Dansk psykiatri skal nedbringe brugen af bæltefiksering. Men hvordan? Både fra Danmark og andre steder fra valfarter psykiatere og andet personale i psykiatrien til den britiske by Gloucester i jagt på ideer og løsninger.
Lige for et øjeblik siden blev der sparket døre og slået ud efter personale. Nu sidder patienten i en sofa med to ansatte omkring sig, der holder patientens arme og ben i faste greb.
Faktaboks
På væggen hænger en stor fotomontage af de blå klokkeblomster i Forest of Dean, som er en af egnens naturperler. Lidt efter lidt afspejles årstidernes skiften på fotoet i takt med, at lyset i loftet ændrer sig. I baggrunden lyder der musik, patienten selv har valgt. Møblementet kunne stå i en helt almindelig dagligstue. Der er vinduer med gardiner.
Lidt efter lidt tales patienten ned fra sit uregerlige niveau. Til sidst slipper de to ansatte grebet om ben og arme, og patienten kan sunde sig lidt alene, snakke lidt mere med de ansatte eller forlade rummet.
Sådan kunne et forløb være i det »de-escalation room«, som Wotton Lawn Hospital i Gloucester indrettede, da det byggede sit nyt intensive psykiatriske afsnit i 2010 – Greyfriars Unit, som det blev døbt.
Rummet er blot en enkelt detalje i den indretning af afsnittet, som har inspireret ansatte og ledere i psykiatrien verden over, også fra Danmark.
Man kunne også nævne de sensorer i væggen uden for patienternes stuer, der gør det muligt at kontrollere deres åndedræt – som de ansatte skal en gang i timen om natten – uden at behøve at gå ind i rummet.
Eller de biler, som afsnittet har til rådighed, så patientene kan bringes f.eks. hjem at hente ting, de har glemt, hvis de er kommet hurtigt af sted. Eller til fodbold på en bane ude i byen, til svømning i svømmehallen, eller hvad det nu kan være.
Greyfriars Unit bruger ikke bæltefiksering overhovedet.
»Nogle gange er man nødt til at bruge tvangsforanstaltninger. Spørgsmålet er, hvilke redskaber man vælger at bruge. Ja, vi bruger medicin og engang imellem imod patienternes vilje til at berolige hurtigt. Medicin er nyttigt, men er kun en lille del af svaret på, hvordan man håndterer aggression«, siger Consultant Nurse Roland Dix - en funktion, der nærmest svarer til klinikchef.
Der er heller ingen såkaldte »seclusion rooms« på hospitalet – små rum, hvor en patient kan anbringes alene og observeres udefra - som bruges mange steder i Storbritannien.
»Det kan godt være, at sikringsafdelinger med høj risiko bør have muligheden, men bør hvert hospital? Nej, det mener jeg ikke«, siger han.
Skinnet kan bedrage på afsnittet i Gloucester. For under den rolige, almindelige overflade er der et system, der sikrer, at overfladen forbliver sådan.
For eksempel er der som regel to ansatte med patienter, der f.eks. skal til fodbold. De har både mobiltelefon og walkie-talkier med, så der hurtigt kan tilkaldes hjælp, hvis der opstår problemer.
Sidder en ansat og taler med en patient i »de-escalation«-rummet, er der altid en makker lige i nærheden, som hurtigt kan assistere ved behov. Og vinduerne i afsnittet er placeret således, at personalet hurtigt kan afsøge hver eneste krog i rummene.
»Det ser vældigt åbent ud, nærmest som et hotel, men der er en masse sikkerhed. Du kan bare ikke se det. Der er et system«, som Roland Dix siger.
En ting er at beslutte, at nu skal det være slut med f.eks. bælter. Men hvordan får man det til at ske?
»Man skal sætte en positiv tone i det kliniske miljø og generelt. Der er behov for mennesker, som har inspirationen og vedholdenheden til at gennemføre det, og udgangspunktet er nødt til at være positivt i stedet for, at man begynder og så venter på et nederlag«, siger Nurse Manager James Wright, som er øverste leder på Greyfriars Unit.
»Man skal have alle med om bord og være klar omkring målene. Det er meget nemt at få tilbageslag, når man begynder at bevæge sig, og noget så går galt. Folk siger »jeg sagde det jo«. Så visionen er nødt til at være stærk fra starten. Man skal gøre det klart, at man nok kommer til at opleve dette og hint – men at det er ok«, siger han.
»Det er vigtigt med et sikkert par hænder, for det tager tid«.
