Brodne kar og offentlig hængning

I et retssamfund er det grundlæggende sådan, at man ikke er skyldig før man er dømt. Denne rettighed bliver efterhånden rutinemæssigt krænket af medierne, der hænger personer ud med navn og billede på for- og hjemmesider udelukkende på grundlag af en tiltale. Det er senest sket for en speciallæge, der tilmed har et fremmed klingende navn. Men det er ikke enestående, at læger hænges ud blot på grundlag af et enkeltstående udsagn eller noget, der tangerer bysladder.

Tilværelsen er slået i stykker for vedkommende, længe inden retssystemet har fået mulighed for at vurdere spørgsmålet om skyld. En frifindelse kan sjældent rette op på dette. Det er en yderst ubehagelig udvikling, og det kan måske øge forståelsen for, hvorfor Lægeforeningen reagerede så kraftigt på de oprindelige planer om en offentlig gabestok på Internettet og den tilfældige udhængning, som offentliggørelse af alle afgørelser fra Patientklagenævnet ville medføre. Mediernes etiske grænser er blevet flyttet med store menneskelige konsekvenser som følge.

Lægeforeningen har ikke noget ønske om at holde hånden over læger, der skader deres patienter, fordi de er udygtige eller utilregnelige. Vi har på det seneste ved flere lejligheder opfordret tilsynsmyndigheden, embedslæge og Sundhedsstyrelse til at være mere udfarende, så det bliver muligt tidligere at stoppe læger, der tilbagevendende leverer dårlig kvalitet og forlader landet for at starte op et nyt sted, når jorden brænder under dem. Men der skal være begået handlinger, som retfærdiggør at tale om brodne kar. Vi vil ikke acceptere offentlig hængning på grundlag af sladder eller påtaler af banale fejl, hændelige uheld eller ikke beviste sammenhænge. Alle læger begår fejl, og det er ikke det samme som at være forbryder. Det er en absolut undtagelse, at læger ikke er samvittighedsfulde og omhyggelige i deres arbejde.

Det afgørende for os er, at vi allerede har et apparat til at gribe ind over for brodne kar. Vi er ikke enige med Sundhedsstyrelsen i, at de nuværende regler ikke giver hjemmel. De giver mulighed for tilsyn, skærpet tilsyn, midlertidig eller permanent fratagelse af autorisation. Det springende punkt er, at nogen skal fortælle systemet om mulige problemer. Vi er helt opmærksomme på, at mange patienter og pårørende klager på grund af sorg, afmagt eller hævnfølelse, men det skal ikke afholde andre fra at reagere, hvis de virkelig mener, at der er et problem. Vi har ringe forståelse for, at kolleger bidrager til bysladderen og den offentlige hængning med udtalelser i medierne om, at de længe har vidst, at en læge fejlbehandlede sine patienter.

Lægeforeningen kan ikke som organisation påtage sig at indberette. Det er ikke vores opgave, og vi har heller ikke den nødvendige viden. Det er en individuel afgørelse at reagere over for et oplevet problem. Efter Lægeforeningens kollegiale regler er det også en forpligtelse at tale med kollegaen og derefter gå videre i systemet. Når det ikke sker, oplever vi som nu snakken om det hvide broderskab. Vi kan kun opfordre medlemmerne til at bryde denne myte. Men gør det ved at gå til tilsynsmyndigheden og ikke til pressen. Den ødelægger et menneskes tilværelse på en formiddag.