Da førstekirurgen blev andenoperatør

»Vi har store egoer, vi kirurger. Vi bilder jo os selv ind, at vi er de bedste til det, vi rører ved. At vi er uundværlige. Sådan var jeg også«, siger professor og overlæge Claus Høgdall fra Gynækologisk Klinik på Rigshospitalet, der er et af landets fem gynonkologiske centre, inden han sætter trumf på:

»Men jeg måtte til sidst erkende, at jeg ikke længere skulle være førstekirurg herinde«.

Siden ansættelsen som afdelingslæge i 1995 var det karrieremæssige mål for Claus Høgdall de store, svære operationer for ovariecancer. Han arbejdede målrettet mod subspecialiseringen blandt andet med flere ekspertuddannelsesophold på det anerkendte hospital i London St. Bartholomew`s Hospital.

Danmark havde brug for ekspertkirurgi og behandling. Danske kvinder havde dengang og i dag en af verdens højeste forekomster af ovariecancer. Og på daværende tidspunkt også en af verdens dårligste overlevelsesstatistikker.

Karrieresporet var derfor snorlige. Men tosporet. Foruden fokus på mestringen af de komplicerede kirurgiske teknikker var Claus Høgdall med til at køre forskning i ovariecancer på Rigshospitalet i gang. Han opbyggede forløberen for det, der i dag er Dansk Gynækologisk Cancer Database, og en forskergruppe omkring den.

Al viden tydede på, at kirurgens ekspertise i de særlige indgreb var vejen væk fra de dårlige danske behandlingsresultater:

»Jeg havde både internt i det faglige miljø og offentligt være fortaler for, at operatørerne skulle have mange af de helt store ovarieoperationer, vel 25-30 om året. Men da vi i midten af 00'erne kæmpede for det, troede jeg aldrig, at jeg selv skulle falde for grænsen«, siger Claus Høgdall.

Bomben

I årevis havde amterne været fløjtende ligeglade med Sundhedsstyrelsens anbefaling om, at de højt specialiserede indgreb - der dengang hed landsdelsfunktion - kun måtte foregå på de fem onkologiske centre.

Men i 2004 kom det frem, at amterne året før tillod indgrebene på hele 52 afdelinger [1, 2]. Bittesmå som store hospitalsafdelinger.

Sagen var så dårlig for amterne, de enkelte hospitaler og afdelinger, at de elektive ovarieindgreb allerede i 2007 var reduceret til at foregå på blot syv afdelinger [3]. Kun Horsens og Roskilde strittede fortsat voldsomt imod centraliseringstsunamien. Året efter valgte Horsens dog at efterleve Sundhedsstyrelsens krav.

Meningen var som med mantraet fra specialeplanen siden hen, at øvelse skal gøre mester, hvorfor det ikke er nok, at en kirurg på et mindre hospital har nogen erfaring med ovariecancer. Hvad nu, når han har ferie, og andre skal tage over. Er syg. Eller skifter job.

De komplicerede indgreb skal varetages af multidiciplinære team, hvor de særligt subspecialiserede og trænede kirurger på centrene skal have op mod 25-30 af de sværeste patienter mellem hænderne hvert år.

Selvom Rigshospitalet i dag officielt har otte gyn-onkologer med den rette kirurgiske ekspertise, der efterlever Sundhedsstyrelsens krav, er der reelt kun fire kirurger, der fører kniven ved de mest komplicerede ovariecanceroperationer, som afdelingen har omkring 100 af om året.

Tal frem for kniv

Mens den faglige centraliseringsstrid var mest betændt i midten af sidste årti, stod overlæge Klaus Høgdall ved et karriereskift.

Avanceret kirurgi og forskning havde i årevis kørt et fint parløb med mange arbejdstimer. Men grænsen var nået.

Et professorat afgjorde valget. Claus Høgdall skulle ikke være en af Rigshospitalets og dermed Danmarks få stjernekirurger inden for ovariecancer.

Databasearbejdet og forskningen skulle prioriteres endnu højere med titel af forskningsprofessor. Kirurgen lagde stjernerne på hylden.

»Det var en lang, svær proces at erkende. Men jeg begyndte ikke at kunne nå min volumen. Jeg skulle operere meget mere, hvis jeg skulle fortsætte som førstekirurg. Derfor måtte jeg træde et skridt tilbage og blive andenpilot. Overlade ansvaret til en anden. Hænderne blev langsommere og mere utrænede til de største operationer«, siger Claus Høgdall.

