Skip to main content

Carlsbergs Mindelegat til Lars Rytter

Redaktionen

13. nov. 2006
2 min.

Årets Carlsbergs Mindelegat går til Lars Rytter, primært for hans arbejde med at fremme kvaliteten i sundhedsvæsenet, først og fremmest hvad angår sammenhængen mellem praktiserende læge og sygehus. Et område, der er særdeles oppe i tiden, og som nyder stor bevågenhed - også fra politisk hold.

Indsatsen er udsprunget af Lars Rytters arbejde som praksiskoordinator ved Amtssygehuset i Glostrup - et job, han har haft siden 1995.

Her gik han og risikomanager Torben Sejr på et tidspunkt sammen om en række audit, hvor de plukkede en mindre række patientforløb ud og dissekerede dem både med hensyn til organisation og faglighed. Formålet var at bringe alle involverede sammen fra praktiserende læge over sygehusenes forskellige personalegrupper til ledelsen for at identificere ting, der kunne gøres bedre.

Det startede med ryglidelser, og siden er andre områder kommet til. Og det virker.

»For eksempel på tarmkræft. Der gentog vi audit to gange mere med et par års mellemrum, og vi kunne se en markant forkortelse af patientforløbet«, siger Lars Rytter.

Interessen for både kvalitetsforbedringer og patientforløbene bevirkede også, at Lars Rytter blev tilknyttet DAK-projektet med netop patientforløb som område. Fremover kommer der fokus på kronisk syge - et arbejde han er blevet involveret i via DAK - ligesom han netop er blevet formand for et »kronikerudvalg« under DSAM.

»Det er et område, som jeg kommer til at bruge en masse tid på fremover, og som rummer mange koordinationsudfordringer, da det er en rigtig trepartssag mellem kommune, sygehus og almen praksis«, siger han.

Alt dette får han nu Carlsbergs Mindelegat for. Prisen er på 25.000 kroner og uddeles på årets Lægedage.