Cheflæge i et fremmed speciale: »Der var fuld plade i ukendskab«

Den 1. juni foretog anæstesiolog Peter Zepernick et skarpt sving i sit arbejdsliv, da han havde første dag som cheflæge for Urologisk Afdeling på Aalborg Universitetshospital.

»Jeg ved præcist lige så meget om urologi, som det jeg lærte på medicinstudiet, der afsluttedes i 2006. Og undervejs i min speciallægekarriere har jeg knap bedøvet en urologisk patient.

Så, ja, jeg er bagud på faglige point, men det ser jeg faktisk som en styrke.

Jeg kommer uhildet ind i en afdeling, hvor der ikke er nogen, jeg er gode venner med, som jeg har haft gode oplevelser med på operationsstuen eller været fagligt uenig med.

Jeg er et relativt ubeskrevet blad og har været ærlig og pointeret, at jeg jo ikke ved noget om området, men det blev ikke set som en ulempe.

Der vil være fora, hvor jeg ikke skal sidde med, men sende en anden overlæge. Eller vi møder op begge to. Og ellers vil jeg blive klædt godt på«, siger Peter Zepernick, der blev speciallæge i anæstesiologi i 2014 og siden 2020 har været specialeansvarlig overlæge.

I underoverskriften til stillingsopslaget som cheflæge for Urologisk Afdeling fra februar i år hed det, at »har du en anden specialebaggrund end urologi, så tøv ikke med at søge stillingen«.

»Det synes jeg, var både fremsynet og sejt. Det talte til mig og vidner for mig om en moderne afdeling, der har erkendt, at det ikke nødvendigvis er den bedste urolog, der er den bedste cheflæge.

Nogle gange kan det være den rette løsning, men der er også set eksempler gennem tiden på, at pladsen bag skrivebordet ikke bedst varetages af den dygtigste kliniker.

Vi er i en brydningstid, hvor kravene til en afdeling er, at den skal række ud over sektorgrænsen. Ligesom vi har at gøre med en ny generation af læger, som har en anden tilgang til lægelivet og stiller andre krav til deres arbejdsliv end tidligere generationer.

At kunne håndtere de forventninger kræver mere og andet af en cheflæge, end at man er den skarpeste kliniker.

Desto mere specialiserede vi bliver, desto mindre ved vi om alt det andet, der foregår inde ved siden af, og samtidig er der en tiltagende kompleksitet, der gør, at man skal kunne spille på flere tangenter«, siger Peter Zepernick.

Forfriskende og nødvendigt

Søren Pilkjær Hjortshøj, lægefaglig direktør på Aalborg Universitetshospital, understreger, at det ikke er en del af en strategi, at hospitalet rekrutter cheflæger fra andre specialer til en afdeling.

»Men vi må erkende, at der i et speciale kan være mangel på speciallæger i et omfang, der gør, at vi ønsker at bruge speciallægekræfterne på patienterne og ikke på ledelse. Det gælder også vores socialmedicinske afdeling, hvor lederen er psykolog. Der er ikke mange socialmedicinere, og dem, vi kan rekruttere, bruger vi til gavn for patienterne.

Aktuelt var der på Urologisk Afdeling et ønske fra lægerne og afdelingsledelsen om, at vi udvidede ansøgerfeltet, da der ikke på nuværende tidspunkt var nogen i egne rækker, der var på nippet til at kunne varetage posten som cheflæge«, siger Søren Pilkjær Hjortshøj og fortsætter:

»Det kan være forfriskende, at der kommer en fra et andet speciale og ser på en afdeling med nye øjne. En, der ikke er en del af gamle forståelser og fraktioner, og som kan tillade sig at stille kritiske spørgsmål til, hvorfor man gør, som man gør.

Når det er sagt, tror vi fortsat på, at faglighed er vigtig – i hvert fald til en vis grænse. F.eks. ville jeg selv synes, at det var usædvanligt med en cheflæge for en kirurgisk afdeling, der måske havde en laboratoriemedicinsk baggrund«.

