En efterårsdag i 1719 gik en stærkt bevogtet fange med lænker på hænder og fødder i land på Bornholm. Den danske kong Frederik den 4. havde netop stadfæstet hans dom for grov bagvaskelse mod hans velynder (og kongens svoger), grev Christian Ditlev Reventlow.
Fangen var den tyskfødte læge, teolog og alkymist Johann Konrad Dippel (1673-1724). Hans dom lød på fængsel. Han kunne se frem til at rådne op på den smuldrende fæstning Hammershus.
Dippel var født på borgen Frankenstein ved Darmstadt i Tyskland. Han tilhørte ikke selv den gamle (og uddøde) Frankensteinslægt, som byggede borgen i 1200-tallet. Men han underskrev sig med »von Frankenstein«, da han i 1691 indskrev sig ved universitetet i Giessen for at læse teologi, medicin og jura.
På universitetet fik han ry for at være en skarpsindig teolog og forsker. Han var også en pralhals, der lod alle forstå, at han var klogere end dem. Dertil kom, at han var et stridbart gemyt, som altid kom i vanskeligheder og måtte tage flugten.
Dippel fik en vis succes som alkymist og kemiker. Der var ingen fin grænse mellem videnskaben og den spekulative alkymi. Også naturvidenskabsmænd som Tycho Brahe og Isaac Newton rodede med alkymistiske forsøg.
Ud over forsøgene på at fremstille guld af uædle metaller og brygge på en »livseliksir« eksperimenterede nogle alkymister også med at fremstille en homunculus (lat.: »lille menneske«).
Dippel ansås for en af sin tids mest lærde mænd. Han opfandt farven berlinerblåt og et sårhelende destillat af dyreknogler og brusk, som han mente var en livseliksir. Begge opfindelserne anvendes i dag, omend til lidt andre formål, end Dippel havde tilsigtet: Berlinerblåt er et kraftigt farvestof – men bruges også ved behandling af visse forgiftninger. Og det ildelugtende destillat kaldes i dag hjortetaksolie og bruges til at holde hunde, katte og rådyr væk fra haven.
Tiden var præget af en hidsig strid mellem Luthers protestantisme og dens yderliggående variant, pietismen. Som teolog polemiserede Dippel mod pietismen i hadefulde pamfletter. Siden vendte han 180 grader og angreb den lutherske protestantisme med samme energi. Han skaffede sig mange fjender, gik glip af en professoransættelse, og hans skrifter blev beslaglagt. Han blev fængslet flere gange og måtte på et tidspunkt flygte, mistænkt for at have dræbt en bekendt i en duel.
Da han havde diskvalificeret sig fra stillinger i kirken og universitetsverdenen, drog han til Berlin for at arbejde med alkymi og guldmageri. Her førte han sig frem med store armbevægelser. Han lejede et prangende palæ og viste sig ifølge en kilde ofte »i den kostbareste dragt, ledsaget af en negerdreng i fantastisk kostume«.
Det var under opholdet i Berlin, at Dippel udviklede sit berlinerblåt. Det var dog hans guldmageri, der fik fyrster og adelige i kronisk pengenød til at interessere sig for ham. Men i stedet for at udnytte den gunstige vind, kastede han sig igen ud i offentlig polemik og angreb en højtstående øvrighedsperson. Han blev arresteret men løsladt og flygtede i 1707 til Leiden i Holland, forklædt som svensk soldat. Her slog han sig ned, fik en blomstrende lægepraksis og tog den medicinske doktorgrad.
I perioder skjulte han sig fra forfølgere og kreditorer på sit fødested, Burg Frankenstein. Her havde han et laboratorium, hvor han ifølge lokale legender udførte gruopvækkende, medicinske forsøg.
På nogle områder var Dippel en videnskabelig foregangsmand – en fritænker og forløber for oplysningstiden. Men han lod sig opsluge af alkymiens obskure verden.
Dippel påstod bl.a., at han havde opfundet en maskine, der kunne overføre sjælen fra en krop til en anden, og at han kunne skabe kunstigt liv, og i modsætning til den senere Frankensteinmyte satte han ikke strøm til sammenrimpede kropsdele med et dramatisk maskineri. Men han kogte og destillerede muskler, knogler, hud, blod, hår og organer i store kedler – vistnok mest af dyr. Og rygtet gik, at han først tømte Frankensteins familiekapel for lig og derefter fortsatte med at stjæle lig på kirkegårde til forsøg med at skabe kunstigt liv.