Overlæge Lykke Pedersen fra Psykiatrisk Center Hvidovre er en af de danske psykiatere, der har været i Storbritannien for at lade sig inspirere – bl.a. i Gloucester.
»Afdelingen har gjort meget ud af det indretningsmæssige, og de prioriterer sikkerhed højt. F.eks. er der vinduer alle vegne, så man kan se personalet, og lyset falder ind. Der er god plads på gangene, eneværelser, og der er lyddæmpet. Alle de ting, som stresser alle mennesker, har man prøvet at reducere«, siger hun.
De forhåndsaftaler, som bliver lavet med patienterne – f.eks. om, hvad der skal ske, hvis patienten bliver aggressiv, eller hvad der skal opnås under indlæggelsen – har gjort indtryk.
»De spørger på forhånd – hvis du nu bliver vred og stresset, hvad kan vi så gøre for at tage det i starten? Det lyder meget enkelt og logisk og er noget, man flere steder i Danmark allerede arbejder med – men det skal forbedres. Patienten skal så vidt muligt inddrages i beslutningerne fra første indlæggelsesdag. Der skal indrettes specielle rum, hvor man kan gå ind med patienten, som ikke bliver låst inde – men hvor man kan trække sig tilbage sammen med personale«, siger Lykke Pedersen.
Lykke Pedersen er også begejstret for bilordningen.
»Patienterne skal have en mulighed for at komme på hjemmebesøg. Nogle gange bliver patienterne akut indlagt og har hverken penge, cigaretter, briller eller noget med, og de bliver frustrerede. I Gloucester gør de meget ud af at sørge for at kunne ledsage patienten ud til nogle ting. Hjem at se, om tingene er i orden, om der er kommet post – den slags er virkelig aggressionsdæmpende, fordi patienterne er så frustrerede«, siger hun.
Snart får Psykiatrisk Center Hvidovre mulighed for at afprøve nogle af ideerne selv. Region Hovedstadens Psykiatri har udpeget centeret sammen med Psykiatrisk Center Ballerup til at lave forsøg med de bæltefri afdelinger, som Folketinget har besluttet.
Hundredtusindkroners spørgsmålet er naturligvis, om bestræbelserne på at reducere bæltetvangen vil lykkes. For ganske kort tid siden indgik regeringen og regionerne en aftale, der bl.a. går ud på at mindske antallet af psykiatriske patienter, der udsættes for bæltefiksering, med halvdelen inden 2020.
Udviklingen vil blive fulgt tæt, også på europæisk plan.
»Jeg kender til de planer, man nu har i Danmark, og det er jo flot. Men de sidste årtiers erfaring giver ikke så god grund til optimisme«, siger den islandske psykiater Pétur Hauksson, der i 12 år var medlem af Europarådets anti-tortur komite, som har kritiseret den danske brug af bæltefiksering. I dag er han tilknyttet komiteen som ekspert og var bl.a. med ved dens seneste besøg i Danmark i februar.
»Min personlige mening er, at hvis ikke eksperimentet lykkes i 2020, så er der ikke andet at gøre end at forbyde bælterne«, siger han.
Det var netop, hvad hans eget land, Island, gjorde – i 1930'erne.
»Er der en særlig grund til, at netop Danmark i den grad holder fast i bælterne«?
»Forklaringen er, at det er en behandlingstradition, som er så fastgroet, at alle forventer det. Hvis man spørger lægerne, så siger de ligesom i andre lande, at deres er den bedste metode«.
Hvad gør Island?
»Der har man den luksus, at patienterne har enerum. De patienter, der har problemer med adfærden, kan få at vide, at de skal blive i deres rum, og der er personale, som sidder hos dem. Så de er ikke i komplet isolering, og rummet bliver ikke låst. Og så det man kalder skærmning. Det er personale, som følger med overalt. Og man kan lukke dele af afdelingen af for et stykke tid. Det er den slags alternativer, man godt kan udvikle videre i Danmark«.
Hvad kræver det?
»Skærmning f.eks. – det kan gøres. Men der har man selvfølgelig behov for personale. Jeg har været på mange psykiatriske afdelinger i Europa, bl.a. nogle af de højeste sikkerhedsafdelinger i England, og set, hvordan voldsomme episoder bliver håndteret uden brug af bælter. Selv om jeg ikke har nøjagtig statistik, så har jeg det indtryk, at der er meget mere personale (end i Danmark, red). Også i de andre nordiske lande«.
