Fakta og vurdering
For tiden bliver der rusket godt op i vores selvforståelse. Dokumentaren »Den sorte svane« og ikke mindst den svenske bog »Klanerne« afdækker nogle skræmmende og dysfunktionelle struktur i vores ellers så højt besungne velfærdssamfund. Morten Sodemann stemmer i med bogen »Pandemiernes pariaer« og viser, at han lige nu er en af de væsentligste samfundsdebattører.
Morten Sodemann træder os på nogle ømme tæer. Med yderst grundig research og dokumentation afslører han nogle ubehagelige tendenser i vores samfundsstruktur og vores måder at leve på, som potenseredes under covid-19-pandemien – og som i øvrigt var de samme under alle de historiske pandemier, der har været. Dette historiske perspektiv gør indtryk.
Sociale faktorer er den veldokumenterede årsag, historisk og videnskabeligt, til, at nogle grupper i samfundet bliver ramt uforholdsmæssigt hårdt – også under en pandemi. Sådan var det i det 17. århundrede med pesten, sådan var det i 1918-1920 med den spanske syge, og sådan var det med Covid-19 – og sådan vil det være ved den næste pandemi, så længe vi ikke lærer af det.
Men i stedet for den erkendelse blev pandemien igen ramt af populisme, misinformation, og udskamning af de mest udsatte. De rige og raske laver en bekvem stigmatisering, hvor man sætter fattigdom og sygdom lig med dårlig moral.
»Morten Sodemann leverer her et velrettet nyrehug til vores allesammens selvtilfredshed« Citat navn 1
Social- og sundhedspolitik, integrationspolitik, boligpolitik, arbejdsmarkedspolitik, uddannelsespolitik m.m. bliver bekvemt ikke nævnt, når politikere og medier skal finde forklaringer på uligheden. Ekspertudsagn bliver gjort til partsindlæg.
Vi lever i en VUCA-verden (på dansk og måske mere sigende, en FUKA-verden (flygtig, usikker, kompleks og ambivalent)), som politikere og magthavere bruger til at legitimere ansvarsfraskrivelse og tvetydighed i enhver sammenhæng.
Hvad er mon effekterne og konsekvenserne på sigt for de mennesker, som bliver ramt på forsørgelse og helbred, og af den politiske og mediemæssige udskamning? Hvad gør det mon ved sammenhængskraften i et samfund?
Den sidste del af bogen kommer med nogle forslag til »veje frem«. Der præsenteres forslag, som vil kræve en uhørt grad af politisk mod, men som ikke desto mindre er grundlæggende sund fornuft. Men det kræver et opgør med den tanke, at samfundet er bygget op omkring de privilegerede, de raske og de velstillede. Der skal forskes i ulighed. Der skal ageres politisk på ulighed.
Bogen er anbefalelsesværdig, og leverer et meget grundigt indspark i debatten om social ulighed, noget som alle taler om, og som ingen handler på. Morten Sodemann leverer her et velrettet nyrehug til vores allesammens selvtilfredshed.
Man kunne ønske, at han kunne skrive bogen i en Pixie-udgave – for bogen er grundig og lang, med rigtig mange kildehenvisninger – og give den til alle landets politikere og journalister i julegave.
Så var der måske lidt flere, der kunne forstå, at ulighed ikke er en mystisk urkraft. Den er skabt af mennesker og reproduceres af de velstillede.
