Clemens har været stævnelæge ved flere tusinde boksekampe: »Jeg har kun været rigtigt bange en gang«

»Den må du længere ud på landet med«.

Mon ikke det har været reaktionen hos mange – måske tilmed også et par lægekolleger – når Hans Clemens Sørensen i ramme alvor understreger: »Boksning er såmænd ikke så meget farligere end så mange andre sportsgrene«.

Men dels er den gennemrutinerede stævnelæge efter mere end et kvart århundrede ved ringside ikke i tvivl om, at han har ret. Dels kan Hans Clemens faktisk ikke komme længere ud på landet, end han er i forvejen – det lille, østjyske landsbysamfund Breth, der ikke har gjort stort væsen af sig, siden kongerigets første firlinger så dagens lys her uden for lands lov og ret for godt og vel 81 år siden.

Alligevel skal det være usagt, om det er hjemegnens balsamiske fred og nærmest »larmende« stilhed, der får ham til sagtmodigt at hæve paraderne, når mennesker uden begreb om den for det utrænede øje drabelige slagudveksling deroppe mellem tovene råber op om i bedste fald skadelig idræt. Clemens nøjes i hvert fald med at konstatere:

»Næsten alle har en mening om boksning. Desværre som oftest uden hold i virkeligheden«

Han havde vel også selv en rem af huden, da han for 26 år siden begyndte som stævnelæge:

»Men forventede jeg at få de værste fordomme bekræftet, blev jeg slemt skuffet. Virkelige knockouts er heldigvis yderst sjældne«.

Hvilket dog ikke er ensbetydende med, at Clemens aldrig har siddet neden for ringen med livet i hænderne. For én gang – det indrømmer han blankt – var han med egne ord rigtigt ræd.

»Da en ung, veltrænet bokser efter endt og udramatisk stående tælling pludselig faldt dybt bevidstløs til jorden. Med øjendrejning, snorkende hyperventilation og voldsom pronation i begge overarme. Ud over at sikre frie luftveje var der ikke meget, jeg kunne gøre i den situation. Faktisk var den største lægelige bedrift at se ud, som om dette var relativt almindeligt og temmelig ufarligt, mens min hjerne samtidig var fyldt med skrækscenarier om massiv blødning og inkarceration. Ambulancen skulle bare komme hurtigst muligt uden at vente på lægeledsagelse. Og Falck var der da også inden for de nok længste 15 minutter i mit lægeliv. Under lejring og fiksering til båren og på hele turen – det vil sige cirka en halv time – var bokseren aldeles ukontaktbar og uden ringeste reaktion på smertestimuli. På Horsens Sygehus stod en hel hær parat til at modtage ham. Men allerede undervejs til skanneren begyndte han at komme til sig selv. Heldigvis var han sluppet med en mindre, central blødning, så han undgik neurokirurgisk intervention og kunne udskrives efter få dagens intensiv observation. Og i dag er helt uden men«, fortæller Clemens og kan ikke dy sig for en anelse spydigt at tilføje: »Han bar for øvrigt hjelm«.

Afbrød en kamp

Men den slags er som sagt ganske, ganske usædvanligt i vor hjemlige amatørboksning. Hvad der var til at få øje på den aften, da Ugeskrift for Læger var med til et stævne i Vejle. Ikke et øjeblik behøvede Clemens lette sig fra stolen for at kigge nærmere på en af nævefægterne.

»Alt var, som det plejede. Altså en stille dag på kontoret«, lød doktorens sportslige diagnose, da gongongen havde lydt for sidste gang.

Han havde som sagt heller ikke forventet andet. Endsige frygtet det: »For skønt jeg virkelig har søgt grundigt, har jeg ikke kunnet finde videnskabeligt begrundet materiale om hjerneskader i dansk amatørboksning overhovedet!«

Og kun en eneste gang i flere end et par tusinde boksekampe er Clemens på eget initiativ trådt op i ringen for midtvejs i en omgang at afbryde en kamp. Hvad der efter hans mening fortæller mere om kampledernes altid samvittighedsfulde indsats end om stævnelægens årvågenhed.

