Cykelhold på udrykning

Bispebjerg Hospitals lave ældre bygninger ligger spredt ud over et stort areal. Mellem bygningerne er oaser med grønne plæner, hængende guldregn og duftende syrener. Smukt, men langt for personalet, når de skal fra den ene afdeling til den anden. Det er forståeligt, at hospitalets mobile akutteam har anskaffet sig cykler. Med dem kan de hurtigt nå frem til afdelingen, der har et problem, gennem de underjordiske gange, der forbinder hospitalets bygninger.

Cyklerne står i et depotrum på intensivafdelingen, hvorfra teamet udgår.

»Vi har en responstid på under fem minutter,« siger Rikke Maaløe, overlæge på afdelingen og en af pionererne bag teamet.

Teamets nummer er 4444 og bekymret personalet på hele hospitalet har kunnet benytte det siden oktober sidste år. Lige omkring 300 gange er det blevet til siden, viser statistikken. Teamet skal tilkaldes, før det går helt galt. Det vil sige, at personalet skal reagere på nogle bestemte faresignaler, blandt andet i forhold til målinger.

»Vi har endnu ikke haft tid til at behandle data for at få dokumentation for, hvordan det har indvirket på overlevelsen. Men det kommer. Vi har fået en klinisk assistent, der arbejder på det,« fortæller Rikke Maaløe.

Et handy lille kort i plastic fortæller personalet kriterierne for, hvornår teamet skal alarmeres. (se boks).

Team på fire

Først når de to fra intensivafdelingen - en speciallæge og en specialsygeplejerske - er fremme på afdelingen, bliver teamet fuldtalligt. Det er som regel en sygeplejerske, der ringer 4444 og straks, hun har gjort det, kalder hun afdelingens mest erfarne vagthavende læge.

»Det er vigtigt at understrege, at vi er et team på fire. På grundlag af, hvad sygeplejersken, der har ringet, fortæller, foretager vi sammen en vurdering af patienten. Ofte har afdelingen allerede foretaget en stabiliserende handling, hvis ikke, gør vi det sammen. Derefter lægger vi i samarbejde en videre plan for patienten. I tre ud af fire tilfælde går vi igen. I det fjerde tager vi patienten med, til intensiv eller eventuelt operationsgangen,« fortæller Rikke Maaløe.

Basale problemer

Afdelingslæge Poul Erik Svendsen og sygeplejerske Kristine Nielsen har vagten i teamet den dag, Ugeskriftet er på besøg. Cyklerne slapper af i depotet og de to teammedlemmer udfører deres vanlige gøremål på intensivafdelingen.

Sidst Poul Erik Svendsen var ude med teamet var i forgårs på vagten.

»Det var, som det ofte er i vores øjne, et basalt problem. Men som altså for patienten kan betyde forskellen på at overleve eller ej,« siger han.

Hvilke erfaringer har de gjort sig siden de startede på teamet i oktober?

»Jeg tror, at sygeplejerskerne burde lære mere om akutsygepleje. Vi har for eksempel flere gange været ude for at skulle suge sondemad op af patienters lunger. Sygeplejerskerne bør lære at suge ordentligt. Det følger akutteamet nu op på ved at gå ud og undervise i det på afdelingerne,« siger Poul Erik Svendsen.

Kristine Nielsen supplerer:

»Det er en af de gode ting, som akut teamet kan og skal gøre. Når vi bliver tilkaldt til afdelingerne opdager vi, hvor der er problemer. Bagefter briefer vi afdelingen om det. Hvis der er behov for det, laver vi en aftale med afdelingen om et kursus, så de kan forebygge den slags problemer i fremtiden Vi på intensivafdelingerne har en uddannelse i det og er vant til at observere symptomer hos patienterne lige før de vælter.«

Akutteamets udrykning til hospitalets psykiatriske afdeling har også resulteret i en oprustning af akutberedskabet der, fortæller Poul Erik Svendsen:

»Vi blev kaldt ud til en patient, der var i abstinensbehandling og blev dårlig. Vi havde brug for afdelingens iltbeholder i behandlingen, men den var for det første langt væk og for det andet var den langt fra fuld, så vi løb hurtigt tør. De fik efterfølgende hurtigt orden på tingene. En konklusion er derfor, at der godt kunne være mere viden om akutte tilstande og deres symptomer og behandling på afdelingerne.«

Specialisering

Teamets opgørelser viser, at et besøg af akutteamet ofte resulterer i ret enkle handlinger.

»Vores statistik viser, at mange af de interventioner, vi iværksætter, ikke er i den tunge ende af skalaen. Mange tilsyn resulterer i lidt intensiveret væskebehandling, sugning, ilt og CPAP (behandling af lungesygdom),« siger Christine Rosager, der er tilknyttet teamet, i denne periode som klinisk assistent, hvor hun opsamler data og bearbejder dem med henblik på en senere egentlig evaluering af teamets indsats.