Klædt på til urologi

Peter Zepernick har været ansat på Anæstesi- og Intensivafdelingen på Aalborg Universitetshospital siden 2010, og i begyndelsen var det klinikken med stort K, der trak.

Men hurtigt stod det klart, at han gerne ville have ansvar for mere tværgående og overordnede funktioner for bl.a. at kunne hæve barren for patienternes forløb. Han har derfor deltaget i flere regionale ledelseskurser samt et NAU-fellowship, et efteruddannelsesforløb i ledelse af forbedringsprojekter på Aalborg Universitetshospital.

Er der kolleger eller nogen i den nære omgangskreds, der har spurgt, hvad du dog skal i et helt andet speciale?

»Nej, faktisk ikke. Det er samme sygehus – dog på en anden matrikel. Så jeg kender organisationen og de centrale aktører.

Men der vil sikkert komme dage, hvor jeg ville ønske, at jeg bare skulle ind på operationsstuen og bedøve en patient.

Det er mest jobbets tyngde, der har været til diskussion. Jeg har mange børn og en kone, der også er læge, så jeg blev nødt til at få afklaret, at det ikke krævede mig 70 timer om ugen«, siger Peter Zepernick.

Noget af det, der har fyldt mest forud for den første arbejdsdag som cheflæge for et andet speciale, er imidlertid, hvordan han skal være klædt:

»Jeg skal ikke møde op i OP-tøj, for jeg er ikke en del af den urologiske flok. Men jeg skal heller ikke signalere distance. Den kode har jeg ikke knækket (Peter Zepernick endte med at debutere i skjorte og jeans, red.). Jeg ved, det er en anden kultur, jeg kommer til, end den jeg har været vant til på Anæstesi og Intensiv, hospitalets største afdeling.

Bl.a. er jeg blevet inviteret ned til at spise min frokost på reservelægernes kontor, hvor alle speciallæger samles. Er det kutymen, er jeg selvfølgelig parat til det«.

Afgørende, at de ville acceptere mig

Allerede små 14 dage inden Peter Zepernick tiltrådte som cheflæge, deltog han – flankeret af en overlæge fra sin nye afdeling – i et møde med landets øvrige urologiske cheflæger.

Urologerne tog pænt imod ham og bemærkede, at nu fik de så en anæstesiolog ind i den urologiske flok, efter at de sidste år mistede en af deres egne til Peter Zepernicks gamle speciale, anæstesien.

Det skete på Anæstesiologisk Afdeling på Sjællands Universitetshospital i Nykøbing Falster.

En fredag eftermiddag sidste år spottede urologen Maiken Howard på forsiden af Ugeskrift for Lægers nyhedsbrev, at afdelingen søgte en ny cheflæge.

Hun havde passeret de 50 år, var blevet skilt få år forinden og ledte efter et nyt sted til sig selv og sine heste.

»Jeg var forelsket i Falster og er kommet her en del i forbindelse med min fritidsinteresse akademisk dressur, så området trak. Jeg fik derfor griflet en ansøgning sammen i tolvte time.

At jeg havde en anden specialebaggrund, betød mindre, da der stod i stillingsopslaget, at man ikke behøvede være anæstesiolog«, siger Maiken Howard, der var mere optaget af, om hun kunne mestre ledelsesopgaven, og nok så vigtigt om afdelingen ville kunne acceptere en cheflæge fra et andet speciale.

»Fandt de det ikke gangbart, ville jeg ikke få et ben til jorden.

Det spurgte jeg ind til under samtalen, hvor der både var en overlæge og en yngre læge til stede, og de var positive, hvilket jeg måtte tage for gode varer.

Selv var jeg ikke i tvivl, da jeg var vant til at være en del af en operationsgang. Jeg ville nok have haft flere forbehold, hvis der var tale om en medicinsk afdeling.

Kerneopgaven er ikke klinik, men ledelse. Som cheflæge handler det om at sætte en tydelig retning, ramme og mål. Sidder man som fag-faglig cheflæge og fortsat har en mening om og nørder det faglige, kan man være forblændet af det, man tror, man ved.