Han var blevet tilbageholdende med at foretage de mest aggressive indgreb. De indgreb, som topkirurger skal foretage, og som oftest fører til forbløffende behandlingsresultater, som det øvrige personale beundrer kirurgen for.

Hvor komplikationer for topkirurgen forklares med, at det også er de sværeste indgreb, ville lignende komplikationer for Claus Høgdall ifølge ham selv kunne føre til snak om, at han ikke længere havde det, der skal til.

Overlægen foretager i dag mange kirurgiske indgreb. Også for ovariecancer. Men ikke de svære. De spændende. Dem, der får de yngre læger til at svede. Og drømme. Og de erfarne til at møde på arbejde og forfølge faglige mål. Dem assisterer Claus Høgdall i dag, for han er halvt i klinik, halvt på kontoret fyldt med patientjournaler i store papirbunker på tredje sal.

Flere lever længere med ovariecancer

Centraliseringen fra kirurgisk indgreb på 52 afdelinger til, at ni ud at ti kvinder i dag behandles på et af de fem centre, har givet en markant stigning i femårsoverlevelsen.

50,6 pct. af de kvinder, der blev behandlet i perioden 2005-2007, var i live fem år efter. Det er netop dokumenteret i den seneste årsrapport fra Dansk Gynækologisk Cancer Gruppe Database. En forbedring på næste otte procentpoint siden årtusindskiftet.

Klinikchef på Gynækologisk Klinik, Rigshospitalet, og formand for Dansk Gynækologisk Cancergruppe (DGCG) overlæge Lene Lundvall, der sidder tre døre fra Claus Høgdall, er forståeligt nok stolt over resultatet.

Hun påpeger, at centralisering er en væsentlig, men ikke den eneste forklaring. De seneste ti års mangeartede tilgange er også væsentlige bidrag: De multidisciplinære konferencer, hvor mange specialer skræddersyr patientbehandlingen. Den aktive indsats for at få de opererede kvinder ud af sengen så hurtigt som muligt for at undgå komplikationer. Den forbedrede og mere aggressive kirurgi. Forbedret Pet/CT/MR-diagnosticering. De mange politisk forankrede kræftpakker. Store investeringsrammer. Forbedret kemoterapi. Pakkeforløbene. De kliniske retningslinjer. Databasearbejdet.

Alt samme sejre, små og store skridt mod en forbedret behandling, påpeger hun.

»De dage er forbi, hvor der står en dygtig kirurg alene i X-købing. Og heldigvis for det. Hele det backup, der er i forhold til indgrebene i dag, har flyttet rigtig meget. Og det havde man ikke for blot få år siden. Det er kombinationen af de mange kræfter og forskellige indsatser, der nu giver resultat«, siger Lene Lundvall og fortsætter:

»I dag i ambulatoriet havde jeg eksempelvis en kvinde på 75 år. Hende opererede jeg selv i 2003 med den nye aggressive teknik. Hun blev behandlet for udbredt ovariecancer stadium 3 C. Alt ondartet væv blev fjernet. Og det er først nu, hun får tilbagefald. Nu otte år efter skal hun have sin første kemo for recidiv. Hun er jo sådan set den gode historie om vores mangefacetterede tilgang«.

Nu gælder det internationalt niveau

Fire etager ovenover sidder centerdirektør for Juliane Marie Centret, Bent Ottesen, der selv har meget store aktier i de forbedrede overlevelsestal. Han var manden bag 2003-undersøgelsen, der dokumenterede de alt, alt for mange afdelingernes alt for få indgreb.

Han glæder sig over, at dansk indsats mod ovariecancer fra at have en af de dårligste overlevelser nu har en overlevelse på højde med resten af Norden. Bent Ottesen sætter nu to nye store mål for behandlingsindsatsen:

»Vi skal på niveau med de bedste amerikanske afdelinger, der har førertrøjen i ovariecancerbehandling. Samt bidrage til den forskning, der kan udvikle diagnostiske metoder, der kan spore ovariecancer tidligere«, siger han og fortsætter:

»Det kræver et massivt nationalt og internationalt fokus. Måske er det ambitiøst. Men jeg tror på, at når vi har flyttet os så meget, så hurtigt, så kan vi også nå de næste mål«.