Skip to main content

COVID-19 anerkendes som arbejdsskade

I en ny vejledning fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring anerkendes corona-virus som en arbejdsskade og målgruppen for anerkendelse udvides.

Marianne Fajstrup mfa@dadl.dk

23. apr. 2020
2 min.

Efter pres fra Lægeforeningen og andre fagforbund for sundhedsansatte er Arbejdstilsynet klar med en ny vejledning om reglerne for arbejdsskadeerstatning til medarbejdere smittet med COVID-19 på deres arbejde.

Det fremgår af vejledningen, at:

  • Sygdom med COVID-19 kan anerkendes som en arbejdsskade, hvis sygdommen skyldes arbejdet.
  • Nogle typer af arbejde indebærer naturligt en stærk formodning for, at medarbejderen er blevet udsat for smitte på arbejdet. Det gælder ansatte i sundhedsvæsnet som fx sygeplejersker, sosu-assistenter, læger og portører , der arbejder på intensivafdelingen, og er i direkte kontakt med smittede patienter. Det kan også være praktiserende læger eller ansatte i plejesektoren, som drager omsorg for patienter og borgere, der ikke er testet positiv for COVID-19.
  • Myndighederne skal hastebehandle de sager, hvor den sygdomsramte er alvorlig syg som følge af COVID-19.

»Vi skal værne om dem, der i de her dage yder en ekstraordinær indsats i vores fælles kamp mod coronavirus. Medarbejdere skal have tillid til, at der bliver taget hånd om dem, hvis de i deres arbejde bliver smittet, og derfor har det været afgørende for mig, at der hurtigt er sendt en klar vejledning ud på området,« siger beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard Thomsen (S), i en pressemeddelelse.

Han understreger, at

»Det er vigtigt, at det er krystalklart, at man kan få anerkendt coronavirus som en arbejdsskade, hvis sygdommen skyldes arbejdet. Arbejder man fx på en intensiv afdeling på et hospital, er der stor risiko for at blive smittet. Det er selvfølgelig altid en konkret vurdering, men er man i frontlinjen på et sygehus, er det meget sandsynligt, man kan være blevet smittet der. Det skal der tages hensyn til i sagsbehandlingen, og det er det, som vi understreger med vejledningen.«

LÆS OGSÅ:

Lægeforeningen: COVID-19 skal anerkendes som arbejdsskade

Praktiserende læge død af COVID-19

OVERBLIK: Læs alle artikler på Ugeskriftet.dk om Corona