D-vitamin-status i Danmark - et reelt problem?

Svær vitamin D-mangel giver anledning til en række typiske symptomer såsom proksimal myopati med gangbesvær, rakitis og osteomalaci, mens mildere former for vitamin D-mangel ofte kun er forbundet med få eller slet ingen kliniske symptomer. D-vitamin-insufficiens eller -deficiens er vanskeligere at håndtere i praksis pga. de vage eller manglende kliniske symptomer, ligesom en egentlig tærskelværdi for insufficiens/defficiens ikke kendes. Prævalensen af vitamin D-insufficiens og vitamin D-deficiens i Danmark er undersøgt af Mosekilde et al , og resultatet af undersøgelsen bringes i dette nummer af Ugeskrift for Læger [1].

Den kliniske betydning af vitamin D-mangel er åbenlys ved de svære tilfælde, idet patienterne er præget af deres muskoloskeletale symptomer. Betydningen af biokemiske bestemmelser af calciumhomeostasen, herunder P-25-hydroxyvitamin D-status anvendes til at understøtter den kliniske diagnose, mens kvantitativ histomorfometrisk analyse af uafkalkede cristabiopsier er guldstandard ved diagnosticering [2]. Patienterne med den svære vitamin D-mangel er som oftest karakteriserede ved at have manglende soleksposition, svære tilfælde af malabsorption eller indtage en udtalt ensidig kost. Det observerede stigende antal patienter med svære vitamin D-mangeltilstande har medført et øget fokus på vitamin D-mangeltilstande generelt. Asymptomatiske mangeltilstande er dokumenteret i en række undersøgelser af specielt ældre personer, patienter på plejehjem og blandt patienter med hoftefraktur [3-5]. Ved disse undersøgelser har man klarlagt en mulig betydning af vitamin D-mangel og den muligt opnåelige reduktion i collum femoris-frakturrisiko efter vitamin D-behandling [4]. Hvorvidt behandlingen med vitamin D giver effekt i kraft af en bedre knoglekvalitet med større brudstyrke, eller effekten optræder som følge af bedre neuromuskulær funktion, eller om det er en kombination af begge, er ikke klarlagt, men mest sandsynligt er det det sidste. Hvor der foreligger undersøgelser af de ældre, er der ikke påvist en effekt af tilskud med calcium og vitamin D til den 52-årige postmenopausale kvinde med osteopeni. Netop raske kvinder i 40-50-års-alderen tager i vidt omfang calcium + vitamin D som kosttilskud, uden at der altså findes evidens for nogen effekt. Der findes heller ikke evidens for, ved hvilken biokemisk værdi hos ældre eller gamle der er tale om vitamin D-insufficiens eller -deficiens, endsige ved hvilke tærskelværdier frakturrisikoen er signifikant forøget, og dermed ved hvilken P-25-OH-værdi vi bør anbefale calcium + vitamin D-tilskud.

I Mosekilde et al's oversigtsartikel diskuteres den biokemiske bestemmelse af P-25-OH og grænserne for deficiens og insufficiens i relation til vor nuværende viden, og der efterlyses yderligere undersøgelser om vitamin D-status i befolkningen. Yderligere videnskabelige undersøgelser vil være afgørende nødvendige, før vi kan anbefale calcium + vitamin D-kosttilskud til yngre raske voksne (< 60 år), eller før beslutninger om evt. berigelse af fødevarer med vitamin D kan drøftes som en mulighed for forbedring af folkesundheden.

Korrespondance: Peter Schwarz, Klinisk Biokemisk Afdeling 339, H:S Hvidovre Hospital, DK-2650 Hvidovre.

E-mail: peter.schwarz@hhh.hosp.dk

Interessekonflikter: Ingen angivet