Rikke Maaløe siger:

»Ja, det er ofte meget basalt. Men sagen er, at hvis man ikke er vant til at håndtere akutte situationer kan det være svært at se, hvad der skal gøres først. Skal vi bare sætte patienten op eller skal vi ringe til teamet nu? Det kan være svært især for nyuddannede og vikarer, som personalet på stamafdelingerne i høj grad består af. De har ikke så meget erfaring i at behandle akutte patienter, blandt andet fordi de ikke ser så mange patienter i deres uddannelse. Dertil kommer, at der er stor udskiftning i plejepersonalet. Den gamle generelle sygeplejerske er holdt op, og i mange afdelinger er der ikke nogen erfarne. Derfor bliver vi tilkaldt, for selv om sygeplejersken, der er bekymret for en patient, tilkalder afdelingens egen læge, er det ikke sikkert han eller hun kan gøre noget særligt.«

Rikke Maaløe vurderer også, at den øgede specialisering øger behovet for et akutteam.

»Vi ser en konsekvens af, at uddannelsestiden for læger er blevet kortere. Dertil kommer, at straks efter uddannelsen er færdig, begynder lægen at snævre sig ind i en specialisering. For at blive en enorm god hudlæge eller håndkirurg, presser du nok nogle andre ting lidt væk. I forhold til det, er vi intensivlæger eller anæstesiologer de tilbageblevne generalister, som ser hele patienten. Det er derfor, at akutteams på alle de hospitaler, jeg kender, er intensivlæger.«

Også andre forhold gør mobile akutteam nødvendige, mener Rikke Maaløe. »Liggetiden for mange patienter er blevet meget korte, de bliver sendt hjem kort tid efter operationen. Det betyder, at de patienter, der ligger her, er mere syge og det skal kobles med det faktum, at vi har et mindre erfarent personale end tidligere.«

Læring

Christine Rosager opsummerer med de data, hun har nu, teamets virksomhed sådan:

»Med det in mente, at opkaldene til teamet som regel ikke er i den tunge ende, kan vi håbe på, at vi gennem undervisning og formidling af erfaring måske på sigt kan hjælpe afdelingerne til at klare flere tiltag selv.«

Hun har lavet undervisningsmateriale rettet mod specielt plejepersonalet i akutte kritiske tilstande. Undervisningen er tilrettelagt i forhold til sygeplejerskernes hverdag og hun holder det i forbindelse med, at sygeplejerskerne spiser morgenmad, eller lige når den ene vagt glider over i den anden.

Hun under viser ud fra kaldekortene - og ser bl.a. på hvilke sygdomme, der kan ligge nedenunder de forskellige symptomer. Nogle har fx brug for at blive bedre til at kende værdien af respirationsfrekvens, som de måske glemmer at tælle. Det kan være et tegn på at patienten er i en tilstand, hvor blodet ikke bliver iltet nok, eller det kan være et tegn på sepsis (blodforgiftning).

»Jo senere vi kommer på banen i sådan et tilfælde, desto mere er løbet kørt. Ideen er jo at give sygeplejerskerne viden om, hvorfor de skal foretage målingerne, så de ved, at der er behov for at kalde os. Der er eksempler på, at vi er blevet tilkaldt for sent i forhold til sepsis. Vi skal kaldes så tidligt, at patienten ikke kommer ud i et intensivbehov eller at tiden på intensiv bliver forkortet.«

Et særligt tiltag er at prøve at få afdelingerne til at risikoprioritere patienterne - hvem er mest syge og hvem skal der holdes et ekstra øje med? Det skal pinpointes og det skal fortælles videre ved vagtoverdragelser.

»De allersygeste bliver drøftet ved en konference, men personalet i vagten skal også vide, hvem de skal holde øje med. Indtil man ved, hvad patientens tilstand er, må man måle hyppigt. Vi ser også nogle gange, at afdelinger ikke tænker over, hvad man lader ligge til vagten. Det skal de nok blive lidt mere bevidste om,« siger Christine Rosager.

Mobile Akut Team (box)

Ti sygehuse i Danmark har etableret et mobilt akutteam.

De bruger forskellige modeller. På nogle sygehuse rykker en specialuddannet intensiv sygeplejerske ud først og tilkalder efter behov en anæstesilæge. På andre - Bispebjerg, f.eks. - er det både en læge og en sygeplejerske, der rykker ud.

Meget tyder på, at mobile akutteam kan forebygge hjertestop, når holdet rykker ud allerede ved de første tegn på forværring i patientens tilstand. Data fra Esbjerg Sygehuse har vist, at ni indlæggelser på intensivafdelingen blev undgået i løbet af teamets første fire måneder.

Blandt andet på baggrund af erfaringer fra mobile akut team er der kommet øget fokus på personalets evne til at opdage en kritisk udvikling hos en patient. Derfor har flere sygehuse indført et undervisningsprogram for personalet på sengeafdelinger. Kalundborg Sygehus har indført nye retningslinier for observation af patienterne.

Kilde: Operation Life