Man kan sagtens arbejde i verdens bedste lægepraksis og alligevel
gå ned med stress og udbrændthed. Det opdagede læge Liselotte Jørgensen, der i 16 år har været praktiserende læge i Hundested.
Frem til den 1. februar træffes Liselotte Jørgensen fortsat i praksissen på Strandvejen i Hundested – men så slutter det også for hendes vedkommende:
»Jeg har altid været superglad for arbejdet. Jeg har altid drømt om at være praktiserende læge, og engang opfyldte det alle mine forventninger til et godt arbejde«, fortæller Liselotte Jørgensen.
Men der blev mere og mere af det gode arbejde i tomandspraksissen. Og med tre små børn og tre kvarters kørsel til arbejdet følte Liselotte Jørgensen sig efterhånden træt og udbrændt. Hun fik svært ved at falde i søvn om aftenen og lige så svært ved at stå op om morgenen. I 2004 forsøgte hun uden held at sælge for at finde en praksis tættere på, hvor hun bor. Men der var ingen købere, så løsningen blev en kompagnon i den delepraksis, som hun fortsat arbejder lidt endnu. Så gik det lidt igen – trods søvnproblemer og stress. Indtil hun i 2008 fik en klagesag:
»Det var en lægevagtsklagesag. Den var berettiget, men den gik mig rigtig meget på og udløste nok den næste fase. Mit ambitionsniveau er meget højt, og da jeg overså et hjertetilfælde hos en patient, skulle jeg pludselig se mig selv som en, der begik fejl«.
Efter det droppede Liselotte Jørgensen lægevagten og fik i stedet et job som praksiskonsulent. Det gav ro og tid til eftertanke, men alligevel kunne hun godt mærke, at der var brug for egentlig behandling, for symptomerne var der fortsat:
»Stress er ikke én ting – det er mange. Man får hjertebanken, er forpustet, sveder og har tankemylder og dårlig samvittighed over alt det, man ikke har nået og skulle have gjort. Man føler sig 'på' hele tiden og slipper aldrig helt tankerne om arbejdet. De fysiske symptomer er mavepine, forstoppelse, sure opstød og halsbrand, nakkespændinger, hovedpine og usigelig træthed«.
Alt det oplevede Liselotte Jørgensen – og i tilgift søvnproblemerne. Som læge kunne hun selv se, at det var ved at udvikle sig til en egentlig depression. Så ud over den psykologhjælp, som hun allerede havde opsøgt, gik hun også i medicinsk behandling, for psykoterapien alene var ikke nok til at bryde den onde cirkel:
»Populært sagt fandt jeg ud af, at det ikke ‚var min mors skyld‘. Det var simpelthen mit arbejdsliv og mine alt for høje ambitioner, som ikke kunne opfyldes i de ti minutter, man har til hver patient«.
I dag har Liselotte Jørgensen det meget bedre. Og selv om hun på mange måder er glad for arbejdsstedet i Hundested og kun har fået støtte og opbakning fra sine kolleger, har hun besluttet at stoppe ved månedens udgang. Hun sover allerede bedre om natten.
»Mens jeg har gået til psykolog, har jeg faktisk selv taget en psykoterapiuddannelse, og det er det, jeg skal arbejde som, efter den 1. februar«, siger Liselotte Jørgensen. Hun vil ikke udelukke, at hun igen kommer til at arbejde i lægefaget. Men så bliver det i det private erhvervsliv eller i et rehabiliteringsteam.