Som cheflæge i anæstesiologi forventes det ikke, at jeg har styr på udviklingen inden for alle subspecialer. Her er det den ledende overlæge i det pågældende afsnit, der må vise vejen, og jeg har fuld tillid til, at beslutningerne ikke bliver truffet med hovedet under armen«.

Lige lovlig moderne?

Maiken Howard, der har en master i offentlig ledelse, kom fra en stilling som cheflæge på Urologisk Afdeling på Regionshospitalet Gødstrup, og inden da var hun ledende overlæge (cheflæge) på Regionshospitalet Holstebro, hvor en af opgaverne var at fusionere afdelingen med søsterafdelingen i Viborg.

Er du kommet til kort i de foreløbig ti måneder, du har været cheflæge på Anæstesiologisk Afdeling?

»Både-og. Der var fuld plade i ukendskab.

Det var et nyt speciale, hvor jeg ikke kendte nogen. Jeg havde ingen historik på lægerne, har ikke arbejdet sammen med dem og har derfor ingen synsninger haft om dem. Jeg har mødt dem uden forforståelse og har derfor kunnet danne mig mine egne indtryk.

I de sundhedsfaglige råd kan der være dagsordenpunkter, hvor jeg er blank og heller ikke skal forsøge at kloge mig. Jeg spørger mig for på afdelingen, der klæder mig på og bakker mig op.

Enkelte gange har jeg taget en overlæge med. Jeg lader mig aldrig erstatte af en anden, for så bliver jeg jo aldrig klogere«, siger Maiken Howard, der kom til en afdeling med mange vikarer. Men til september er afdelingen fuldtallig på speciallæger.

»Alene det overgår mine vildeste forventninger.

Men det vil da undre mig, om ikke der var nogen, der i begyndelsen fandt det lige lovlig moderne med mig som cheflæge.

En enkelt sagde, at det var lidt ærgerligt, at netop Anæstesiologisk Afdeling skulle ,eksperimentere’, men når det var sagt, skulle jeg ikke tvivle på vedkommendes loyalitet. Det var en fair og ærlig udmelding«, lyder det fra Maiken Howard.

Fra psykiatri til somatik

En anden overlæge, der skifter speciale, er Jens Holmskov, der 1. juli forlader psykiatrien for at blive cheflæge på Medicinsk Afdeling på Regionshospital Nordjylland.

Indtil for få år siden var han ledende overlæge i Klinik Psykiatri Nord. Det seneste halvandet år har han fungeret som først vikar og senere konsulent og cheflæge i Regionspsykiatrien i Horsens.

»Jeg har i mange år flirtet med tanken om at prøve noget andet – herunder somatikken. Så da jeg så stillingsopslaget, tænkte jeg, at lejligheden var nu.

Selvfølgelig indgik det da i mine overvejelser, at jeg er speciallæge i psykiatri. Men det er ikke en klinisk stilling – det er mine ledelseskompetencer, jeg skal bringe i spil.

Jeg kommer til en stor afdeling med ca. 60 læger inden for en lang række specialer. Så selvom man havde ansat en cheflæge, der var internmediciner, ville afdelingen aldrig få en cheflæge, der kunne favne alle specialer.

Derudover er det velkendt, at det kan være svært at rekruttere til cheflægestillingerne, ligesom afdelingerne mange steder er ved at være så store, at det også at oppebære en klinisk funktion ikke er relevant eller påkrævet, men at cheflægen alene skal bedrive ledelse«.

Tror du ligefrem, man bliver en bedre cheflæge af at komme et andet sted fra?

»Fordelen er, at jeg ikke i forvejen har faglige relationer til lægerne på Medicinsk Afdeling. Og så giver det de ledende overlæger mulighed for at varetage den kliniske ledelse og dermed et større manøvrerum.

Men jeg har da hørt flere undre sig. Både fra det speciale, jeg kommer fra, ligesom det vil overraske mig, hvis ikke nogen fra min kommende afdeling vil være lidt skeptiske.

