Budskabet »der er ikke mere at gøre« hører ingen steder hjemme

Det er et meget tankevækkende brev, som rører ved flere af de centrale problemstillinger man især som patient, men også som læge, kan blive udsat for.

Hvem skal fortælle en patient, at han har en alvorlig kræftsygdom, og hvordan skal dette budskab formidles?

Som praktiserende læge i mere end 20 år har jeg desværre for ofte oplevet situationer, som den Rita Jeppesen og hendes mand oplevede. En yngre og uerfaren læge bliver sat til »den svære samtale« uden at være ordentligt rustet til dette vigtige arbejde. Lægen gør utvivlsomt sit bedste, men i nogle af disse situationer er det ikke nok. Det er de færreste »der bare kan det«, men de fleste kan lære det! Jeg mener, det er de ansvarlige overlægers ansvar, at afdelingerne har en politik og uddannelse på dette område, som sikrer, at den læge, der giver »beskeden«, kan gøre det på en sober måde, der ikke tager alt håb fra patienten. Dermed ikke være sagt, at man skal være uærlig, men tingene kan siges på mange måder. Empati, fingerspitzgefühl og en læge, der har kendskab til patienten, er vigtige ingredienser. En opfølgende samtale en eller to dage efter bør også være en selvfølge - og ikke noget patienten selv skal bede om!

Det samme gælder selvfølgelig i almen praksis, hvor lægen ofte er en utrolig vigtig partner for både patient og familien.

Der findes mange kurser for de praktiserende læger, der har de mangefacetterede problemstillinger, som er forbundet med behandling og samtaler med kræftpatienter (»Kræft og den praktiserende læge«, den terminale patient«, »Tab og traumer« og »Kroniske smerter« for blot at nævne nogle).

Budskaber som: »Der er ikke mere at gøre« hører ingen steder hjemme. Det kan godt være, at patienten ikke kan kureres, og der kirurgisk eller onkologisk ikke er mere at tilbyde.

Men der er altid noget at gøre!

Symptomer kan udsættes/lindres. Psykosocial støtte til at leve videre og ikke mindst almindelig medmenneskelighed og omsorg hjælper både patient og familie.

Hvordan undgår man, at patient og pårørende efterlades i »ingenmandsland«, når de kurative muligheder er udtømt?

Forløbene for terminale kræftpatienter er meget forskellige. Flere og flere vælger at dø hjemme, andre at afslutte livet på en sygehusafdeling eller et hospice. Der bør være valgfrihed for patient og dennes familie.

Umiddelbart virker det oplagt, at den praktiserende læge bør have en central rolle. En rolle som tovholder for det samarbejde sektorer imellem, der er nødvendigt for at få et godt palliativt og senere terminalt forløb. Samarbejde er virkelig nøgleordet.

Hjemmesygeplejen og egen læge må allerede tidligt i forløbet (gerne sammen) tale med patient og pårørende. De må informere om de forskellige muligheder, være til rådighed for spørgsmål og tvivl, og forklare »hvem der gør hvad« i de forskellige situationer.

Med den viden, der i dag eksisterer om palliativ behandling, er der ingen der forlanger, at egen læge skal kunne alt dette. Selvfølgelig må lægen have en basal viden om smerte- og symptombehandling. Men han/hun skal, når denne viden ikke slår til, kontakte palliative enheder, hospice, smerteklinikker, sygehusafdeling osv. for råd og vejledning.

Ideelt set bør alle disse patienter også have en stamafdeling med mulighed for »åben indlæggelse«. Den kan benyttes, hvis patienten skal have blod, lagt topkateter, behandles for hypercalcæmi eller andre terapeutiske kortere eller længere tiltag. Men også hvis situationen af en eller anden grund bliver kaotisk i hjemmet, er det en stor tryghed for mange patienter at vide, at denne mulighed eksisterer - og den bliver meget sjældent misbrugt.

Den samme erfaring har jeg, når jeg til disse patienter giver mit private telefonnummer. I de fleste tilfælde bliver det aldrig brugt, men er en sikkerhedsventil for patient/familie, som er rar at have.

Hvis disse ting er opfyldt, er sandsynligheden for et godt forløb stor.

Rita Jeppesen foreslår, at man spørger sin praktiserende læge, om han/hun kan magte og vil medvirke til et sådan forløb. Det synes jeg er en god ide. Efter min mening bør almen praksis påtage sig denne opgave. Men hvis egen læge ikke vil/eller af en eller anden grund ikke er i stand til det, må der findes en anden tovholder. Om det så bliver en anden praktiserende læge, en læge på sygehus eller som i det beskrevne tilfælde en læge fra hjemmehospice er ikke afgørende. Blot skal der findes en ansvarlig person, som patient og familie er trygge ved, der kan koordinere forløbet.

Rita Jeppesens brev bekræfter da også dette. Da hjemmehospice kom ind i billedet, følte både patient og familie sig trygge, og manden fik en fredfyldt død derhjemme.

Hjemmehospice er en institution, der kun findes i Københavns Amt. Jeg er selv læge i samme amt og har været meget glad for samarbejdet. I en del tilfælde har det drejet sig om råd og vejledning, sjældnere at de har været ude hos patienterne. I mange tilfælde har vi klaret os fint uden. Det gælder også for mange af mine kolleger rundt om i landet, der ikke har hjemmehospicefunktionen at trække på. De har andre eksperter at rådføre sig med, når det er nødvendigt.

Det er som sagt samarbejdet mellem egen læge, hjemmesygeplejen og eksperterne der er det vigtige!

I øvrigt er jeg enig i, at man får god rådgivning fra Kræftens Bekæmpelse, så er man i tvivl, er det altid en mulighed at tale med dem.