng ikke meget hjælp til at forstå hverken hele situationen eller sig selv.

Bogen giver en meget fin beskrivelse af drengens oplevelse og den store betydning, det får mange år frem i hans liv. Det viser sig, at der i farens familie er mange fortielser og løgne, der muligvis har været medvirkende til farens ustabile psyke. Faren udvikler i de sidste måneder, han lever, en svær psykotisk tilstand, som han muligvis har haft endnu længere tilbage. Han opsøger lidt halvhjertet en psykiater, han kender fra studietiden, men modsætter sig i vidt omfang behandling og udvikler et ret massivt misbrug. Set med nutidens øjne er det svært at forstå, at der ikke skrides til tvangsindlæggelse, og dermed en behandling, der måske havde afværget selvmordet. Det skyldes muligvis, at stigmatiseringen dengang var større, men det maner stadig til eftertanke i den dag i dag.