Perfekt timet med skolestarten i forrige uge præsenterede regeringen Trivselskommissionen. Den skal i løbet af det kommende knap halvandet år komme med bud på, hvordan man kan dæmme op for de stigende udfordringer med mistrivsel blandt børn og unge.
Baggrunden er kendt – og trist: »Nye tal viser, at selvom de fleste børn og unge har det godt, oplever knap halvdelen af unge i alderen 16-25 år en grad af mistrivsel, mens stadigt flere børn og unge føler sig ensomme«, hedder det i pressemeddelelsen, der blev udsendt ved offentliggørelsen af kommissoriet og kommissionsmedlemmerne.
Kommissionen, nedsat i regi af Kulturministeriet, skal blandt andet se på, »hvordan man kan forebygge mistrivsel og sårbarhed«, styrke »fællesskaber og stærke relationer«, og på hvad »sociale medier betyder for børn og unges trivsel«. Kommissionen skal dermed, står der i pressemeddelelsen fra Kulturministeriet, »følge op på intentionen i regeringsgrundlaget«.
Diskussionen om stigende mistrivsel blandt danske børn og unge har i den grad været i fokus de senere år – også før regeringsgrundlaget blev skrevet. Men det er bestemt ikke kun en dansk debat og et dansk fænomen. Det fremgik tydeligt på kongressen i European Society for Child and Adolescent Psychiatry (ESCAP), der fandt sted i København i slutningen af juni.
Det fortæller formanden for Børne- og Ungepsykiatrisk Selskab (BUP), Nina Tejs Jørring. Men hun understreger, at ESCAP-kongressen også viste, at der allerede nu er en omfattende viden om, hvor man skal sætte ind for at forebygge mistrivsel og forhindre, at barnet eller den unge udvikler en alvorlig psykisk sygdom.
»Min helt overordnede konklusion efter kongressen er, at vi har så utrolig meget viden om, hvad der udløser psykisk sygdom, hvordan den kan forebygges, og hvordan den kan helbredes. Derfor står vi med et stort paradoks: På den ene side er det fuldstændig ufatteligt, at vi ikke kan trænge igennem til politikerne med budskabet om, at hvis man har de rette ressourcer, kan man både fremme mental sundhed, også blandt udsatte og sårbare familier, og man kan også behandle og helbrede megen psykisk sygdom, hvis de rette ressourcer findes«, siger Nina Tejs Jørring, der »finder det helt ufatteligt«, at man stadig stigmatiserer psykisk sygdom som man i gamle dage stigmatiserede kræftsygdomme.
»Tænk, at man stadig tror, de ikke kan helbredes. Hvorfor er vi så dårlige til at fortælle, at børn og unge kan helbredes for deres psykiske sygdomme, hvis blot vi giver dem den rette behandling i psykiatrien, og kommunerne leverer den rette støtte til deres opvækstvilkår? Men der mangler både ressourcer til behandling i hospitalsregi og til støtte i kommunalt regi«.
På den anden side finder hun det total logisk, at der ikke sker noget i forhold til forebyggelse – hverken for de almindelige børn eller for de børn, der har brug for særlig støtte.
»For det kræver en kulturændring væk fra et højhastighedssamfund med præstationsræs og manglende respekt for, hvor meget det kræver at opdrage et barn«, siger Nina Tejs Jørring – og det har en høj pris for børn og forældre.
»Som forældre er der lige nu nok få ting, der er så stigmatiserende som at være fattig eller at have en psykisk sygdom. Og skal det vendes, vil det især kræve en hel anden retorik omkring de her ting – fra øverste politiske hold og helt ned til den almindelige dansker«.
Hun medgiver, at »det budskab er svært at komme ud med«.
»Mange forældre vil nok opleve det sådan, at fagprofessionelle så mener, at det er forældrenes skyld, hvis barnet kommer i psykisk mistrivsel – men det er netop ikke budskabet. Budskabet er, at børn, forældre og familier er forskellige, både biologisk, socialt og psykisk, så det er forskelligt, hvilken støtte hver enkelt familie skal have.
Får de ikke den rette støtte, kan det gå galt, men det er jo ikke familiens skyld, hvis de er fattige eller de selv eller barnet selv har psykiske udfordringer eller sygdom. Det er samfundets opgave at støtte, præcist som vi er enige om, at vi bør støtte familier, der er arveligt belastet f.eks. i forhold til sukkersyge, sklerose, svagt syn, nedsat hørelse, kræft eller andre somatiske sygdomme og tilstande«, mener Nina Tejs Jørring.
