Hvor mange tænder har en hest? Var det 40, som man kunne læse hos Aristoteles (384-322 f.Kr.)? Eller kunne man forlade sig på andre, lige så ærværdige, gamle kilder? Dette spørgsmål blev debatteret indgående af de lærde munke i et kloster i 1432. Debatten havde stået på i 13 dage, da en ung novice foreslog at gå i ud staldene og se en hest i munden. Denne frækhed udløste et sandt raseri blandt munkene, som med prygl og forbandelser smed ham på porten. Derefter debatterede de videre, indtil man enstemmigt kunne vedtage, »at dette Problem for altid må forblive et Mysterium, da der ikke findes tilstrækkelig historisk og teologisk Bevismateriale«.
Anekdoten stammer fra den britiske 1500-1600-tals filosof Francis Bacon, som hævdede at have fundet den i en gammel klosterkrønike. Bacons egen holdning var, at man selv må iagttage naturen, indsamle kendsgerninger og først da drage sine konklusioner.
I løbet af 1600-tallet blev der etableret såkaldte »anatomiske Teatre« ved flere europæiske universiteter. I København var kong Christian den 4. blevet træt af at slås med universitetets medicinske fakultet om at reformere den middelalderlige lægeuddannelse. I stedet for den håndfuld latintalende doktorer, der udgjorde kongerigets lægestand, havde Christian brug for praktisk duelige kirurger i hær og flåde. Og helst mange af dem.
Kirurgerne var ikke akademikere. De var barbersvende med en praktisk videreuddannelse i kirurgi. Fakultetets medicinere foragtede dem. I deres øjne udgjorde de en lavtstående livsform, som ikke skulle mænge sig med de lærde.
Kongen så anderledes på det. Han gennemtrumfede, at der i en af universitetets bygninger på Frue Plads skulle indrettes et anatomihus – Domus Anatomica. Her skulle der udføres dissektioner og undervises i anatomi. Og til fakultetets forbitrelse fik kongen gennemtvunget, at også barbersvende skulle have adgang til forelæsningerne. Medicinerne kunne dog trøste sig ved, at dissektionerne foregik på latin, så barbersvendene ikke ville forstå et muk.
Professoren blev importeret fra Rostock og hed Simon Paulli. Hans første forelæsning fandt sted i marts 1645, og på dissektionsbordet lå liget af en ung kvinde, som netop var blevet henrettet på skafottet på Nytorv, et par minutters gang derfra.
Anatomihuset var i to etager med kamtakkede gavle. I stueetagen fandtes et lille præparationsrum, hvor man kunne istandgøre de kadavere, man fik bragt ind fra Nytorv. Professoren skulle ikke selv have snask på fingrene. Det overlod han til prosektor, en barberkirurg, som førte kniven og fremviste organerne, mens professoren pegede og læste op af en lærebog. (»Prosektor« af latin: pro og secare – at skære). Ved siden af lå et kogerum, hvor man kunne afkoge de brugte kadavere og skelettere dem til undervisningsbrug.
Selve anatomisalen nåede op gennem begge etager med fire rækker bænke arrangeret som et amfiteater omkring dissektionsbordet. Endevæggen var udsmykket med to skeletter, et mandligt og et kvindeligt, som blev kaldt Adam og Eva for at give husets funktion et lag kristen fernis.
De forreste bænkerader var forbeholdt professorer og fornemme gæster, mens de øvrige pladser var for studenter og den betalende offentlighed. Adgangstegn kostede to mark, og indtægten var med til at dække udgifterne til instrumenter, bødlens honorar, forfriskninger samt pedellens løn. Pedellen havde derudover en biindtægt ved at fremstille og sælge bælter og punge af menneskehud.
Førstesalen husede et lille naturhistorisk raritetskabinet, hvor man blandt sjældenhederne kunne forundres over hornet fra en enhjørning og se en udstoppet myresluger, et ribben fra en havfrue, skelettet af en nyfødt og forhuden fra en jødisk dreng.
Her var også en samling præparater, skeletter, et tørret foster på seks uger, »hud fra en mand udspændt på væggen« og tørrede mavesække. Blandt de udstillede kranier var et fra et menneske, som var »angrebet af et ondartet og eroderende sår« og et stykke kranium, som var »bortskudt af en kanonkugle«.
