Content area

|

Da byen fik træk og slip

Københavns dødelige koleraepidemi i 1853 satte fart i en stærkt tiltrængt forbedring af den offentlige hygiejne – ikke mindst kloakering, vandskyllende toiletter og rent drikkevand.
Træsnit: Toilet med højt skyl, 1884. Illustration: National Library of Medicine.
Forfatter(e)
Klaus Larsen, kll@dadl.dk

Da 1800-tallet lakkede mod enden, var WC’er et varmt debatemne.

Lige siden koleraåret 1853 havde lægerne talt for kloakering og vigtigheden af at sikre rent drikkevand i byerne. Men hvad skulle man gøre ved byens titusinder af stinkende, lækkende lokummer?

18 bagdele om hvert lokum

Koleraepidemien, som havde slået 7.000 københavnere ihjel, var en dramatisk øjenåbner for konsekvenserne af byens uhyggeligt dårlige hygiejne. Men selv når der ikke var kolera, var maveonder et tilbagevendende problem. I Ugeskrift for Læger kunne man i de månedlige sygelighedstabeller se, at kongeriget bogstaveligt var på skideren. Især i de varme måneder var »cholerine« (eller »sommerdiarré«) den altdominerende sygdom, og tilfældene tælles i tusinder.

Og det kunne ikke være anderledes. På landet forrettede man sin nødtørft i staldens grebning bag dyrene, hvor den blandedes med dyrenes møg og blev smidt ud på møddingen (som sivede til brønden og producerede millioner af fluer).

Og i København, under gadens brosten og baggårdenes latrinhuller, lå gamle, møre vandledninger af træ, som bragte vand fra søerne ind til byens vandpumper hvor man kunne tappe det lunkne vand iblandet myggelarver, haletudser og tarmfloraen fra de sivende latriner.

Trængende beboere måtte ned ad trappen og ud i gården og håbe, at køen til lokummet, som man delte med hele ejendommen, ikke var for lang. I Saxogade 17-19 på Vesterbro måtte 220 beboere dele 12 gårdlokummer; det er ét sæde pr. 18 bagdele. Man tørrede sig med avispapir, og håndvask var ikke en mulighed.

Blev man trængende om natten, orkede man så at begive sig ned ad en bælgmørk trappe og ud i en frostkold baggård? Nej, man brugte natpotten. Og bar man så indholdet ned og stillede sig i kø ved lokummet næste morgen? Eller røg det mon direkte ud af vinduet og ned på gaden?

I København var der omkring 30.000 lokumstønder, som blev tømt af »natmanden«, der også tømte latrinernes »svindgruber« – murede huller uden bund, hvorfra væden sivede ud (og kunne blande sig med vandforsyningen). I de finere borgerhjem havde man egen toiletstol med en potte nedenunder, som tjenestepigen tømte i rendestenen. Den blev i forvejen brugt af mange i en snæver vending.

Byen stank til himlen, og man gjorde klogt i at koge alt vand før brug.

WC’er – nej tak!

Lægerne var tilhængere af vandskyllende klosetter (WC’er, water closets, eller på datidens dansk: vandklosetter). Københavns første vandkloset blev installeret på Kommunehospitalet (opført 1859-1863), og hvis man undrer sig over, at det ikke straks blev indført overalt, er der en god forklaring: Der fandtes ikke rindende vand i husene. Og for resten fandtes der heller intet kloaknet. Kommunehospitalet kunne føre et rør ud i Sortedamssøen, men byen som helhed havde ingen steder at lede skyllevandet hen.

Men der var andre, tungtvejende argumenter mod vandklosetter. For det første var det dyrt at kloakere byerne. Det var i forvejen bekosteligt nok at kloakere de nyanlagte gader uden for de gamle volde, føre stikledninger ind til de nyopførte huse, indlægge rindende vand og etablere faldstammer. Og hvor skulle man i øvrigt placere toilettet i de bittesmå lejligheder?

Natrenovation – latrinspandene tømmes i Kolding i 1952. Foto: Kolding Stadsarkiv / Pressefotograf N. LisbergNatrenovation – latrinspandene tømmes i Kolding i 1952. Foto: Kolding Stadsarkiv / Pressefotograf N. Lisberg

Byernes grundejere, som skulle betale for herlighederne, satte sig kraftigt til modværge over for dette potentielle tvangsindgreb på deres private ejendomsret.

Og der var stadig problemet med, hvor man skulle lede kloakkernes spildevand hen. I første omgang var der kun én mulighed: havnen.