På samfundsniveau handler det om at have det udgangspunkt, at »der er virkelig meget menneskelig styrke i gode relationer og i, at forældre har ro og overskud«.
»Det betyder, at der skal være mere ro på i barnets første tre år – kan vi indrette os sådan, vil det virkelig flytte noget. Det kræver, at vi flytter os væk fra skyld og skam i forhold til barnets og familiens trivsel til at arbejde med respekt for de rammer, der skal til for at skabe ro og tryghed. Og hvis vi vender os væk fra det nuværende individ- og sygdomsfokus og i stedet retter fokus på ressourcerne hos barnet og i familierne, kan man både opbygge psykisk sundhed, forebygge og helbrede psykisk sygdom fuldstændig som fysiske sygdomme i langt højere grad, end vi kan nu«, siger Nina Tejs Jørring.
»Ligesom vi for 15 år siden indførte KRAM-faktorer, skal vi indføre beskyttende og støttende faktorer for børns opvækst: Der skal være ro om og støtte til forældrene de første tre leveår – med særlig støtte til de mest sårbare – så børn oplever trygge og rolige relationer, både med forældrene, bedsteforældrene, familiens venner og de pædagoger, børnene kommer til at møde. Det vil være den største forandring, vi kan gennemføre«, siger Nina Tejs Jørring.
Hun sammenligner med KRAM-faktorerne fordi de ikke handler om behandling men om forebyggelse, og hun tænker derfor, det er noget Trivselskommissionen måske kunne overveje at bruge som metafor, for det de skal skabe.
Nina Tejs Jørring understreger at det at oplyse om og indføre »mentale KRAM-faktorer« ikke er børne- og ungdomspsykiatriens opgave.
»Vi skal derimod identificere og behandle de børn og unge, der har udviklet psykisk sygdom. Men det er bare træls at se, at så mange børn og unge i dag får lov at udvikle psykisk sygdom, fordi ingen tager det forebyggende arbejde seriøst, og her tænker jeg både på de neurotypiske og de neuro-atypiske børn«. 1
Fakta
Ordene, temaerne og indfaldsvinklerne var mange på ESCAP-kongressen. Ugeskrift for Læger har bedt BUP-forperson Nina Tejs Jørring pege på nogle af de interessante pointer.
Skolegang og mentalt helbred
Tamsin Ford er professor ved Oxford University og interesserer sig især for snitfladerne mellem uddannelser og skoler og det psykiatriske system, og hun peger på behovet for at arbejde mere målrettet med mental trivsel i skolerne – og med at sætte forebyggende ind: Børne- og ungepsykiatrien skal »blande sig« i skolelivet – der kan sættes rigtig meget ind i skolelivet, og der er meget forskning, der viser, at der er stærk sammenhæng mellem mistrivsel i skolen og psykisk lidelse.
»Jeg blev meget optaget af hendes koncept The Coping Continuum. Det er en anvisning på, at skolerne kan skabe et kontinuum af integrativ omsorg, der både kan forbedre børnenes psykiske helbred og styrke deres indlæringsevner. Og det er helt afgørende, for der er en stor gruppe børn, for hvem det kan gå begge veje – de kan blive syge eller klare sig godt, helt afhængigt af om der sættes ind i skolerne eller ej. Til gengæld fremhævede hun også, at jo mere skyld og skam, der bliver lagt på forældrene for børnenes mistrivsel, jo dårligere bliver skolerne til at håndtere det«, siger Nina Tejs Jørring.
Tamsin Ford har også forsket i brugen af mindfulness i skolesammenhæng. Det viste sig at være et godt redskab mod udbrændthed hos lærerne – men hos de elever, der i forvejen mistrivedes, havde det en negativ effekt.
Inklusion og funktionsniveau
Sven Bölte er professor på svenske Karolinska Instituttet og arbejder bl.a. med inklusion af børn i skolerne. Hans budskab var bl.a., at den bedste indikator for, om en skole kan inkludere børn i skolen eller ej, er, om skolen er god til at bruge de råd, den får fra forældre og elever. Desuden fortalte han om ICF, International Classification of Function, der beskriver det enkelte barns funktionsniveau: To børn med samme diagnose kan have meget forskellige funktionsniveauer og lidelse/velbefindende, så det er langt mere interessant at se på funktionsniveauet end bare at se på diagnosen, når man som psykiater sammen med kommunerne skal beslutte, hvordan man bedst hjælper det enkelte barn i forhold til skolegang.
