Skip to main content

Foto: Joachim Rode

Annette Taastrøm kan ikke lade være med at tænke over sin ungdoms drøm. Drømmen, der vendte tilbage og reddede hende sent i livet. Den drøm, der viste hende vejen ud af vildnisset.

»Måske ... måske var det fordi, jeg var en slags storesøster for nogle lidt skæve børn, da jeg voksede op«, siger hun langsomt, som om hun har gravet tanken op fra et andet sted i sindet end der, hvor hverdagstankerne bor.

»Der, hvor jeg voksede op, kom jeg i forbindelse med nogle skæve unger og nogle familier, som jeg havde meget med at gøre. For nogle af dem havde jeg en støttefunktion. Som en slags reservemor eller -søster. En halvvoksen der kunne høre på dem. Min oprindelige drøm var at blive børne- og ungdomspsykiater og arbejde med forebyggelse ... Det var derfor, jeg begyndte at læse medicin. Med nogle af de børn kunne man jo se, at det der kunne man godt have lavet om«. Der går et øjeblik. Så vender den 52-årige afdelingslæge mentalt tilbage til plankebordet i sin stue, hvor vi sidder. Turkiserne glimter opmærksomt over espressokopperne. Hun taler energisk igen med fast stemme.

»Det lyder som en floskel, men det er sandt. Jeg genfandt den drøm, jeg havde som ung, og som jeg var kommet væk fra. Da jeg skiftede over i børne- og ungdomspsykiatrien, skete der noget«.

Overbelagt og underbemandet

Under studiet glemte Annette Taastrøm sin oprindelige plan. Hun blev fascineret af en anden side af lægerollen: den seje læge.

»Jeg trak turnus i Københavns Amt, og så blev jeg fanget. Studiet er bygget op om apparatfejlsmodellen. Det handler om at redde liv. Jeg ville være anæstesilæge«.

Hun ler højt.

»Men anæstesi var ikke mig. Jeg kunne ikke lide at bedøve. Man sprøjter noget ind, og så går folk ud. Det er voldsomt. Der var situationer, hvor jeg følte mig enormt inkompetent. Det blev jeg skræmt af«.

Hun fandt sig godt til rette i rollen som mediciner med den analytiske tilgang til lægearbejdet. At det blev mave-tarm-specialet var et tilfælde.

»Jeg kom ind i mave-tarm-afdelingen; det gik rigtig godt. Der var gode kollegaer, og jeg kunne lide arbejdet - som en detektiv at finde ud af, hvad folk fejlede. Jeg kunne også lide skadestuen og det akutte«.

Hun fungerede som effektiv mave-tarm-mediciner i fem år, indtil hun blev syg:

»Afdelingen var overbelagt og underbemandet. Der var bagvagter fredag, lørdag og søndag. Vagterne startede fredag morgen og varede ofte til midnat. Lange dage lørdag og søndag og igen på arbejde mandag morgen. Jeg følte mig ikke altid fagligt kompetent og var for stolt til at sige det«.

Hun er overbevist om, at sygdommen hang sammen med arbejdsformen, for hun kunne grundlæggende lide specialet og kollegaerne.

»Og jeg var ikke ved at blive skilt. Mine børn var heller ikke mere vanartede end andres«.

Mistede nogle illusioner

Få dage inden sammenbruddet stod den dengang 47-årige Annette Taastrøm på første sal ved trappen i familiens hus i Charlottenlund. En tanke fløj gennem hendes baghoved: Et sekund ønskede hun, at hun ville falde ned og brække benet.

»For så var jeg fri for at gå på arbejde. Så kunne jeg komme ud af det uden at tabe ansigt«.

Først langt senere erkendte hun, at det var stress. Hun var alvorligt fysisk syg og sygemeldt i fem måneder.

I processen mistede hun nogle illusioner om sig selv og lægerollen. Hun mistede også en lægekollega, en veninde fra hospitalet, som hun ofte havde drukket kaffe med.

»Jeg brugte sygemeldingen på at tænke over, hvad jeg ellers skulle. Det stod helt åbent. Jeg vidste det ikke. Jeg tænkte på, om vi skulle flytte herfra, på at åbne en butik, noget helt andet ...«

Annette Taastrøm forsøgte at komme tilbage på sin gamle afdeling efter de fem måneder. Men klokken ti om morgenen den første dag sad hun og græd ude i fælleskontoret. Hendes kollegaer mente, at det var depression. Hun kom så langt, at hun fik medicin.

»Men jeg tog kun én eneste pille. Jeg holdt fast i tanken om, at sygdommen var en reaktion snarere end en depression«, siger hun.

Under sygemeldingen fik hun tænkt over lægerollen.

