Brug penge på sundheden i Afghanistan

Den kendsgerning, at Danmark er en krigsførende nation og, at danske læger og sygeplejersker løbende bliver udsendt til krigszonen i Afghanistan, bliver ved med at bringe os i etiske dilemmaer. Senest er danske læger blevet beskyldt for at krænke de konventioner, der gælder for lægers arbejde under væbnede konflikter, fordi færdigbehandlede afghanske patienter fra det militære hospital i Camp Bastion bliver sendt ud til en usikker skæbne i det lokale sundhedsvæsen. Det er svært at se, at danske og andre vestlige læger skulle bryde de gældende konventioner, men der er ingen tvivl om, at vi står i et etisk dilemma.

De udenlandske og afghanske patienter, som modtages på Camp Bastion, venner og fjender, modtager den samme behandling for deres skader. De bliver også behandlet ens efter afsluttet behandling, og det vil sige, at de enten bliver udskrevet eller, at de bliver overført til deres nationale militære eller civile sundhedsvæsen til videre behandling. Forskellen er, at en dansk soldat bliver fløjet hjem til behandling i et toptunet og højteknologisk sundhedsvæsen, mens den afghanske patient bliver sendt ud til et nedslidt tredje verdens sundhedsvæsen, hvor der er risiko for at dø af helt banale komplikationer.

Det etiske dilemma er grundlæggende det samme, som når en færdigbehandlet patient i Danmark udskrives til et miljø med svære misbrugsproblemer eller tunge sociale problemer. Det er en del af lægegerningen, men det er naturligvis så meget mere markant i den afghanske krigszone. Den enkelte læge kan ikke i situationen påvirke vilkårene i det omgivende samfund, men kan kun handle bedst muligt for den enkelte patient under de vilkår, som samfundet stiller til rådighed på tidspunktet. Det er blevet påstået fra kilder i Afghanistan, at det sker, at afghanske patienter bliver »droppet uden for et tilfældigt sygehus«. Det er ikke, hvad vi hører fra danske læger, der har arbejdet på stedet. Der bliver lavet aftaler med de lokale hospitaler, hvis der er behov for videre behandling. Hvis der er tale om personer, der ikke kan klare sig selv eller, der er tale om kvinder og børn, så bliver de ikke efterladt uledsaget efter udskrivelse.

Der kan ganske givet gøres mere her og nu, f.eks. i form af undervisning af sundhedspersonale i Afghanistan eller aftaler med de afghanske hospitaler. Men på sigt er den eneste realistiske løsning på dette dilemma, at der sættes ind på at forbedre forholdene i det afghanske sundhedsvæsen. Det gælder ikke kun krigsofrene i Afghanistan, men for hele befolkningen, hvor sundhedstilstanden er katastrofal efter mange års krig. Forekomsten af f.eks. TB er blandt de højeste i verden. Børnedødeligheden er tårnhøj, og gennemsnitslevealderen er 45 år.

Vores egen sundhedsminister, Jakob Axel Nielsen, konstaterede efter et besøg i Afghanistan i september, at det er nødvendigt at være med til at afhjælpe elendigheden i landet, hvis vi vil vinde freden. Danmark bruger næsten en halv milliard kroner på civile udviklingsprogrammer i Afghanistan, men indtil videre har vi ikke prioriteret at forbedre sundhedsvæsenet. Det er tiden til at se på en ændret prioritering, ikke blot for at løse vore etiske dilemmaer, men for at sikre, at det virkelig har gjort en forskel, at vi har lagt så mange kræfter og ressourcer i Afghanistan.