Borgerens eget hjem bliver ny læringsarena for medicinstuderende

Med sundhedsreformen rykkes behandlingen tættere på borgerne. Og det skal også afspejle sig i uddannelsen, mener man på Aalborg Universitet.

Her var medicinstuderende Asta Heide Langballe sidste år på klinikophold i Aalborg Kommune, hvor hun fulgte med en akutsygeplejerske rundt til borgere i Aalborg.

Hun besøgte ældre borgere i eget hjem, som var skrøbelige, men endnu ikke så dårlige, at en indlæggelse kunne komme på tale, og sygeplejersken måtte i stedet vurdere, om der var behov for at kontakte egen læge eller iværksætte forebyggende tiltag.

For Asta Heide Langballe blev de besøg en øjenåbner.

»Det gik op for mig, hvor syge borgerne faktisk skal være, før de bliver indlagt i akutmodtagelsen, og jeg forstår det ansvar, som f.eks. en SOSU-assistent oplever at stå med, hvis ikke borgeren indlægges.

Samtidig så jeg, hvilke test og undersøgelser, sygeplejerskerne selv kunne foretage, og hvad de kan gøre for at forebygge en indlæggelse. Det gav anledning til nogle gode snakke om, hvor behandlingsniveauet skulle ligge, så alt i alt gav det rigtig god mening«, siger Asta Heide Langballe.

Hun deltog frivilligt i et pilotprojekt på Aalborg Universitet, hvor studerende for første gang kom på klinikophold i kommunale tilbud som hjemmepleje, plejehjem, demensplejen og midlertidige pladser.

For hende var det især mulighed for at få en bedre forståelse af, hvad der sker efter udskrivelsen, der trak.

»Det blev tydeligt for mig, hvor stort et setup, der faktisk skal være klar, før vi på hospitalet kan trykke på udskrivelsesknappen, og for mig som kommende læge var det meget relevant at opleve, hvad det er, vi udskriver patienterne til.

Ligesom det udvider mit patientperspektiv at møde dem i deres eget hjem og hverdag. Der er meget information, der går tabt, når man kun møder dem i hospitalstøj på en hospitalsstue«, siger Asta Heide Langballe.

Vigtigt med indsigt i alle grene af sundhedsvæsenet

Det er bl.a. sundhedsreformens fokus på at styrke det nære sundhedsvæsen, der sidste år fik Aalborg Universitet til at indgå en samarbejdsaftale med Ældre og Sundhed i Aalborg Kommune om kommunale »klinikophold«.

»På medicinstudiet fokuserer vi primært på sygehusene og almen praksis, mens kommunernes rolle og den samlede koordinering får mindre opmærksomhed – selv om man ofte taler om, at patienterne kan fare vild i Bermudatrekanten mellem egen læge, hospitalet og kommunen.

Når vi sender de studerende ud i kommunen, er det for at give dem indsigt i alle grene af sundhedsvæsenet. De skal kunne håndtere patientforløb på tværs af sektorer og få et bedre billede af lægens rolle uden for hospitalet«, siger Jeppe Emmersen, prodekan for uddannelse på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Aalborg Universitet, og han fortsætter:

»Godt nok bliver det regionen, der får ansvaret for de midlertidige sundheds- og omsorgspladser, der i dag er i kommunerne, men der er fortsat plejehjem og hjemmeplejen som vigtige elementer i det nære sundhedsvæsen.

Vi har først etableret samarbejde med Aalborg Kommune, og herefter håber jeg andre nordjyske kommuner også vil være med«.

Evalueringen af pilotprojektet peger på, at kommunale klinikophold rummer et betydeligt potentiale for at styrke de medicinstuderendes forståelse af sammenhængende patientforløb og samarbejdet mellem sektorer. Derfor arbejder universitetet nu henimod at etablere et obligatorisk kommunalt ophold fra foråret 2027 som led i afviklingen af modulet »den aldrende patient« på bachelorens sjette semester.

Pilotforløbet var oprindelig planlagt til at omfatte 20 studerende, men projektet blev nedskaleret til blot en håndfuld deltagere. Det skyldtes bl.a. usikkerhed blandt de studerende om, hvorvidt opholdet kunne opfylde deres læringsmål samt bekymring for at miste klinisk tid på hospitalet.

»Supervigtigt, at vi får indblik i overgangen«

Også Anesa Dzinic meldte sig til et frivilligt klinikophold i Aalborg Kommune.

Under opholdet fulgtes hun på kommunal elcykel med sygeplejersker rundt til akutpladser og hjemmebesøg hos borgere.

For hende handlede opholdet især om at forstå overgangen mellem hospital og primærsektor.

»Det er supervigtigt, at vi får indblik i den overgang. Som kommende læge vil jeg gerne kunne forberede patienterne på, hvad det er, de bliver udskrevet til, og opholdet hos borgerne fik mig til at overveje, om der er noget i den overgang, jeg selv vil kunne gøre bedre.

Vi taler så meget om patientcentreret behandling, og det indebærer, at vi ud over at behandle patienterne også skal være med til at styrke deres velbefindende både socialt og mentalt, og det kan vi kun, hvis vi har et samarbejde med primærsektoren – uanset om vi har vores gang derude eller ej«, siger Anesa Dzinic og peger endvidere på, at opholdet gav en mere nuanceret forståelse af arbejdet i kommunalt regi.

