Fakta og vurdering
Forfatteren (AS) er psykolog og driver en privatklinik, hvor patienter mod betaling trappes ud af forskellige former for psykofarmaka.
Bogen er en tidsrejse tilbage til antipsykiatrien i 1970’erne og et katalog over stråmandsargumenter. F.eks. gengives hele det moderne neuropsykiatriske koncept så karikeret, at alle kan forstå, hvor skørt det er: Depression skyldes for lidt serotonin og skizofreni for meget dopamin i hjernen.
Psykiske sygdomme er i øvrigt slet ikke sygdomme i hjernen, alligevel fortæller AS med begejsting få sider senere, at psykoterapi skam ændrer hjernen. Naturligvis gør den det, eller ville det jo ikke kunne virke, men ud fra forfatterens synsvinkel er dette vel uinteressant, når det nu slet ikke er dér sygdommene har til huse?
Gennemgang af virkningsmekanismerne ved de forskellige psykofarmaka: antidepressiva, antipsykotika, benzodiazepiner (BZ) osv. er forældet. Faktisk er der slet ikke er grund til at skelne mellem de forskellige stofgrupper, for problematikkerne ved udtrapning er efter AS’s opfattelse ens.
At man kan dø af BZ-abstinenser, men ikke af seponeringsymptomer efter SSRI, ved AS ikke, men det kan man heller ikke bebrejde ham, for han har ingen farmakologisk uddannelse. Faktisk er der heller ikke grund til at skelne mellem de forskellige sygdomme, som f.eks. PTSD, depression eller skizofreni, fordi AS »allerede som studentermedhjælper lærte at forstå psykisk lidelse på tværs af diagnoser – som emotionsreguleringsproblematikker«. Over for sådanne argumenter må man bøje sig i støvet.
»Bogen er en tidsrejse tilbage til antipsykiatrien i 1970’erne og et katalog over stråmandsargumenter. F.eks. gengives hele det moderne neuropsykiatriske koncept så karikeret, at alle kan forstå, hvor skørt det er: Depression skyldes for lidt serotonin og skizofreni for meget dopamin i hjernen«Poul Videbech, professor og overlæge.
I afsnittet om, hvordan man skelner mellem abstinenser og tilbagefald, lades læseren i stikken med nogle velmenende råd om at lytte til sin krop og vente og se tiden an. Føles ens ubehag »kemisk«, skyldes det formentligt abstinenser og ikke recidiv. Det er tydeligt, at forfatteren ikke har klinisk psykiatrisk erfaring og heller ikke forstår den knibe, han hermed efterlader patienterne i.
Hvad så med kapitlerne om aftrapning af medicin? AS har lavet en masse fine aftrapningsskemaer uden at betone, hvor vigtig det er at lave en individuel plan og at modificere denne undervejs afhængigt af forløbet.
Efter en alenlang omtale af PET-studier, når AS frem til, at vanskelighederne opstår til sidst i aftrapningsforløbet ved de små doser. Hvilket i øvrigt også fremgår af de gængse guidelines. Han beskriver derfor forskellige måder at dele tabletterne på eller ligefrem opløse dem i vand og så dosere ved hjælp af en injektionssprøjte!
Et andet nyttigt råd er at veje en pille på en meget nøjagtig laboratorievægt(!) og så file små stykker af pillen af og indtage dem. Tilsyneladende ved han ikke, at der findes escitalopramdråber, og at de nævnte metoder kan ændre farmakokinetikken og doseringen på helt uforudsigelig måde.
Bogen indeholder også en meget lang passage om metakognitiv terapi af abstinenstilstande, som ved visse former for abstinens kan medføre kindling, grand mal-anfald og være livsfarlig.
Bogen kan således ikke anbefales til fagfolk og heller ikke til patienter.
For god orden skyld skal nævnes, at denne anmelder ikke har nogen privatøkonomiske interessekonflikter.
