Camilla Rathcke om Asperudsagen: »Jeg tror, at det er umuligt at gardere sig i en så ekstrem sag«.

De har fortalt om deres uro. Om deres frygt for at aggressive, hævngerrige eller forstyrrede patienter skal opsøge og forfølge dem. Derhjemme eller på sociale medier.

Nogle af lægerne har arbejdet tæt sammen med Charlotte Asperud på Akutmodtagelsen på Nordsjællands Hospital, Hillerød. Andre kendte hende ikke, men de bliver nervøse, når de i deres arbejdsliv oplever tilspidsede situationer med udadreagerende og voldsomme patienter. Og så er der de læger, som egentlig har et trygt og roligt arbejdsliv, men som på grund af Asperudsagen oplever en mere diffus bekymring for deres egen og familiens sikkerhed.

Ugeskrift for Læger har i en række artikler beskrevet, hvordan en tidligere patients drab på skadestuelæge Charlotte Asperud i 2019 har optaget og foruroliget læger. Sagen har fået flere til at stille krav om anonymitet på navneskilte og i journaler og logger, ligesom de også har kritiseret lægeformændenes håndtering af netop spørgsmålet om anonymitet.

Fra sommeren 2021 gør en ny journalføringsbekendtgørelse det muligt for læger og andre sundhedsprofessionelle at identificere sig med »anden entydig identifikation end navn« i journalen. Sundhedsministeriet har oplyst, at det er en mulighed, som alle autoriserede sundhedspersoner kan benytte sig af, og anonymiteten er altså ikke begrænset af specialer, afdelinger eller særlige situationer.

Han skulle nok have fundet hende

Camilla Rathcke, formand for Lægeforeningen, er selv blevet foruroliget over sagens grufulde karakter, efterhånden som detaljerne i den tidligere patients drab på Charlotte Asperud er kommet for en dag.

»Jeg har svært ved at beskrive, hvor forfærdeligt det er. Det er en helt igennem skrækkelig sag. Den indeholder alle de elementer af rædsel og grufuldheder, som man overhovedet kan forestille sig«, siger Camilla Rathcke.

Derfor forstår hun også godt den uro, sagen har vakt blandt læger.

»Der er ingen tvivl om, at en sag som Asperudsagen får os alle til at tænke tilbage på egne oplevelser og på, om vi har stået i lignende situationer, der potentielt kunne have udviklet sig. Man går alle voldsomme oplevelser i sit lægeliv igennem og tænker: ,Kunne det være sket for mig?’«

I samme åndedrag understreger Camilla Rathcke dog også, at Asperudsagen er ekstrem – både i sin voldsomhed og i drabsmandens vedholdende og indædte had til den læge, der havde behandlet ham fem år før drabet. Og hun tvivler på, at Charlotte Asperuds liv kunne være reddet, hvis  skadestuelægen havde været anonym i patientens journal.

»Jeg tror, at det er umuligt at gardere sig i en så ekstrem sag. Og jeg tror, at Charlotte Asperud kunne være anonymiseret nok så mange gange – han skulle nok have fundet ud af, hvem hun var. De helt ekstreme tilfælde kan vi ikke beskytte os mod, men jeg tror godt, at vi kan blive bedre til for eksempel at håndtere den spontane trussel i akutmodtagelsen fra en frustreret pårørende eller patient«.

Tal sammen

De urolige læger ved godt, at Asperudsagen heldigvis er yderst sjælden. De ved også, at langt de fleste patienter er almindelige søde mennesker, der tilfældigvis er blevet syge og har brug for hjælp. De er også klar over, at risikoen for, at patienter opsøger dem og slår dem ihjel, er forsvindende lille. Statistikken beroliger.

Og dog. For der er også ubehagelige oplevelser, som er knap så sjældne. Det kan være patienter, der er frustrerede og opsøger læger – fysisk på arbejdspladsen eller på deres hjemadresse eller på sociale medier.