Dissektion var noget nyt og forargede mange. Det havde Simon Paulli taget højde for, da han på latin talte for det indbudte, højfornemme publikum. For at sikre et skær af respektabilitet om indvielsesdissektionen havde Paulli indbudt ikke bare kolleger, studerende og bartskærere, men også kongelige, adel og gejstlige. Anatomihusets beliggenhed, mellem kirke og universitet i hjertet af kongens residensby, var endnu et signal om, at anatomien ikke var en lyssky affære, men derimod nød den højeste bevågenhed.
Alligevel fandt Paulli det nødvendigt at retfærdiggøre det, der skulle ske. I programmet skrev han på sit omstændelige baroklatin, at tilstedeværelsen af landets fineste og bedste mænd måtte feje den modstand bort, hvormed »den dumme og modvillige Hob« betragtede anatomien. Nu måtte pøbelen »ophøre med sin Snak, blive stum og hidse sig ned«.
At den modvillige hob kunne have grund til at hidse sig op, har Paulli været helt klar over, da kadaveret foran ham var »det nøgne Lig af en ung, nygift Kvinde«. Men det skulle man ikke lade sig narre af, fortsatte professor Paulli. Enhver medynk med den hovedløse kvinde var totalt malplaceret, og hendes skæbne var i enhver henseende velfortjent: Kvinden havde nemlig været utro og havde »ladet sig besudle (føj for Pokker!) af en utilladelig Forbindelse«.
Det kan undre, at Paulli fandt det nødvendigt at berolige »den gemene Hob«, som ellers ikke nærede sarte følelser. Tiden var brutal og forrået. Tortur og henrettelser på offentlige pladser var en folkeforlystelse, og det halve København var mødt frem, da seriemorderen Jens Fuglefænger skulle henrettes. Thomas Bartholin har beskrevet forløbet: Undervejs på bødlens kærre til retterstedet blev Jens’ krop »sønderrevet« med glødende tænger. På skafottet fik han knust sine arme og ben, tungen blev revet ud af hans mund og remme skåret af ryghuden. Dernæst skar bødlen hans bryst op, rev hjertet ud og smed det i ansigtet på ham, inden hans hoved blev hugget af.
Der var ingen medlidenhed med dømte forbrydere. Men folkestemninger er omskiftelige, og myndighederne ville ikke risikere at provokere en folkelig shitstorm. Dissektioner var noget nyt, og mange opfattede dem som blasfemiske – og som en ekstra straf, der rakte helt ind i døden.
Men den nye tid var ankommet. Da Bartholin havde efterfulgt Simon Paulli som professor i anatomi, formulerede han forskellen mellem det gamle og det nye syn: »Naturen skal man lære at kende gennem Selvsyn, ikke ved at disputere om den […] det er Naturen selv, man skal studere, ellers lærer man den aldrig at kende. Med vores Sanser skal vi undersøge det, som kan opfattes af Sanserne«.
Det gjorde Bartholin ved sin tiltrædelsesforelæsning, som var en offentlig dissektion – igen af en henrettet ung kvinde. Bartholin bedyrede, at forehavendet var moralsk uangribeligt: Han ville, skrev han, »iagttage og undersøge med kyske Øjne og ærbare Hænder et nøgent Lig af det andet Køn og ærbødigt fremvise Sædemarken og Børnenes naturlige Mælkefad«. Det ville ske »med Fromhed og Ærefrygt«, og tilskuerne ville her kunne »betragte Venus’ nøgne og yndige spæde Legeme […] kyske i Tanke og Gerning«.
De dannede klasser strømmede ikke til retterstedet for at forlyste sig med henrettelser og tortur. De fines splatterunderholdning hed »Anatomeringer«, som da den engelske flådeembedsmand Samuel Pepys i 1667 var inviteret til et arrangement i The Barber-Surgeons’ Hall i London til en forelæsning og dissektion af en sømand, som var hængt for røveri. Bagefter serveredes middag »i godt og lærd Selskab, med mange Doctores i Medicin«, og man drak kongens skål.
Også Anatomihuset i København solgte billetter, og oven over dissektionssalen fandtes en loge med egen, diskret indgang for højvelbårne gæster. For anatomien var det afgørende, at konge, kirke og adel blåstemplede Anatomihuset med deres tilstedeværelse. Fra at være en disciplin, som måtte dyrkes i det skjulte, havde anatomien fået statens og kirkens velsignelse – og København havde i en kort periode det mest anselige anatomiske teater ved noget europæisk universitet.
Huset nedbrændte ved Københavns brand i 1728 og blev ikke genopført.