»Min erfaring er i hvert fald, at kampens tredjemand hellere kalder lægen én gang for meget i ringhjørnet end én gang for lidt. Som regel blot for en sikkerheds skyld for at kaste et blik på et øje, en næse eller et øre. Og det er hverken hver tredje eller fjerde gang, jeg må have gang i sytøjet. Det beviser bare, at de ansvarlige er deres opgave voksen. For selvfølgelig kan man ikke være forsigtig nok. Men det kan man heller ikke, hvis idrætsmanden eller -kvinden kommer galt af sted på fodboldbanen eller i gymnastiksalen«, opsummerer Clemens, hvis medicinske generalieblad tog sin begyndelse med embedseksamen fra Københavns Universitet i 1977 og fortsatte med en karriere, som fra kirurgi via onkologi sluttede med mange år med medicin. I en geografisk runddans, der talte Holstebro Centralsygehus samt Diakonissestiftelsen, Bispebjerg Hospital og Kommunehospitalet i hovedstaden, før fynboen Clemens sprang fødeøen over og drog til Vejle, inden han sagde farvel og tak med nedlæggelsen af sygehuset i Brædstrup. Med nogen lettelse.

»Ikke fordi jeg ikke har været utrolig glad for min tid på sygehuse. Men som tingene har udviklet sig, befinder jeg mig godt ude i det fri. Sundhedssystemet sætter i dag øjensynligt nøje registrering og dokumentation af stort som småt højest af alt. Hvad der på ingen måde højner standarden – tværtimod! Den tid, man sidder bøjet over tastaturet, kan nemlig kun tages ét sted – nemlig fra patienten. Selvfølgelig fungerer det fremragende som kontrolorgan. Men det virker, som om det er blevet vigtigere at holde ryggen fri end at lave et ordentligt stykke lægearbejde. Man skematiserer al behandling og giver ikke megen plads til et individuelt lægeligt skøn. Jeg er ikke voldsomt rebelsk, men synes nu nok, at min stand indimellem har været for ,pjokket' til at sætte foden ned og i stedet lade sig trække rundt i manegen. Derfor er jeg glad for nu at være en ,fri gammel mand', der kun har med boksning at gøre«.

Et område, som 71-årige Clemens egentlig kom ind i ved et tilfælde, da en kollega måtte melde frafald og bad ham vikariere.

»Om jeg ikke var betænkelig? Næh, jeg var jo vant til at stå på en skadestue. Og som tidligere nævnt er amatørboksning på vore hjemlige breddegrader jo ikke normalt de store bloddryppende dramaer. Den slags overlades som regel til film og tv. Så det faldt mig ganske ligetil«, mindes han.

Grundige forundersøgelser

Så meget, at han er blevet hængende. Og med tiden af Dansk Bokse Union udnævnt som ansvarlig for de grundige forundersøgelser, der kræves, før en bokser får udstedt og siden fornyet den startbog, som er obligatorisk, før han – eller i vore dage også hun – får lov til at entre ringen.

En procedure, som Clemens naturligvis går 100 procent ind for. Hvorimod han var lodret uenig, da Sundhedsstyrelsen krævede, at eliteboksere – det vil sige boksere over 19 år – skulle gennem en årlig skanning, fordi det internationale amatørbokseforbund for nogle år tilbage dekreterede, at disse boksere skulle optræde uden beskyttelseshjelme.

»Beslutningen udsprang formodentlig fra ønsket om at vise rettidig omhu' i en ,farlig' idræt, hvor alle – selv 11-årige piger og drenge med kosteskaftarme – skal gennem omfattende lægetjek for at få lov til at gå i ringen i tre gange to minutter. Iført hjelm, skridtbeskytter og med en velvoksen ,vasketøjspose' – læs boksehandske – for enden af hver arm«.