Den utryghed skal italesættes, lyder det fra Camilla Rathcke, og det kræver en indsats fra både arbejdsgivere og medarbejdere.

»Jeg tror, at vi kan blive meget bedre til at drøfte vores oplevelser og følelse af usikkerhed på arbejdspladserne, for vi kan alle blive rystede eller bange – nogle på grund af konkrete episoder, andre på grund af en sag som denne. Og det kan skabe en utryghed på arbejdspladsen, som man ikke kan lægge fra sig, når man går hjem. Det er vigtigt at drøfte, om der er de nødvendige foranstaltninger for at højne sikkerheden i måden, arbejdet tilrettelægges på, og om man har tillid til, at kollegerne er der for en, hvis man har brug for det. Hvem kommer løbende, hvis jeg kalder på hjælp, og hvordan følger vi i fællesskab op på hændelser med trusler eller chikane?«

I februar skrev Camilla Rathcke en leder i Ugeskrift for Læger om Asperudsagen, hvor hun påpegede, at det er arbejdsgiverens ansvar at sørge for sikkerheden. Det kan være beskyttelsesforanstaltninger som overfaldsalarmer, videoovervågning på p-pladser og konsultationslokaler, der ikke ligger afsides, siger hun:

»Men det vigtigste er efter min mening, at ledelsen kommer med en meget tydelig udmelding om, at de har fokus på medarbejdernes tryghed og sikkerhed, og at det er noget, de meget gerne vil drøfte med medarbejderne både før og efter eventuelle hændelser. Og at man hjælper den enkelte videre efter den konkrete ubehagelige oplevelse«.

Men det stiller krav til medarbejderne om åbenhed.

»Arbejdsgiverne er nødt til at få hjælp fra os alle sammen, og vi er nødt til at hjælpe hinanden. Vi skal turde være åbne og fortælle, hvis vi føler os utrygge og bange – også selvom der er gået tid, og andre tror, vi har lagt en oplevelse bag os. Der er stadig for mange i vores fag, der er skamfulde, hvis de føler utryghed eller bliver bange. De føler, at de skal kunne kapere mere, end de kan. Den tanke må og skal vi væk fra«.

Nummer i stedet for navn

Fra juli 2021 kan patienter komme til at opleve, at den læge, der har behandlet dem, er angivet i patientjournalen med for eksempel et tjenestenummer eller initialer i stedet for sit navn. Patienterne kan søge om at få navnet oplyst, for eksempel i forbindelse med klagesager, men hvis lægen har ønsket at være anonym, fremgår navnet ikke umiddelbart af journalen. Alle detaljer i regelændringerne i den kommende journalføringsbekendtgørelse er endnu ikke kendt, men netop denne ændring er blevet efterlyst af mange sundhedspersoner, heriblandt læger.

Flere læger har dog været frustrerede over, at det ikke er deres foreninger, der har presset aktivt på for at få ændringen gennemført.

Er det ikke et fremskridt, at en urolig læge kan undlade at opgive sit navn?

»Det er godt, at det bliver rammesat, så det er tydeligt, at det er en mulighed for den enkelte læge eller den enkelte sundhedsperson at vælge denne mulighed, hvis de har oplevet noget ubehageligt, og i den henseende også et fremskridt, at det bliver mere formaliseret, hvordan man skal gøre det. Derved undgår vi, at det for eksempel kommer til at basere sig på tilfældigheder eller ledelsens velvilje, hvordan det skal gøres«, siger Camilla Rathcke.

I hvilke situationer mener du, at det kan være rimeligt som læge at undlade at anvende sit navn i patientjournalen?