Det måske mest tungtvejende argument imod vandklosetter lyder grotesk i dag, men i 1890’erne havde det afgørende vægt: Landmændene på Amager aftog nemlig byens latringødning: 275.000 tønder om året. Som betaling tilbød deres organisation 40.000 kroner for det forarbejdede og tørrede latrinindhold og forpligtede sig samtidig til at aftage det hele. Skulle det hele nu skylles ud i havnen, ville både byen og landmændene derfor lide et betydeligt tab. Og desuden var mange beskæftiget med bortskaffelsen af natrenovationen, lød argumenterne.

Havnen bliver brun

Københavns første moderne kloaksystem blev anlagt på Nørrebro i 1857-1860. Det skulle føre overfladevand bort og måtte ikke bruges til klosetter.

I takt med at brokvartererne blev udbygget, fik de nye ejendomme indlagt vand, og det blev nødvendigt samtidig at etablere kloakering. Velhavende københavnere fik hurtigt øje på muligheden for at benytte det rindende vand til at installere vandklosetter, som i smug ledte det udskyllede indhold direkte ud i de dybe rendestene.

De første lejligheder med vandklosetter blev i 1894 indrettet i den fornemme Stockholmsgade, hvor den første kloakledning med direkte udløb i havnen var etableret.

I brokvartererne havde de færreste råd til vandkloset. I stedet benyttede mange den nyinstallerede køkkenvask til at skylle natpottens indhold ud og dermed spare turen ned i gården. Resultatet var en epidemi af tilstoppede afløb, og kommunen indførte derfor krav om installation af vandlåse.

Alle de nye kloakledninger blev ført ud i havnen og Svanemøllebugten. Hvis kloaksystemet kun havde skullet bortlede regnvand – som det oprindelig var planen – havde det ikke været et problem. Men omkring 1890 var havnen forvandlet til en brun suppe, som nogle gange bredte sig helt ned i Køge Bugt, og fagbladet Ingeniøren beregnede i 1892, at tre fjerdedele af Københavns ekskrementmasse nu endte i havnen.

Da kunstgødning samtidig var blevet let tilgængelig, og da latringødningen både stank og var besværlig at håndtere, faldt et væsentligt argument mod indførelsen af vandklosetter væk.

Pløresund

Læger og ingeniører arbejdede i 1890’erne hånd i hånd om at bedre hovedstadens tilstand, der – som ingeniør A.C. Karsten i 1896 skrev i Ugeskrift for Læger – »er baade uholdbar og uanstændig for en By af Københavns Størrelse«.

WC’er var kommet for at blive, og det stod lysende klart, at udledningen af brunt vand i havnen og Svanemøllebugten måtte høre op. I 1893 var stadsingeniør Charles Ambt klar med en plan: Der skulle lægges afledende kloakledninger langs havnen, og byens spildevand skulle føres til en pumpestation på Kløvermarken ude på Amager, og derfra ledes videre ud i Øresund. Og det skulle samtidig være tilladt at slutte vandklosetter til kloaksystemet.

Den 22. februar 1897 kunne bystyret vedtage den plan om kloakering, som første gang var blevet foreslået i koleraåret 1853. Magistraten bevilgede de 3,2 millioner kroner til anlægsarbejdets første del.

Men forandringerne kom ikke fra den ene dag til den anden. I 1900 var der fortsat 30.000 lokumstønder at tømme, alene i København, og noget tilsvarende sås i landets øvrige byer.

Endnu i 1950’erne kunne man i de fleste byer efter mørkets frembrud møde »natmænd« i færd med at hente og tømme lokumstønder, og endnu i 1970’erne var der københavnere, der måtte deles med naboerne om et baggårdslokum (om end det var vandskyllet).

Ved at lede spildevandet ud på Øresunds dybere vand, mente man at have løst problemet. Det havde man også – for en tid. For naturligvis var det ikke holdbart, at København og landets øvrige fjord- og havnebyer fortsatte med at lede urenset spildevand ud på dybere vand efter devisen: Ude af øje, ude af sind – og naturen klarer resten.

Det var dog først efter, at Øresund i 1960’ernes revyviser var omdøbt til »Pløresund« , at man begyndte at etablere mere effektive rensningsanlæg, der gjorde andet og mere end af filtrere gamle gummistøvler og døde katte fra.

Blad nummer: 

Right side

af Konrad Melonik | 15/08
3 kommentarer
af Sarah Wåhlin-Jacobsen | 12/08
2 kommentarer
af Sebastian von Huth | 09/08
2 kommentarer
af Philippe Adam Grandjean | 08/08
5 kommentarer
af Rune Jacobsen | 06/08
5 kommentarer
af Anna Sofie Bech | 02/08
4 kommentarer
af Lars Bønløkke | 01/08
13 kommentarer
af Henrik Ib Nielsen | 01/08
2 kommentarer
af Jamila Stephanie Hussein Eriksen | 01/08
2 kommentarer