Content area

|

CPH:DOX – Lost in Face

Foto: Lost in face – CPH:DOX
Forfatter(e)
Lene Agersnap praktiserende læge redaktør

Hvad ser andre egentlig, når de går ned ad gaden og iagttager den strøm af mennesker, der glider forbi? Vi går automatisk ud fra, at de ser det samme som os selv, men 1-2 procent af alle mennesker har ikke evnen til at skelne eller genkende ansigter.

Den tyske hjerneforsker og filminstruktør, Valentin Riedl har sammen med animatoren Fréderic Schuld skabt et fint og indtagende, nærmest poetisk værk om den ejendommelige lidelse prosopagnosi, ansigtsblindhed.

Gennem Carlotta, en tysk kunstner, erfarer vi, hvorledes en lille hjernedefekt som ifølge Valentin Riedl er lokaliseret i et område »bag højre øre« har en helt afgørende effekt på hendes liv. Carlotta er en midaldrende, venligt udseende kvinde med en vildtvoksende glorie af gråt hår, lidt rund og altid iført en blomstret kjole. Hver dag starter hun forfra med at lære andre mennesker at kende, lidt på samme måde som den demensramte må gøre. Hendes skoletid var et mareridt, fordi hun ikke kunne genkende hverken sine klassekammerater eller lærere og gang på gang havnede i det forkerte klasseværelse. Hun blev opfattet som ubegavet og flygtede over i en verden som læsehest, hvor hun drømte om fjerntliggende egne, uden mennesker. Via Fréderic Schulds kuriøse, animerede småbidder af ansigtsløse mennesker, der krydrer filmen, forstår vi som seere, hvor angstfyldt og fragmenteret et univers, den ansigtsblinde oplever. Som Carlotta selv siger, er det svært for hende at knytte sig nogen og overhovedet føle tillid. Undtagen til sin hest, som bliver en højt skattet livsledsager.

Men via kunsten lykkedes det hende at gøre sin svaghed til sin styrke. På jagt efter sit ansigt hengiver hun sig til det møjsommelige arbejde gang på gang at indprente sig sit ansigt ved at lade den ene hånd langsomt glide henover det og gengive det med blyanten i den anden hånd. De tusindvis af portrætter, der fremkommer på denne måde, er sært dragende. Hun tegner ofte i mørke eller i skæret af stearinlys, eftersom hun alligevel ikke kan bruge synet til noget særligt i denne sammenhæng. Derimod er hendes andre sanser skærpede, og hun udvikler en evne til at genkende mennesker qua deres tøj, gang eller kropsholdning. Eller via det specifikke »lydlandskab«, der omgiver hver enkelt. En speciel måde at rømme sig på, en særlig hoste eller bare hvordan selve vejrtrækningen lyder.

Det er dybt fascinerende at følge hendes livshistorie og overlevelsesstrategi hele vejen gennem filmen. En ting er at være »lost in space«, men at være »lost in face« er heller ikke nogen søndagsudflugt. Hvilket arbejde skal man vælge, hvis man i videst mulige omfang vil undgå kontakt med mennesker? Og hvor underligt må det lige være at se sig selv i spejlet om morgenen og gang på gang måtte drage den konklusion, at den dame, som står der i mit nattøj, i mit hjem, må være mig?

Stjerner: 4

Fakta

Instruktør: Valentin Riedl

Spillelængde: 81 min
år: 2019

Blad nummer: 

Right side

af Per Prætorius Clausen | 07/04
6 kommentarer
af Karen Flink Konstantin-Hansen | 06/04
1 Kommentar
af Qazaz Mirza | 05/04
2 kommentarer
af Lise Kay | 05/04
2 kommentarer
af Knud Gade Freund | 01/04
2 kommentarer