»Der kan sagtens være situationer, hvor man har haft oplevelser i en afdeling, der har været så graverende, at medarbejdere er blevet rystede og har brug for beskyttelse. Det kan være afledt af helt særlige omstændigheder eller situationer, som får som konsekvens, at man i en periode for nogle eller generelt for alle medarbejdere benytter sig af muligheden for anonymisering. Det kan også være, at man i en akutmodtagelse eller i psykiatrien oplever så hyppige trusler, vold eller chikane, så man synes, det er nødvendigt at udelade navnet i journalen på mere permanent basis«, siger Camilla Rathcke.

Navnet betyder noget

Du har tidligere udtalt, at du mener, at læger kun skal udelade navnet i journalen i »helt særlige tilfælde«. Hvorfor kun i specielle tilfælde?

»Helt grundlæggende mener jeg, at det er vigtigt både for patienterne og for os som læger at identificere os over for de patienter, vi sidder over for. Navnet betyder noget for det tillidsforhold, vi skal etablere til en patient. Det kan være en patient, vi aldrig har set før, eller det kan være en patient, som er bange og utryg eller rystet over en oplevelse. Det skaber en større tryghed for patienterne, at vi oplyser vores navn, og jeg mener også, at patienterne har en helt legitim ret til at vide, hvem de taler med om meget personfølsomme oplysninger. Patienterne har også ret til at kende navnet på lægen, hvis de på et senere tidspunkt har behov for at spørge ind til behandlingen«.

Der er flere læger, der har tilkendegivet, at navnet ikke betyder det store for læge-patient-relationen – de præsenterer sig som oftest kun ved fornavn, og patienterne glemmer det ofte. Så er du nu sikker på, at det navn betyder så meget?

»Men et fornavn er også et navn – det er ikke en upersonlig talkombination. Og vi skal huske på, at det ikke er os, der savner navnet og tænker måske derfor heller ikke nødvendigvis over, hvilken betydning navnet kan have for et menneske, der skal til at fortælle en fremmed om nogle meget private og personlige oplysninger. For nogle patienter kan det være så svært eller pinagtigt, at de kun får fortalt om fire ud af otte symptomer. Hvis man som patient bliver mødt af læge nr. 12.125, så er det fremmedgørende – uanset hvordan man vender og drejer det. Og det er ikke specielt tillidsvækkende. Hvis lægen ikke har tillid til patienten, hvorfor skulle patienten så have tillid til lægen?«

Falsk tryghed

Camilla Rathcke advarer læger mod at tro, at det bliver umuligt for patienterne at finde ud af, hvem der har behandlet dem, hvis lægerne fra sommer undlader at skrive navn i journalen.

»Det må ikke blive en falsk tryghed, hvor man tror, at man aldrig vil kunne blive fundet af en patient. Det skal også siges, at patienter kan søge om aktindsigt af helt legitime grunde. Og det er heldigvis ofte bevæggrunden. Det er vigtigt at understrege, at vi i al væsentlighed ikke arbejder i en branche, hvor vi anfægter, om folk er forbrydere eller ej – vores patienter, uanset hvem de er, burde derfor ikke føle sig truet af os, eller vi af dem. Og det gør langt de fleste heller ikke. Ikke engang når mange er frustrerede, er det møntet personligt på os. Vi er i en branche med mennesker, som er syge, og som kan være angste og bekymrede, og som derfor bliver en del af det væsen, som vi andre færdes i til daglig. Deres hensigt er ikke at gøre os ondt, men det er ikke det samme som, at frustrationer eller truende situationer kan opstå alle steder«.

Nogle læger siger, at det ikke giver nok beskyttelse at bruge anden identifikation end navn i journalen, så længe patienterne stadig kan se i loggen, hvem der har tilgået deres journal og har skrevet medicin ud til dem i FMK. Er det en rimelig bekymring?

»Det understreger, at en mulighed for anonymitet i journalen aldrig må blive det afgørende for, hvordan man skaber tryghed i arbejdet. Og det understreger blot vigtigheden af andre nødvendige foranstaltninger, der kan give tryghed«.

Læs mere på temaside om Asperudsagen.