Da Horsens lukkede kardiologernes kontor

STUEGANG  Det er en ganske almindelig fredag på Kardiologisk Afdeling på Hospitalsenheden Horsens. Og dog er alt anderledes, for personalet er i overført forstand blevet låst ude fra deres kontorer. Hvorfor? Fordi afdelingen vil gøre op med tendensen til, at læger og sygeplejersker udfører mere og mere af arbejdet med forberedelse før stuegang, dokumentation undervejs, opfølgning mv. inde på kontoret. Personalet skal bruge deres tid ude ved patienterne i stedet for inde på kontoret ved computerne.

Horsens har ligesom mange andre hospitaler investeret i it-udstyr, så klinikerne kan udføre meget af dette arbejde på patientstuerne. Det sker bare ikke i tilstrækkelig grad, for er det ikke nemmere lige at sætte sig ind på kontoret og ordne skærmarbejdet dér?

»Det er i hvert fald det, der let sker, og normalt ville jeg netop nu sidde på kontoret og forberede mig ved at gå patienter igennem over skærmen, og efter hvert besøg på en stue ville jeg gå tilbage til kontoret for at diktere, ringe til Skejby osv., før jeg tog fat på næste stue. Vi skal dokumentere mere og mere, så kontorarbejdet fylder efterhånden meget på bekostning af tiden hos patienterne. Men nu vender vi bøtten på hovedet og tager tre dage, hvor vi slet ikke tænder computerne inde på kontoret. Så må vi se, hvad der sker«, siger overlæge Karen Kaae Dodt, der har været hjertelæge i ti år.

Hvad der sker, vil snart vise sig, for lægen har givet Ugeskrift for Læger lov til at gå med på stuegang. Men først er der morgensang, og et klaver rulles ind. Snart gjalder sangen gennem afdelingen: »Og jeg drømte om atten svaner i nat/og såmænd også lidt om dig«. Flere og flere patienter kommer listende ud fra stuerne for at være med, og stemningen får et gevaldigt løft. Så rulles klaveret ud, og der er stuegang. Man fornemmer, at det her er et grundlæggende forsøg på at skabe en god atmosfære med tid til patienterne i en ellers travl hverdag.

»Det er jo ren retro«

»Før i tiden havde vi jo journalen med faneblade med under armen ind til patienten. Så faktisk er det ren retro, det her. Det er godt, for vi skal jo ikke være på kontoret; vi skal være hos patienterne«, siger Karen Kaae Dodt, mens hun gør de bærbare computere klar på den lille rullevogn sammen med sygeplejerske Mette Kjergaard-Jensen og lægesekretær Elsebeth Kristensen. Sidstnævnte er med, for der skal ikke dikteres til diktafon, men direkte til sekretæren, mens patienterne hører på.

»Ja, det er jo næsten som i gamle dage, da jeg skulle stenografere det, der blev sagt på stuerne«, bemærker Elsebeth Kristensen.

Så rulles computerne ind på stuen, og snart er dialogen i gang med patient Henning Frydensberg Hansen, der er indlagt efter at have haft en blodprop. Karen Kaae Dodt har ikke, som hun plejer, i forvejen forberedt sig inde på kontoret. Hun tjekker ind på den bærbare computer og bliver klogere, mens hun højt gengiver, hvad hun ser.

»Du har god iltning, og blodtrykket er fint. Har du brystsmerter?«, spørger hun. Det har patienten ikke. Dialogen fortsætter. Patienten skal skannes, og det bliver nødvendigt med undersøgelse af kranspulsåren. Den skal foretages på Skejby, forklarer lægen. Hun konfererer med sygeplejersken og aftaler, hvad der skal sættes i gang, og sygeplejersken taster straks et nummer ind på telefonen.

»Nu har jeg jo røget, siden jeg var seks år«

Så skal der dikteres til journal.

»Patienten velbefindende uden brystsmerter«, siger Karen Kaae Dodt og gør så et ophold, mens hun se på patienten. Han bekræfter igen, at han ikke har smerter.

»Nej, ikke i dag, men det havde jeg godt nok i onsdags«, siger han.

Der dikteres videre. Sekretærens fingre danser over tasterne, og de fire patienter på stuen er helt stille. De følger koncentreret med.

»Hvad med tobak?«, spørger lægen, da hun er færdig med at diktere.

