Skip to main content

Bredt flertal for nemmere nej til genoplivning

Politikere fra begge sider af Folketingssalen er klar til at give ældre bedre mulighed for at sige nej til at blive genoplivet.

20. feb. 2015
2 min.

Hvis en beboer falder om med et hjertestop på et plejehjem, er plejepersonalet forpligtet til at forsøge genoplivning. Men nu er flere politikere fra begge sider af Folketingssalen klar til at give ældre bedre mulighed for at sige nej til at blive genoplivet, skriver Altinget.

”Hvis en person ikke ønsker at leve længere, når kroppen naturligt siger fra, så skal det respekteres. Det skal være let at fraskrive sig genoplivning, ikke svært,” siger sundhedsordfører Flemming Møller Mortensen (S) til det elektroniske nyhedsmedie.

Ordførere fra SF, Venstre, Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance er ligeledes åbne over for at ændre reglerne.

Som reglerne er i dag, er det kun læger, som ved eksempelvis et hjertestop må tage beslutning om, at der ikke skal forsøges genoplivning. Men på plejehjem er der oftest ikke en læge til stede, når det opdages, at en beboer har fået hjertestop. Dermed er plejepersonalet forpligtet til at igangsætte et genoplivningsforsøg.

Formanden for Praktiserende Lægers Organisation (PLO), Bruno Melgaard Jensen, vurderer, at det generelt er et stigende problem med genoplivningsforsøg af ældre, der ikke ønsker eller har overvejet det.

”Jeg kan ikke bare tage en snak med plejehjemsbeboerne og så skrive i deres journal til personalet, at de eksempelvis ikke ønsker genoplivning. Det må jeg kun gøre, hvis beboerne har et konkret fremadskridende sygdomsforløb,” siger Bruno Melgaard Jensen, til Altinget.

Sagen om genoplivning er kommet frem, fordi Sundhedsstyrelsen er ved at revidere sine regler for genoplivning på for eksempel plejehjem.