»Læger er superindividualister. Og noget af det her var jo mine egne lægeforestillinger. Jeg bebrejdede jo mig selv: ,Hvorfor er du sådan en svagpisser! Alle de andre gør det jo`. Det tog mig nogle år at komme mig over, at jeg ikke kan gå på vandet. Jeg havde jo altid kunnet holde 12 bolde i luften. Det gav en ridse i mit selvbillede, at jeg ikke havde haft overblik over, hvad jeg egentlig kunne holde til«.

Jeg er bange for at ende som dig

Kollegaen, som hun tidligere havde drukket kaffe med, besøgte hende i sygdomsperioden. De havde tit talt om arbejdspresset, og veninden græd ofte. Men Annette Taastrøm opdagede, at hun nu var blevet et skræmmebillede.

»Jeg er bange for at ende ligesom dig«, sagde hun til mig. ,Jeg er bange for at ende ligesom dig, Annette`. Det var så der, jeg var havnet. I en forfærdelig situation. Det var som om, hun var bange for, at jeg skulle smitte hende, og det var åbenbart det værste, hun kunne forestille sig: At ende som mig, en der gav op«.

I dag ser Annette Taastrøm ikke kollegaen.

»Jeg mener selv, at jeg reagerede ved at blive syg. På den måde blev jeg tvunget til at tage mit arbejdsliv op til revision og tage nogle valg«.

Hun besluttede sig for at realisere den gamle drøm og skifte speciale. Og symptomerne forsvandt ved jobskiftet.

Når børnene smiler igen

Annette Taastrøm begyndte for fem år siden i en uklassificeret stilling på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center Glostrup på Glostrup Hospital. I september 2011 blev hun afdelingslæge på et ungdomspsykiatrisk afsnit med plads til 12 indlagte.

»Det var godt at være voksen; så er man erfaringsmæssigt bedre stillet i psykiatrien. Men børne- og ungdomspsykiatrien er et tværfagligt speciale - og det var meget anderledes. Du skal finde din lægerolle i en anden kontekst. Du er stadig lægen, men du er en del af et team. Du kan være ude for, at en pædagog med ti års erfaring tager over. Det skulle jeg lige vænne mig til«.

Patienterne i afsnittet er unge med depression, begyndende skizofreni, psykoser og autisme. Desuden er der retarderede og socialt udsatte unge, som ikke har fået den nødvendige støtte og udvikler symptomer, der kommer til at ligne psykiatriske sygdomme.

Arbejdsglæden finder Annette Taastrøm i, at man kan være med til at ændre på vilkårene ved at hjælpe de unge til at komme på specialskole eller finde en god plejefamilie.

»Diagnosen ændrer sig ikke, men det er fedt at se de unge komme hen et sted, hvor de trives igen. Vi udreder, vi behandler ikke ret meget. Vi bygger bro til kommunerne, så de kan finde gode løsninger til børnene«.

Annette Taastrøm har dagen før haft besøg af en patient på sit kontor. Den 17-årige pige kunne have været et af de børn, som hun hjalp i sin ungdom.

Pigen lider af skizofreni og har generelle indlæringsvanskeligheder med lidt autistiske træk, så hun kan opføre sig uheldigt rent socialt. Hun blev indlagt for nogle måneder siden med selvmordstrusler og havde skåret sig op og ned ad armene.

»I går var hun smilende og glad. Hun kom ind for at give mig et knus. Vi har fundet et botilbud til hende sammen med kommunen. Et sted, hvor hun kan få et godt liv med sin sygdom«.

Patienterne er som regel ikke blevet kronisk syge endnu. Derfor kan man gøre en forskel ved at ændre rammerne.

»Hvis du har et barn, der f.eks. er mentalt retarderet og går i almindelig skole, så er hver dag en kamp og et nederlag. Men hvis du sørger for at beskrive barnet rigtigt, kan det komme over i et nyt miljø, hvor det er en succes. Så bliver det barneliv helt anderledes«.

Blå bog - Annette Taastrøm

Afdelingslæge, åben ungdomspsykiatrisk afdeling, Q 61, Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center Glostrup, fra 2011

Hoveduddannelse i børne- og ungdomspsykiatri, Glostrup og Holbæk, i 2011

Reservelæge, Medicinsk Afdeling M, Amtssygehuset i Glostrup, i 2005

Kursusstilling i intern medicin, Københavns Amt, i 2003-2005

Reservelæge, intern medicin, Amtssygehuset i Gentofte og Amtssygehuset i Herlev, i 1999-2003

Cand.med. fra Københavns Universitet i 1997

Gift, bor i Charlottenlund og har to store børn

Født i 1959