Skip to main content

Christian 4.s sygdom og død

Kong Christian den Fjerde døde i 1648 efter et liv, hvor han aldrig havde skånet sig selv. At han overhovedet nåede den høje alder af 71 er lidt af et mirakel, hans livsførelse taget i betragtning.

Den sårede kong Christian 4. i heltepositur på dækket af »Trefoldigheden« under slaget ved Kolberger Heide mellem Femern og Kieler-fjorden 1. juli 1644. Maleri af Wilhelm Bendz. (Kopi efter maleri af N. Abildgaard fra 1782). Foto: Statens Museum for Kunst.
Den sårede kong Christian 4. i heltepositur på dækket af »Trefoldigheden« under slaget ved Kolberger Heide mellem Femern og Kieler-fjorden 1. juli 1644. Maleri af Wilhelm Bendz. (Kopi efter maleri af N. Abildgaard fra 1782). Foto: Statens Museum for Kunst.

Klaus Larsen, kll@dadl.dk

11. jan. 2023
6 min.

I 1648 lå kong Christian den 4. syg på Frederiksborg Slot i Nordsjælland. Han havde en rekordlang regeringstid bag sig: 60 år var der gået, siden han i en alder af 11 år blev sat på tronen, efter at hans far, Frederik den 2., var død.

Nu mærkede han alderen tynge: 71 år gammel skrev han: »Om eftermiddagen klokken tre kan jeg blive så søvnig, at jeg næppe kan holde mine øjne åbne. Når jeg så sætter mig ned for at sove, forsvinder det i løbet af et kvarters tid«.

Det var vinter, og den svækkede konge mærkede døden nærme sig.

Nedslidt helbred

Christian 4. havde aldrig skånet sig selv, og i en samtid, hvor de færreste kunne forvente at nå 50-årsalderen, er det bemærkelsesværdigt, at han nåede den – især for samtiden – høje alder af 71 år.

Ikke alene havde han over­levet både kopper og malaria; han overlevede også et alkoholforbrug, der formentlig kunne tage livet af de fleste med en mindre robust fysik. Udenlandske besøgende og diplomater i København har beskrevet kongens voldsomme drukorgier, som de færreste magtede at følge med i, og hans mangeårige indtag af store mængder øl og vin har utvivlsomt haft en pris. I dag ville man som minimum sige, at kongen havde et kraftigt alkoholmisbrug.

Det hindrede ham dog ikke i en energisk arbejdsindsats, ikke alene ved at blande sig i og detail­styre de mange byggerier, han satte i gang, men også ved at drage i krig og selv tage aktivt del i forreste linje.

Gennem det meste af sin 60 år lange regeringstid var han på strabadsfyldte rejser i hele sit rige. På rejserne organiserede han voldsomme drukfester hos sine husværter.

Da Trediveårskrigen brød ud i 1625, kastede han sig ind i krigen som leder for de protestantiske regenter imod den tyske kejser og katolikkerne. Han deltog selv aktivt, og i slaget ved Lutter am Barenberg i 1626, da han var 49 år gammel, kom han voldsomt til skade, da han red over en spinkel plankebro, der brød sammen ­under vægten, så hest og rytter styrtede ned i et syv meter dybt hul. Herved pådrog han sig formentlig et lettere kraniebrud, som han dog ikke gav sig tid til at lade hele.

Ikke længe efter ulykken har øjenvidner fortalt, at kongen virkede stærkt svækket, og at han stammede og havde langsomme bevægelser. Ikke alene fik kongen ikke den hvile, som er afgørende ­efter et hovedtraume. Ulykken fik ham heller ikke til at drikke mindre.

Slaget endte i et ydmygende nederlag og førte til, at kejserens og katolikkernes hære i 1627 ­besatte Jylland.

I 1644, blot fire år før sin død, deltog den nu 66-årige konge i søslaget ved Kolberger Heide nord for Femern. Som leder af flåden befandt han sig om bord på sit flagskib »Trefoldigheden«. Mens han i røg og damp stod ved højen mast, blev han ramt af sprængstykker eller træsplinter og faldt blødende om på dækket. Han kom dog på benene og gav befaling til, at kampen skulle fortsætte.

Kongen havde fået 10-12 sår i hovedet. Skibslægen fjernede adskillige træsplinter og sprængfragmenter fra hans ansigt, og det højre øje var så beskadiget, at han mistede synet på det.

Under psykisk pres

Kongen slap aldrig af med smerterne, og efter det nye hoved­traume led kongen både af en overvældende træthed og søvnbesvær samt nedsat ­hørelse.

