Brug af fiksering i psykiatrien

Den danske psykiatrilov bygger på princippet om, at tvang skal være så lidt indgribende som muligt. Men i Danmark har vi også det princip, at sindssyge personer ikke skal være i fængslerne. De skal i psykiatrisk behandling uden overdreven brug af medicinering. Det er ikke nødvendigvis opfattelsen i andre lande, hvor det er mere eller mindre kulturelt betinget, hvordan man behandler psykisk svært syge kriminelle. Det er baggrunden for den ophidsede debat, der er opstået omkring Sikringsafdelingen Nykøbing Sjælland og anvendelsen af fiksering med hånd og fodremme.

I en kronik i dette nummer af Ugeskriftet giver lægerne på Sikringsafdelingen, i daglig tale kaldet Sikringen, en grundigere beskrivelse af forløbet. De bekræfter samtidig, at man for øjeblikket ikke anvender den nævnte praksis, fordi den er ulovlig. Men de forsvarer den. Sagen er i korthed, at Den Europæiske Torturkommission har udsendt en rapport, der kritiserer nogle af de tvangsforanstaltninger, der har været anvendt på Sikringen. Rapporten er udarbejdet af to bedømmere fra henholdsvis Schweiz og Island. To lande, der fængsler deres svært psykisk syge, og deres kritik skal ses på baggrund af denne forskel i praksis. Det er vel og mærke en forskel i praksis. Der findes ikke nogen best practice for dette område i psykiatrien.

Baggrunden for den danske praksis har været en opfattelse af, at svær psykisk sygdom forværres, hvis der anvendes fængsling, hvorimod der er bedre behandlingsresultater, hvis sindssygdommen behandles i psykiatrisk regi. Derfor er sindssyge kriminelle straffri og skal i stedet forsøges behandlet, så de ikke igen begår kriminalitet. Det er efter vores opfattelse en human måde at behandle en udsat og ofte voldelig samfundsgruppe. Derved har dansk psykiatri naturligvis ikke valgt det laveste gærde, og der er også et hensyn til behandlerne og de andre patienter, hvis der er tale om meget voldelige kriminelle med vrangforestillinger o.a.

Der er en lille gruppe på generelt under 10 patienter, der er uden for pædagogisk rækkevidde og er ubehandlelige med de almindelige metoder. De kan fyldes med så store mængder sløvende medicin eller bæltefikseres, så de ikke længere udgør nogen fare for deres omgivelser. Men derved mister man også kontakten med disse patienter og muligheden for at påvirke dem med de andre behandlingsformer, som vi efterhånden har udviklet herhjemme. Skal de være virkningsfulde, så skal deres kontakt med medpatienter og personale bevares. Derfor har Sikringen praktiseret, at disse patienter blev løst af en fuldstændig fiksering, men stadig bar hånd- og fodremme, så de ikke kunne slå eller sparke.

Alternativet til dette, som det også bliver foreslået af Torturkommissionen, er altså brug af større mængder sløvende medicin, der er passificerende, men ikke hjælper på patientens sygdom. Det er et ægte etisk dilemma, som må afklares. Der skal igen ikke være tvivl om, at loven skal overholdes. Eller også må den laves om.