Jeg kommer dog med stor erfaring inden for lægelig ledelse, så det er ikke en bekymring«, siger Jens Holmskov, der ingen formel lederuddannelse har. Dog har han deltaget i flere regionale ledelseskurser, ligesom han er i gang med en master i public governance.

»Vi skal ud af flyverskjulet«

Helt ukendt er Jens Holmskov dog ikke på Medicinsk Afdeling.

Således var det ham, der i 2021 skulle overbevise lægerne her om vigtigheden af at gå ugentlig stuegang blandt indlagte patienter i psykiatrien. Formålet med liaisonsomatik var og er at bekæmpe den sociale ulighed i sundhed og spotte somatiske lidelser, som ellers ofte vil forblive ubehandlet.

Hvordan vil Medicinsk Afdeling kunne mærke, at det er dig, der bliver ny cheflæge?

»Jeg er meget optaget af, at vi generelt i sundhedsvæsenet svigter de borgere, der har de ringeste sundhedskompetencer og de største behov. Jeg vil gerne kunne skubbe den udvikling i en anden retning, så vi på Medicinsk Afdeling vil kunne rumme og tilgodese de patienter langt bedre, end tilfældet er i dag.

Derudover er jeg optaget af, om vi kan give et både smartere og bedre tilbud til patienter i det udstrakte Nordjylland, hvor der for nogen kan være langt til sygehuset.

Ud over at tegne de store linjer skal jeg også tage mig af personaleledelse og have samtaler med dem, der måske ikke trives, og dem, som har særlige ønsker til deres karriere.

Det er dårligt nok erkendt i sygehusvæsenet, at der er et behov blandt både læger, sygeplejersker og andre faggrupper for mere fleksibilitet i ansættelsen.

Det er en organisatorisk og kulturel organisationsændring, vi knap er begyndt på. Derfor må vi se at komme ud af det konservative flyverskjul, hvor det f.eks. er nærmest tabu at tale om vagtfrie stillinger. Det er nødvendigt, at vi taler sammen med de faglige organisationer for at kunne imødekomme de ønsker«, lyder det fra Jens Holmskov.

»En smule overraskende«

Mickael Bech, professor i sundhedsledelse og -politik på Syddansk Universitet, finder det både »spændende«
– og en »smule overraskende«, når det i jobopslag til cheflægestillinger pointeres, at ansøgere gerne må have en anden specialebaggrund.

»Jeg tænker, det også er af nød, man skriver sådan. Der er fortsat kun få, der søger cheflægestillingerne, og derfor giver det mening, hvis man vil øge feltet af ansøgninger.

Når det er sagt, kan der være tilfælde, hvor det at komme et andet sted fra, kan gøre det nemmere at være leder.

Dertil kommer, at cheflægerne ikke alene skal drive personaleledelse og faglig ledelse, men i højere grad skal række på tværs af ikke alene afdelinger, men også på tværs af sektorer, og derfor bliver graden af fag-faglig ekspertise af mindre betydning«.

Ifølge Mickael Bech er det en tilforladelig hypotese, at den nye stillingstruktur for overlæger, der har skabt et ekstra ledelseslag af ledende overlæger under cheflægen, har gjort behovet for specifik specialefaglig ekspertise mindre vigtig.

»Men det er kun en hypotese. Vi ved det ikke. Vi er i gang med en undersøgelse af, hvordan opgaverne fordeles mellem cheflægerne og de ledende overlæger, men vi er ikke langt nok til at kunne konkludere noget«, siger Mickael Bech.

Om cheflægernes rolle siger han:

»Desto tættere man er på det område, man leder, desto mere respekt nyder man, ligesom det har en positiv betydning for medarbejdernes trivsel.

De dygtigste er dem, der både er faglige fyrtårne og samtidig har en stærk lederidentitet.

Men en stærk lederidentitet trumfer både domænekendskab og faglig ekspertise.

Står valget mellem en, der først og fremmest er faglig ekspert og ikke særlig interesseret i ledelse, og den, som ikke er den ypperste, men som har stærke lederkompetencer, ville jeg selv vælge den sidste«.