Bogen er en slags »Karius og Baktus« dedikeret til næse, øre og navle

Man skal ikke have befundet sig mange timer på en operationsstue for at kende til operationssygeplejerskens største væmmelse: navlefnuller! Med lige dele afsky og fascination fiskes kæmpestore nullermænd ud af ellers velsoignerede menneskers navler efter propofolen har sat ind, og maven skal afsprittes. Jeg kunne derfor ikke lade være med at trække på smilebåndet, da jeg stødte på historien om Nullerbørge.

Historien er skrevet af Maria Rytter, der er kommende praktiserende læge. Hun dedikerer bogen til sin mor, som fortalte eventyr til lille Maria om en nullermand, der boede i hendes navle. I »Nullerbørge« er der ingen væmmelse over navlefnuller. »Nullerbørge« er bogens nuttede helt, som drives ud af sin trygge hule, da Laura, indehaver af navlen, får feber.

Det viser sig, at Lauras krop er invaderet af Baktusserne, som er monsterlignende grimrianer med pigge på. Undervejs i flugten fra Baktusserne må Nullerbørge også flygte fra Fingeren, der har det med at fange alle slags huleboere, der kommer uden for deres huler. Flugten fører blandt andet ind i næsen, hvor Nullerbørge møder Busserne, der er evigt forkølede og har det med at klistre fast til alt, hvad de rører ved, inklusive sig selv og hinanden.

Det skal ikke her afsløres, hvordan historien ender, men jeg kan afsløre, at Immunhæren kommer til at spille en afgørende rolle til slut. Undervejs i historien blander forfatteren sig med små kommentarer, som for eksempel: »Psst: Har du nogensinde tænkt over, at du måske har snuppet en huleboer eller to med din SINDSSYGT farlige finger? Næste gang så sæt dem lige tilbage igen, ikk’? Det er synd for dem sådan at blive kidnappet og hjemløse«.

Bogen er en slags »Karius og Baktus« dedikeret til næse, øre og navle i stedet for tænder og mund. Men hvor »Karius og Baktus« har en tung tandlægemorale hængende over sig, er Nullerbørge mere fjollet end belærende. Jeg var initialt lidt skeptisk over for historien, fordi den tydeligt vægter humoren og fantasien højere end det rent fagligt korrekte, hvilket nok mest appellerer til et lidt mindre barn, samtidig med at tekstsekvenserne er forholdsvist lange. Men min treårige lod sig ikke slå ud af de lange tekster, og vi var godt underholdt hele vejen igennem. Min syvårige fulgte med i smug på sidelinjen, mens den store på ti syntes, at det var lidt for klamt og lidt for fjollet med alle de ting, der kunne gemme sig i en navle.

De sjove huleboere gav anledning til snakke om, hvordan kroppen fungerer, selvom forklaringen ikke altid var givet i bogen, og den åbnede op for en masse sjov snak og leg om fingeren, der fanger både bussemænd, navlefnuller og lakridser mellem tæerne.

Altid dejligt med en aftabuisering af kroppens funktioner! Et ønske til fremtidige Nullerbørge-bøger kunne dog være lidt flere af Peter Skjotts humoristiske illustrationer.

Læs bogen for at få fortalt en sjov, fantasifuld og ganske syret historie om huleboerne i kroppen, som helt sikkert vil sparke til sjove refleksioner hos det lille barn.