Sidst på året i 1644 skrev han til hofchef Corfitz Ulfeldt og bad ham indkalde otte Doctores ­Medi­cinæ, som skulle gøre noget ved den følelse af træthed, der havde plaget siden slaget. De otte læger mødte frem og fandt ud af, at kongen skulle årelades og have afføringsmidler, klystere, urteafkog og pulvere til at indtage hhv. drysse i hovedbunden, og han skulle undgå sindsbevægelser, der kunne forrykke balancen mellem kroppens fire ­væsker: gul og sort galde, blod og slim. Desuden anbefalede ­lægerne allerunderdanigst majestæten en lidt mere mådeholdende livsførelse.

Selvom han udviste stort personligt mod, endte han også som taber i de evindelige krige med Sverige. Hans store ambitioner var blevet til røg og damp, og Danmark havde mistet de gamle landsdele Skåne, Halland og Blekinge, Gotland, Øsel plus dele af Norge. (Bornholm røg med i ­købet, men kom dog ret snart tilbage under den danske krone).

Man skal næppe undervurdere disse forsmædelige nederlags betydning for kongens psykiske velbefindende. Heller ikke privatlivet havde været harmonisk. Hans første kone var død i en ung alder, og hans næste ­hustru, adelsdatteren Kirsten Munk, havde ydmyget ham gennem sin alment kendte utroskab og forlod ham til sidst.

Dertil kom, at krigene sammen med de omfattende byggerier i København, Kristianstad og Kristiania (Oslo) havde efterladt riget så forgældet, at selv kongens krone måtte pantsættes.

I 1647 døde kongens ældste ægte­fødte søn, Den Udvalgte Prins Christian – en umulius, som var udset til at arve tronen. Endnu et slag for den svækkede konge. Samme år kunne arvefjenden Sveriges ambassadør rapportere hjem til Stockholm, at danskekongen helst ville være alene, at han kunne finde på at iføre sig sin rustning og vandre hvileløst rundt, gnaven og utilnærmelig og »hengiver sig ­meget til drik for at fordrive og lette sorgen«.

Muligvis var kongen ikke så ked af, at den uduelige tronfølger var død. Måske har det snarere naget ham, at tronfølgespørgsmålet nu var helt åbent, og at det derfor var rigsråderne, der skulle udpege hans efterfølger.

Oven i al den elendighed klagede Christian nu også over mave­smerter. Han drak fortsat – men ikke mere, end at han kunne passe de løbende sager. Der var jo heller ikke andre til at gøre det.

De sidste dage

Sin sidste jul tilbragte han ­ensom på Frederiksborg Slot i Nordsjælland, hvor han var blevet født 71 år tidligere. Men han ville til København for at dø. Den 10. februar ankom kongens sjælesørger, præsten Laurids Jacob­sen Hindsholm, samt ­lægerne Ole Worm og Otto Sperling fra hovedstaden. Om morgenen den 21. februar blev kongen båret ned i slotsgården for at blive transporteret til Køben­havn. På grund af snefald foregik rejsen i en slæde trukket af fire heste. Så meget hastede det, at den ene hest ved ankomsten til Rosenborg Slot i København styrtede død om.

Kongens sidste timer i Rosenborgs »vinterstue« er beskrevet dels af præsten Hr. Laurids, dels af lægen Otto Sperling. Den 26. februar ved tretiden om efter­middagen følte kongen sig urolig, og mens de tilstedeværende i det lille værelse knælede i bøn, greb kongen præstens hånd: »Her ligger jeg, Guds fange«, sagde han og tilføjede: »Nu gælder det«. Præsten sagde trøstende ord, og man sang kongens yndlingssalme, »Min Sjæl nu love Herren«.

Der gik dog endnu et par dage. Den 28. februar var kongens puls »svag«, men han forlangte at komme op. Ole Worm og en kammertjener hjalp ham på benene, og Sperling fortæller, at han stod fast oprejst uden at vakle, mens man fik ham iført en natskjorte. Derefter satte kongen sig på sengekanten, greb doktor Sperlings hånd og så ham ind i ansigtet. Med svag stemme spurgte han lægen, som han kendte så godt:

»Oh, doctor, doctor, hvad hedder I?’ Jeg svarede: Otto Sperling, allernådigste konge’. Så foer han fort i sin tale (…) og sagde, Døden, døden!’«

Tavs blev kongen siddende en halv times tids på sengekanten og bad så om at blive hjulpet ned at ligge igen. Ved femtiden om eftermiddagen den 28. ­februar døde Christian den 4.

Ud fra de tilstedeværende ­lægers symptombeskrivelser har flere – heriblandt medicinhistorikeren (og lægen) Egil Snorrason (1915-1996) – skønnet, at dødsårsagen formentlig var kræft i spiserør eller mavesæk. En diagnose, retsmedicineren Jørgen Lange Thomsen har tilsluttet sig, og som harmonerer med et voldsomt alkoholforbrug. Både Snorrason og Thomsen ­afviste skrumpelever som dødsårsag.