»Har kan ICF være godt redskab. Det ser både på barnets funktionsniveau, funktionsbarrierer og barnets velbefindende. Når man undersøger, hvilke støtter og forhindringer der kan være i barnets omgivelser – i skolen eller institutionen – og sammenholder det med barnets funktionsniveau og barnets velbefindende, kan man langt bedre lægge en god plan for barnet. Det kunne jeg godt drømme om kom ud og blev brugt som et redskab i alle kommuneskolerne. Det ville betyde, at man bedre kan samarbejde om, hvilke indsatser der skal ske i skolerne for børnene generelt og for den enkelte ud fra noget meget mere brugbart end en diagnose. Og det er noget, KL og folkeskolerne har efterspurgt længe.
Nyt blik på funktionelle lidelser
Judith Rosmalen er professor på universitetet i Groningen, og hun introducerede begrebet persistent somatic symptoms (PSS), der står for en ny tilgang til arbejdet med patienter med funktionelle lidelser. Hendes resultater viser, at alle PSS-patienterne oplever bedring, når man anvender en biopsykosocial tilgang.
»Det adresserer det fænomen, som i mange, mange år har splittet folk og gjort så mange mennesker fortvivlede: Vi skal ikke se det, som vi enten har psykiske eller fysiske symptomer, eller at mine fysiske smerter enten skyldes noget fysisk eller noget psykisk. Det hele er blandet sammen. Det var et ret stærkt budskab, fordi det potentielt kan ændre, hvordan vi kan håndtere den stigmatisering, der er at reagere med psykiske symptomer på fysiske symptomer og få fysiske symptomer på psykiske problemer«, siger Nina Tejs Jørring.
Fødselsdepression og psykoterapi
Ruth Feldman er professor på Reichman Universitetet i Israel, og hun fremlagde resultater af arbejdet med brugen af psykoterapi til mødre, der er ramt af fødselsdepression. Mødre med fødselsdepression er ikke dårlige mødre, men depressionen forhindrer dem i at være den mor, de godt kan være. I terapien bekræftes de i de ting, de gør godt, så de kan stå imod den depression, der fortæller dem, at de ikke dur til noget, fordi terapeutens bevidning af deres succesoplevelser med at være mor bliver deres våben mod depressionen.
»Budskabet var klart: Man kan helbrede både mor-barn-relationen og fødselsdepressionen med psykoterapi! Barnet kan også indhente det tabte! Ja, det er skidt at få en fødselsdepression, men hvis man får den rette behandling, er det heller ikke værre. Det vil ikke få betydning for hverken barn eller mor på sigt. Det var et ret stærkt budskab, fordi det viser os, at god psykoterapi handler om at hjælpe mennesker med at se det, de gør godt, ikke at svælge i alt det, de ikke gør godt. Men det fortalte mig også, hvor meget skade stigmatisering gør«, siger Nina Tejs Jørring.
Hovedstørrelse og transfedtsyrer
Henning Tiemeier, der er professor ved både Harvard University og Erasmus Universitetet i Rotterdam, har igennem en årrække forsket i ætiologien bag børns udviklingsproblemer med særlig fokus på prænatale påvirkninger. Han er forskningsleder af Generation R-studiet, en stor præ-fødselskohorte i Rotterdam, der omfatter op mod 10.000 mødre og deres børn. Noget af hans nyeste forskning viser en sammenhæng mellem børns hovedstørrelse ved fødslen og den givne nations forbud mod brug af transfedtsyrer i færdigproducerede fødevarer. Danmark forbød brugen af transfedtsyrer tilbage i 2004, og efterfølgende er forbuddet blevet kaldt en af årsagerne til et markant fald i antallet af hjertedødsfald.
»Det er da interessant, fordi vi ved, at hovedstørrelsen betyder noget for hjernens udvikling. Så hvad betyder det for børns hjerner, og når det særligt bruges i færdigproduceret mad, som er den mad, de fattigste spiser mest af. Det kunne være meget spændende at se meget mere på de effekter, der er på vores mentale helbred fra de biologiske ændringer, der er sket i vores levevis over de sidste 50 år«, siger Nina Tejs Jørring.
