Skip to main content

BUP: »Børns opvækst skal beskyttes af KRAM-faktorer«

Det er stort paradoks: Vi ved utrolig meget om, hvad der skal til for at bedre børns mistrivsel og forebygge psykisk sygdom, men vi gør ikke for alvor noget ved det, konstaterer børne- og ungepsykiaternes forperson efter sommerens ESCAP-kongres.

»Ligesom vi for 15 år siden indførte KRAM-faktorer, skal vi indføre beskyttende og støttende faktorer for børns opvækst«, mener Nina Tejs Jørring. Foto: Claus Boesen.

Jens Nielsen, jns@dadl.dk

18. aug. 2023
5 min.

Perfekt timet med skolestarten i forrige uge præsenterede regeringen Trivselskommissionen. Den skal i løbet af det kommende knap halvandet år komme med bud på, hvordan man kan dæmme op for de stigende udfordringer med mistrivsel blandt børn og unge.

Baggrunden er kendt – og trist: »Nye tal ­viser, at selvom de fleste børn og unge har det godt, oplever knap halvdelen af unge i alde­ren 16-25 år en grad af mistrivsel, mens stadigt flere børn og unge føler sig ensomme«, hedder det i pressemeddelelsen, der blev udsendt ved offentliggørelsen af kommissoriet og kommissionsmedlemmerne.

Kommissionen, nedsat i regi af Kultur­ministeriet, skal blandt andet se på, »hvordan man kan forebygge mistrivsel og sårbarhed«, styrke »fællesskaber og stærke rela­tioner«, og på hvad »sociale medier betyder for børn og unges trivsel«. Kommissionen skal dermed, står der i pressemeddelelsen fra Kulturministeriet, »følge op på inten­tionen i regeringsgrundlaget«.

Diskussionen om stigende mistrivsel blandt danske børn og unge har i den grad været i fokus de senere år – også før regerings­grundlaget blev skrevet. Men det er bestemt ikke kun en dansk debat og et dansk fænomen. Det fremgik tydeligt på kongressen i European Society for Child and Adolescent Psychiatry (ESCAP), der fandt sted i København i slutningen af juni.

Det fortæller formanden for Børne- og Ungepsykiatrisk Selskab (BUP), Nina Tejs Jørring. Men hun understreger, at ESCAP-kongressen også viste, at der allerede nu er en omfattende viden om, hvor man skal sætte ind for at forebygge mis­trivsel og forhindre, at barnet eller den unge ­udvikler en alvorlig psykisk sygdom.

Paradokset

»Min helt overordnede konklusion efter kongressen er, at vi har så utrolig meget viden om, hvad der udløser psykisk sygdom, hvordan den kan forebygges, og hvordan den kan helbredes. Derfor står vi med et stort paradoks: På den ene side er det fuldstændig ufatteligt, at vi ikke kan trænge igennem til politikerne med budskabet om, at hvis man har de rette ressourcer, kan man både fremme mental sundhed, også blandt udsatte og sårbare familier, og man kan også behandle og helbrede megen psykisk sygdom, hvis de rette ressourcer findes«, siger Nina Tejs Jørring, der »finder det helt ufatteligt«, at man stadig stigmatiserer psykisk sygdom som man i gamle dage stigmatiserede kræftsygdomme.

»Tænk, at man stadig tror, de ikke kan helbredes. Hvorfor er vi så dårlige til at fortælle, at børn og unge kan helbredes for deres psykiske sygdomme, hvis blot vi giver dem den rette behandling i psykiatrien, og kommunerne leverer den rette støtte til deres opvækstvilkår? Men der mangler både ressourcer til behandling i hospitalsregi og til støtte i kommunalt regi«.

På den anden side finder hun det total ­logisk, at der ikke sker noget i forhold til forebyggelse – hverken for de almindelige børn eller for de børn, der har brug for særlig støtte.

»For det kræver en kulturændring væk fra et højhastighedssamfund med præstationsræs og manglende respekt for, hvor meget det kræver at opdrage et barn«, siger Nina Tejs Jørring – og det har en høj pris for børn og forældre.

»Som forældre er der lige nu nok få ting, der er så stigmatiserende som at være fattig eller at have en psykisk sygdom. Og skal det vendes, vil det især kræve en hel anden ­retorik omkring de her ting – fra øverste politiske hold og helt ned til den almindelige ­dansker«.

Hun medgiver, at »det budskab er svært at komme ud med«.

»Mange forældre vil nok opleve det sådan, at fagprofessionelle så mener, at det er forældrenes skyld, hvis barnet kommer i psykisk mistrivsel – men det er netop ikke budskabet. Budskabet er, at børn, forældre og familier er forskellige, både biologisk, socialt og psykisk, så det er forskelligt, hvilken støtte hver enkelt familie skal have.

Får de ikke den rette støtte, kan det gå galt, men det er jo ikke familiens skyld, hvis de er fattige eller de selv eller barnet selv har psykiske udfordringer eller sygdom. Det er samfundets opgave at støtte, præcist som vi er enige om, at vi bør støtte familier, der er arveligt belastet f.eks. i forhold til sukkersyge, sklerose, svagt syn, nedsat hørelse, kræft eller andre somatiske sygdomme og tilstande«, mener Nina Tejs Jørring.

Indfør KRAM-faktorer

På samfundsniveau handler det om at have det udgangspunkt, at »der er virkelig meget menneskelig styrke i gode relationer og i, at forældre har ro og overskud«.

»Det betyder, at der skal være mere ro på i barnets første tre år – kan vi indrette os sådan, vil det virkelig flytte noget. Det kræver, at vi flytter os væk fra skyld og skam i forhold til barnets og familiens trivsel til at ­arbejde med respekt for de rammer, der skal til for at skabe ro og tryghed. Og hvis vi ­vender os væk fra det nuværende individ- og sygdomsfokus og i stedet retter fokus på ressourcerne hos barnet og i familierne, kan man både opbygge psykisk sundhed, forebygge og helbrede psykisk sygdom fuldstændig som fysiske sygdomme i langt højere grad, end vi kan nu«, siger Nina Tejs Jørring.

»Ligesom vi for 15 år siden indførte KRAM-faktorer, skal vi indføre beskyttende og støttende faktorer for børns opvækst: Der skal være ro om og støtte til forældrene de første tre leveår – med særlig støtte til de mest sårbare – så børn oplever trygge og ­rolige relationer, både med forældrene, bedsteforældrene, familiens venner og de pædagoger, børnene kommer til at møde. Det vil være den største forandring, vi kan gennemføre«, siger Nina Tejs Jørring.

Hun sammenligner med KRAM-faktorerne fordi de ikke handler om behandling men om forebyggelse, og hun tænker derfor, det er noget Trivselskommissionen måske kunne overveje at bruge som metafor, for det de skal skabe.

Nina Tejs Jørring understreger at det at oplyse om og indføre »mentale KRAM-­faktorer« ikke er børne- og ungdomspsy­kiatriens opgave.

»Vi skal derimod identificere og behandle de børn og unge, der har udviklet psykisk sygdom. Men det er bare træls at se, at så mange børn og unge i dag får lov at udvikle psykisk sygdom, fordi ingen tager det forebyggende arbejde seriøst, og her tænker jeg både på de neurotypiske og de neuro-­atypiske børn«. 1

Fakta

Fem nedslag