Debat
Overlæge Niels Henrik Hjøllund, Århus V. E-mail: nhh@ag.aaa.dk
Dødelighed af brystkræft efter indførelse af mammografiscreening er emnet for en sekundærpublikation af Olsen et al [1]. Reduktionen i dødelighed af brystkræft opgøres til 25% ift. en række kontrolgrupper, hvilket svarer til fund i andre studier med tilsvarende fejlkilder. I alt 30.263 kvinder deltog i den betragtede del af screeningsprogrammet. Resultaterne opgøres udelukkende som relativ risiko, mens der ikke oplyses om det absolutte antal brystkræftdødsfald. På denne måde forhindres læseren effektivt i at sætte reduktionen i dødelighed i forhold til antal screenede kvinder - et af flere vægtige argumenter mod screening. I den originale BMJ-artikel bringes denne basale information naturligvis: 223 brystkræftdødsfald [2], og en 25% reduktion er således knap 56. Dette tal kan man selv sætte i relation 30.263 kvinders tidsforbrug ved at møde frem til gentagne screeninger, den risiko, de udsætter sig for ved at færdes i trafikken frem og tilbage, samt den påførte stråledosis. For ikke at tale om sundhedsøkonomi, angstinduktion og problemet med de falsk positive. Og det forhold, at der blandt de 56 måske findes tumorer, som var forblevet subkliniske uden screening.
I samme nummer af Ugeskriftet kritiserer en delvist sammenfaldende forfattergruppe en sekundærpublikation om samme emne af Jørgensen & Gøtzsche [3]. Redaktionen kritiseres for ikke at have gennemført et selvstændigt peer review af denne artikel. Jeg bryder mig ikke om den perfide tone og de idelige personlige angreb på Gøtzsche et al, men jeg må på baggrund af ovenstående tilslutte mig kritikken af, at Ugeskriftet bringer artikler, som ikke har været gennem peer review. Alternativt må man sikre sig, at artiklen i substansen er identisk med originalartiklen.
Referencer
- Olsen AH, Njor SH, Vejborg I et al. Dødeligheden af brystkræft i København efter indførelse af mammografiscreening - sekundærpublikation. Ugeskr Læger 2006;168:2257.
- Olsen AH, Njor SH, Vejborg I et al. Breast cancer mortality in Copenhagen after introduction of mammography screening: cohort study. BMJ 2005;330(7485):220.
- Vejborg I, Kroman NT, Christiansen O et al. Mammografiscreening - ideologi kontra videnskab. Ugeskr Læger 2006;168:2263.