Fra 1. januar i år er skanningskravet da også bortfaldet, og boksning er lagt ind under Kulturministeriet, hvor de øvrige kampsportsformer længe har hørt til. Og hurra for det. De talrige skanninger havde tilsyneladende ikke reddet nogen fra potentielle hjerneskader, men til gengæld udhulet økonomien i landets mange små klubber, så amatørboksningen truedes på sin videre eksistens, vurderer Clemens, hvis hjerte banker for den i så mange andres øjne voldsomme sportsgren, som han dog aldrig selv har været aktiv i.

»Det er såmænd ikke selve kampene, jeg her tænker på. Men træningen, som langt overgår, hvad man kan opnå på eksempelvis løbebånd i fitnesscentrene. Knokler man virkelig i bokselokalet, kommer man i en kanonform, som ikke blot mindsker risikoen for skader i ringen. Men giver et sådant velvære, at det er forståeligt, at selv motionister møder op og ,tæver løs' på boksebolden«.

Helt bevidst ytrer Clemens sig ikke om professionel boksning. Han har for lidt erfaring på det område, er den officielle undskyldning. Den mere kontante, men uudtalte, er nok, at matchningen ofte bevidst eller ubevidst er alt for skæv, således at en af de to i ringen nærmest reduceres til boksebold. Og de hårdere tæv, han modtager over mange omgange, er helt indlysende ikke direkte sundhedsfremmende.

»På topplan er det naturligvis strålende boksere. Men nej – lad mig så bede om amatørerne«, siger Clemens og fremhæver især det sammenhold, som han oplever rundt om i klubberne.

»Når alderen indhenter de aktive boksere, fortsætter mange som trænere og klubformænd. Selv op i alderen dukker de stadigvæk op og hjælper for eksempel med at rigge ringen til. Eller som tidtager og gongongmand. Ja, selv deres koner giver en hånd med. Det oplever man ikke i så mange sportsgrene. På den måde bliver de forbilleder for nye talenter. Heldigvis uden at gå rundt som en anden socialpædagog og fortælle, hvordan de unge mennesker skal opføre sig. Der står så megen respekt om dem, at de end ikke behøver hæve stemmen. Selvfølgelig er der undtagelser. Det kan ikke undgås, at der er et par rødder imellem. Men de ryger hurtigt ud. Flertallet ved nemlig, at de kun er velkomne, hvis de ter sig ordentligt – og så gør de det sågu. Og det kan de ældre veteraner tage en stor del af æren for. Sammenholdet – det er det, der tæller«, siger Clemens, der også værdsætter de altid årvågne kampledere.

Kvindeboksning

»Langt de fleste af dem har jo selv haft handskerne på. Og ved, hvor vigtigt det er, at der omgående bliver grebet ind, hvis en bokser bliver hårdt ramt under et stævne. Sker den slags ude i nattelivet, er risikoen i hvert fald langt større«, mener »boksedoktoren«, der i de senere år også konstant har måttet tage stilling til, hvad han synes om kvindeboksning.

»Lad mig begynde med at sige, at ved de nordiske mesterskaber i Aarhus – i vistnok 2013 – stod den absolut bedste kamp mellem den norske og finske kvindelige mester i en af de lettere vægtklasser. Men generelt set er spektret nok noget større end hos mændene. Og forskellen mellem de bedste og de ringeste mere iøjnefaldende. Desuden er kvindelige boksere lidt senere til at bruge kropsslag, så det ofte i begyndelsen kan minde lidt om – ja, undskyld – kænguruboksning. De talentfulde fanger det dog så hurtigt, at jeg absolut ser en fremtid i ringen for de bedste af kvinderne. Og glem ikke, at de skal bære hjelm«.

Så at det skulle være mere farligt for en kvinde at trække i boksehandskerne end for en mand, kan Clemens med sin bedste vilje ikke se.

»Nej, den må de ærligt talt længere ud på landet med«, griner han.