Brugerbetaling

I en pause mellem stormbygerne af nyheder fra Farum og L.A. blev der plads til at hive en gammel traver ud af stalden: brugerbetaling. Formanden for regeringens nye rådgivende sundhedsudvalg, Kjeld Møller Pedersen, relancerede den gamle idé om at indføre betaling for besøg hos den praktiserende læge efter svensk og norsk mønster og så bruge provenuet herfra til at jævne nogle af særhederne i den danske brugerbetaling. Det sidste er ikke nogen dårlig idé. Til gengæld er det en rigtig dårlig idé at indføre penge mellem patient og egen læge. Lægeforeningen kan ikke advare kraftigt nok mod at gå på den galej.

For det første ville det igen være et lille nøk i retning af større ulighed, fordi et forslag af denne type nødvendigvis vil vende den tunge ende nedad. Det er nu engang ikke den raske, velstillede, arbejdende del af befolkningen, der går mest til læge. Naturligvis kunne den svage del af befolkningen med mange lægebesøg kompenseres med undtagelser, men derved lukkes bureaukratiet ind ad bagdøren til et system, der i dag er befriende ubureaukratisk. Og tilbage står under alle omstændigheder en højere tærskel hos de svage grupper til at gå tidligt til læge.

Brugerbetaling hos egen læge vil blive oplevet enten som en skatteforhøjelse eller som et adfærdsregulerende indgreb. Med hensyn til adfærdsregulering, så har Lægeforeningen den klare opfattelse, at folk ikke går til lægen uden de føler, at der er en grund til det. Og vi mener grundlæggende, at det er en god idé at søge læge, hvis man føler sig syg, og helst så tidligt som muligt, fordi det giver de bedste muligheder for helbredelse. Endelig indebærer betaling for lægebesøg den risiko, at folk med svag økonomi går uden om egen læge og i stedet går på skadestuen. Det er ikke den form for adfærdsregulering, vi går ind for.

Hvis det opleves som en skatteforhøjelse, så bør politikerne være meget opmærksomme på den røde lampe. Den erhvervsaktive befolkning betaler en meget høj indkomstskat, 40 procent betaler i dag topskat, og med det følger en fornemmelse af, at de har betalt for deres sundhedsydelser én gang. Samtidig med den fornyede debat om brugerbetaling kommer nye meldinger fra forsikringsselskaberne om boom i private sygdomsforsikringer. Kombinationen af bruger- og præmiebetaling vil på sigt gnave i viljen til at betale den høje skat, der er basis for vores velfærdssystem.

Det betyder ikke, at Lægeforeningen er imod en omkalfatring af brugerbetalingen. Den er garneret med mange ulogiske ting, hvor der fx under en kræftbehandling er støtte til ét hjælpemiddel, men ikke et andet. Brækker man fingeren er behandlingen gratis, brækker man en tand koster det en formue. Den meget høje egenbetaling til tandbehandling mangler et logisk grundlag, og tandstatus har i Danmark udviklet sig til et område med meget klare sociale forskelle. Men det er ikke paradokser, der skal løses ved at indføre brugerbetaling hos egen læge. Der må være andre kilder.

Som det også er kommet frem i debatten, er brugerbetalingen allerede meget høj i Danmark. Den er blevet øget støt i de senere år fra et niveau på omkring 15 procent af sundhedsudgifterne til nu over 18 procent og en klar nordisk rekord. Hvis den stille og roligt bliver bragt tilbage til det tidligere niveau, er der en betydelig ressource til rådighed. Der kan også være andre kilder. Regeringen kunne fx spare ved at undlade at indføre skattefrihed for arbejdsgiverbetalt forsikring og behandling til de allerstærkeste grupper i dette samfund.