»Vi er vant til at se patienterne på hospitalet, men har ikke nødvendigvis et billede af, hvordan de havde det før indlæggelsen, eller hvad de bliver udskrevet til.

Der var sygeplejersker og SOSU’er, som i starten undrede sig over, at vi var interesserede i deres arbejde. Men de er jo eksperter på deres felt, og det var lærerigt at se, hvordan den borgernære pleje og forebyggelse foregår – f.eks. hvordan man forsøger at motivere en depressiv borger til bare at komme ud ad døren«.

Fokus på lægen som mere end medicinsk ekspert

Evalueringen af pilotprojektet viser, at udbyttet i høj grad afhænger af graden af faglig inddragelse.

Særligt praksisnære aktiviteter som borgerbesøg og samarbejde med specialiserede sygeplejersker blev vurderet positivt.

Flere studerende efterspurgte mere fokus på lægefaglige opgaver og flere hands-on aktiviteter – f.eks. mulighed for at følge en plejehjemslæge eller arbejde tættere sammen med advanced practice nursing (APN)- eller demenssygeplejersker.

Nogle foreslog også, at studerende i højere grad kunne deltage i opgaver som medicindosering eller sårpleje sammen med de sundhedsprofessionelle.

Endelig blev nogle studerende overraskede over den store mængde dokumentation, som sygeplejersker og SOSU-assistenter skal udføre, og enkelte satte spørgsmålstegn ved, om der overhovedet var tale om lægefagligt arbejde.

»Det hænger sammen med, at mange studerende primært orienterer sig mod rollen som medicinsk ekspert. Men vi vil gerne give dem et bredere indblik i, hvad lægearbejde også kan være. Og der ligger et dannelsesaspekt i at forstå, at grænsen mellem at være patient og borger i praksis er flydende«, siger Jeppe Emmersen.

Kommunerne spiller allerede en rolle i kandidatuddannelsen

Også på kandidatuddannelsen på AAU kommer medicinstuderende i stigende grad i kontakt med patienter i kommunalt regi.

Det gælder omtrent 50 kandidatstuderende, der har haft klinikophold på en geriatrisk afdeling.

»De studerende tager med de geriatriske læger ud på de kommunale pladser, hvor vi både har ambulatoriefunktion og går stuegang.

De borgere, der ligger der, er i mange tilfælde den type patienter, som tidligere lå på sygehusene, da jeg var ung læge. Derfor er det naturligt, at uddannelsen afspejler, at der i dag er mange syge mennesker i kommunalt regi«, siger Stig Andersen, cheflæge på geriatrisk afdeling på Aalborg Universitetshospital og studiekoordinator på kandidatuddannelsen i medicin på Aalborg Universitet.

Han oplever, at mødet med patienterne uden for hospitalet ofte giver de studerende et nyt perspektiv.

»Mange bliver overraskede over, hvor syge patienterne faktisk er. Formelt set er de borgere, fordi de er omfattet af serviceloven og ikke sundhedsloven. Men de er syge.

Derfor ser jeg også gerne og vil arbejde på, at de kommende regionale sundheds- og omsorgspladser bliver obligatoriske læringssteder for samtlige kandidatstuderende«.

30-årigt samarbejde med kommunen

På Københavns Universitet følger de studerende ikke den kommunale syge- og hjemmepleje i patientens eget hjem eller på kommunale pladser og plejehjem.

Men i forbindelse med et tre-ugers klinisk kursus i socialmedicin og rehabilitering, der har været obligatorisk for de kandidatstuderende i 30 år, kommer de ud i den kommunale forvaltning, på et jobcenter, et rusmiddelbehandlingscenter eller et trænings- og rehabiliteringscenter, hvor de lærer om lægens koordinerende rolle i det samlede sundheds-, social- og rehabiliteringssystem.

»Vi synes, det er vigtigt, at de studerende kommer i berøring med grænsefladerne mellem det sekundære og primære sundhedsvæsen, og at de erfarer, hvordan sociale faktorer har betydning for sygdom og dens konsekvenser.

Og netop med sundhedsstrukturreformen er det om muligt blevet endnu vigtigere, at de bliver bekendt med, hvordan systemet hænger sammen, og at de forstår, at man ikke nødvendigvis er funktionsdygtig, bare fordi man er færdigbehandlet og udskrevet fra hospitalet«, siger kursusleder og professor i socialmedicin på Københavns Universitet, Ole Steen Mortensen.

Undervisningen begyndte i sin tid på få socialcentre i København, men i takt med et stigende antal studerende foregår forløbene i dag på omkring 24 forskellige kommunale lokationer.

Her deltager de studerende bl.a. i rehabiliteringsteam- og sygedagpengeteammøder og arbejder med vurdering af borgernes funktionsevne og behov for rehabilitering.

Ifølge Ole Steen Mortensen giver samarbejdet også de studerende en mere realistisk forståelse af lægens rolle i et komplekst system.

»De skal lære at vurdere en borgers funktionsevne på baggrund af både helbred, personlighed og sociale forhold og tage stilling til, om der er behov for forebyggelse eller rehabilitering. Og i givet fald skal de kunne være med til at udarbejde en tværfaglig rehabiliteringsplan.

Vi er meget taknemmelige for, at kommunerne åbner dørene for vores studerende og gør sig umage med at finde relevante cases. Man ser jo ikke på samme måde en flok socialrådgiverstuderende have deres gang på hospitalsafdelingerne«.