Dippel eksperimenterede med nitroglycerin, som kan anvendes medicinsk, men i større doser også som sprængstof. Disse forsøg sluttede, da han havde sprængt borgens tårn i luften.
Den slags historier – og de makabre rygter om forsøg med døde – trivedes blandt de overtroiske landsbyboere. Dippel har utvivlsomt dissekeret og studeret anatomi, som det var blevet mode blandt videnskabeligt interesserede læger. Men blandt jævne folk var den slags Satans værk. Dippels fjender i kirken har uden tvivl udnyttet denne chance til at sværte hans rygte yderligere. De lokale stormede ikke slottet med fakler og høtyve, som i filmen. Men Dippel måtte igen tage flugten.
Flugten førte ham til Altona i Slesvig-Holsten, som hørte til det danske rige. Her residerede overpræsidenten, grev Christian Ditlev Reventlow, som var svoger til Frederik den 4., og som lige stod og manglede en guldmager. Danmark lå i krig med Sverige. Begge lande var i kronisk pengenød, og Reventlow og havde længe forsøgt at friste Dippel med store løfter. Han havde endda overtalt kongen til at udnævne Dippel til kancelliråd.
Dippel havde tidligere afvist tilbuddet, men nu lignede Altona hans eneste chance. Igen gik det fremad. Han blev en højt betroet embedsmand og brevvekslede endda med den danske konge om kirkelige sager. Men da han udgav skrifter og luftede idéer om religionsfrihed og ytringsfrihed, gik det galt. Det hjalp ikke, at Dippel også angreb sin velynder, grev Reventlow, og i et brev til kongen anklagede Reventlow og hans hustru for bestikkelse.
Kongen videresendte det famøse brev til Reventlow og beordrede Dippel fængslet. En kommission fandt ham skyldig i grov og grundløs bagvaskelse. Han fradømtes titlen som kancelliråd, bødlen skulle smide hans skrifter på bålet, og selv skulle han sættes i fængsel for livstid.
Dippel var 46 år gammel og i dyb unåde. Men indflydelsesrige venner formåede at mildne hans fængselsophold på Hammershus. Han fik lov at indrette et kemisk laboratorium samt virke som læge på øen. Det er også dokumenteret, at den danske konge, mens Dippel var fange på Bornholm, rådførte sig med ham om muligheden for at fremstille guld.
I 1725 skrev Dippel en lille afhandling om nogle gudebilleder – »guldgubber« – som var fundet på øen. Han mente, at guldgubberne, ligesom det store guldhorn, der var fundet i Sønderjylland, var lavet i det gamle Egypten, og at hornets sære figurer viste alkymistisk fremstilling af guld.
I 1726 fik Dippel lov til at forlade Bornholm – »dog således, at han skal rømme vore Lande og Riger og sig ingen Tid under hård Straf« måtte sætte fod i Danmark.
Det behøvede han heller ikke, for nu var der igen bud efter den tyske læge og alkymist. Det var den svenske konge, der kaldte ham til Stockholm – sikkert i håb om, at han kunne fremstille guld.
Men snart var den gal igen. Dippel kastede sig ind i den sprængfarlige kirkepolitik og grundlagde en sekt, som kaldte sig »dippelianere«. I løbet af ingen tid fik den svenske statskirke udvist ham.
Nu kunne man tro, at Dippel var nået til vejs ende. Men tilsyneladende havde den danske konge taget ham til nåde. Han opholdt sig ikke alene en tid i København, han optrådte tilmed som læge for medlemmer af hoffet.
Dippel var dog ikke helt tryg ved Reventlow, der ikke havde glemt hans forræderi, så snart var Dippel igen på farten. Denne gang slog han sig ned i Liebenberg i Harzen, hvor han fortsatte sine alkymistiske forsøg. Nu havde han endelig lært at holde sig fra teologiske slagsmål og helligede sig udelukkende alkymien. Men kirken har en lang hukommelse, og gejstligheden fik ham igen fordrevet.
Nu søgte Dippel tilflugt hos hertugen i Berleburg, som var en hvepserede af pietistiske sekter. Her rodede han sig ind i et klammeri med grundlæggeren af Herrnhut-bevægelsens, grev Zinzendorf.
Inden Dippel igen blev nødt til at flygte, døde han dog i april 1734.
Nogle kilder oplyser, at han døde fredeligt under et besøg på slottet Wittgenstein nær Berleburg.
Andre hævder, at man fandt hans lig i laboratoriet, efter at han havde gjort forsøg med en eliksir, som han påstod, ville gøre ham i stand til at leve, til han blev 135 år.