»Tobak? Ja, hvad med det? Jeg har røget, siden jeg var seks år«, siger patienten. Alle på stuen griner. Overlægen tror ikke sine egne ører.

»Ja, det var jo lige efter krigen. Jeg skulle samle skodder til min far. Så skulle jeg jo lige se, hvad det var for noget«, fortæller patienten. Karen Kaae Dodt mener, at så er det nok på tide at sige stop. Det bliver der snakket en del om, og der dikteres til journalen, at der skal følges op på spørgsmålet om rygestop.

Besøget på stuen tager en time. Der er blevet brugt god tid på hver enkelt af de fire patienter, og da teamet ruller ud, er de færdige. Karen Kaae Dodt har været 100 pct. koncentreret om de patienter, hun har været hos. Alt er dikteret, og hvad der skulle sættes i gang af undersøgelser mv., er sat i gang.

»Normalt ville jeg nu gå tilbage til kontoret og diktere og følge op. Det skal jeg ikke nu. Patienten har været samarbejdspartner, vi har haft en god dialog; jeg inddrager patienten, og hvis jeg dikterer noget forkert om deres situation eller historikken, kan de med det samme afbryde, så det bliver rettet«, siger overlægen.

Større patientsikkerhed

Det var præcist, hvad der skete på stuen. Da hun dikterede, hvornår en patient var besvimet derhjemme på køkkengulvet, afbrød patienten. Det havde været en dag tidligere. Noget kan være vigtigt og andet mindre vigtigt, men det skal være korrekt, og Karen Kaae Dodt nævner også en anden vigtig gevinst ved konceptet med at lade så meget af arbejdet som muligt foregå på patientstuen:

»Hvis jeg går tilbage til kontoret for at dokumentere og følge op dér, bliver jeg ofte afbrudt. Dermed bliver risikoen for at lave fejl, alt andet lige, større, end hvis jeg uforstyrret gør mig helt færdig med den enkelte patient. Dermed er der også øget patientsikkerhed i denne måde at arbejde på«, siger hun.

For Karen Kaae Dodt er der dog en enkelt undtagelse, når det gælder arbejdet inde på stuerne:

»Der kan være tilfælde, hvor jeg har en mistanke om noget alvorligt på f.eks. et røntgenbillede, der først bør undersøges nærmere sammen med en røntgenlæge, før jeg drøfter det med patienten. Så er det ikke noget, jeg blot ,buldrer ud med‘ inde på stuen. Der er ingen grund til at skabe unødig ængstelse, og som læge skal man selvfølgelig hele tiden have i baghovedet, at man står hos patienten og ikke på sit kontor«.

Bortset fra det er Karen Kaae Dodt ikke i tvivl om, at tiden bruges bedst hos patienterne: Der er bedre partnerskab med patienterne og større patientsikkerhed; tid og resurser udnyttes bedre, og der skal ikke ”løbes mellem stue og kontor”. Desuden er der ingen dobbelt dokumentation, hvor både læge og sygeplejerske dokumenterer det samme, fordi den ene ikke har hørt, hvad den anden gjorde. Der bruges mere tid hos patienten, men der spares tid sammenlagt.

Men nu ikke mere snak, nu fortsætter den rullende stuegang til næste stue med de to computervogne:

»Godmorgen. Så er der stuegang!«

Måske også andre afdelinger?

På Kardiologisk Afdeling i Horsens har de allerede besluttet sig. Den nye ordning er kommet for at blive:

»Vi har haft en foreløbig evaluering efter de tre dage med slukkede kontorcomputere, og der var enighed om, at vi fortsætter i en justeret udgave. Blandt andet kan vi ikke helt afskrive muligheden for at bruge computerne på kontoret, selv om langt det meste foregår på stuerne. Desuden skal vi være helt sikre på, at den transportable it fungerer, og der skal overvejes nogle ergonomiske løsninger, så læge, sygeplejerske og sekretær ikke skal stå op under hele stuegangen«, fortæller afdelingssygeplejerske Kirsten Lysdahl, der har været en af initiativtagerne med opbakning fra innovationsafdelingen.

Hospitalets cheflæge, Jørgen Schøler Kristensen, håber, at ordningen på sigt kan udbredes til andre afdelinger, og han er fyldt med beundring for initiativet med »lukkede kontorer«:

»Kardiologisk Afdeling har den dristighed, der skal til for at prøve nye ting af, og de griber til handling, når der brug for det«, siger cheflægen.