»Da jeg startede, fyldte hiv og aids alt«

Hvornår vidste du, at du skulle være infektionsmediciner?

»Det gjorde jeg et halvt år efter, at jeg blev færdig som læge, men det var på mange måder lidt tilfældigt. Efter studiet vidste jeg mest, hvad jeg ikke skulle være, og da jeg i mit første vikariat på en reumatologisk afdeling mødte nogle infektionsmedicinere, så blev det ligesom det. Det, der tiltalte mig ved specialet, var, at det er et akutspeciale, hvor man skal træffe relativt hurtige beslutninger om meget forskelligartede sygdomme og patientgrupper. Det var også et meget dynamisk område, drevet af hiv og aids, da jeg kom ind i begyndelsen af 1990’erne. Det syntes jeg var spændende«.

Hvornår vidste du, at du skulle forske?

»Omtrent samme tidspunkt. Mit andet vikariat – på en infektionsmedicinsk afdeling – var knyttet op på mulig forskning med et oplæg om en ph.d.-afhandling. Aftalen blev, at jeg gerne ville arbejde klinisk, før jeg begyndte at forske, for lige at være sikker på, at specialet interesserede mig, før jeg bandt mig op på flere år. Et års tid efter, at jeg blev færdig som læge, var jeg helt sikker på, at jeg gerne ville både klinikken og forskningen«.

Hvad handlede din første forskning om?

»Det var pneumocystosis-lungebetændelse, som jeg også endte med at skrive disputats om. En lungebetændelse forårsaget af svamp hos hiv-smittede, som var meget udbredt på det tidspunkt. Det gav rigtig meget mening at forske i, da det var en klinisk problemstilling, vi stod med hver dag«.

Hvad har forskningsmæssigt optaget dig mest i dit arbejdsliv?

»Det, der har betydet mest for mig, var at blive en del af klinisk afprøvning af nye lægemidler i forhold til hiv og aids. Da jeg startede, var der jo meget lidt, man kunne gøre, og det var en dødsdom for de ofte meget unge patienter, vi havde indlagt på afdelingen. Jeg blev studielæge på et projekt, der i blændede forsøg testede ny behandling, og det var jo helt tydeligt, at behandlingen pludselig virkede, fordi nogle fik det bedre og tog på i vægt. Det var en meget stærk oplevelse at finde ud af, at udviklingen af nye lægemidler – som er de samme, som vi bruger i dag – faktisk kunne betyde så meget. Når vi lavede forskning, betød det jo også, at vi havde adgang til lægemidlerne år før, de blev godkendt og tilgængelige. Laboratorieforskning og epidemiologiske studier er også både vigtige og sjove at lave, men det har ikke på samme måde en direkte effekt som at prøve en behandling, som så rent faktisk virker. Det gør selvfølgelig oplevelsen endnu stærkere, når vi snakker om en dødelig sygdom«.

Hvad er det største gennembrud inden for dit speciale i dit arbejdsliv?

»Jamen, det var at gøre hiv og aids til en kronisk sygdom frem for en dødelig sygdom. Jeg plejer at sige til nye patienter, at hvis jeg var dem, ville jeg hellere have hiv end f.eks. sukkersyge, fordi behandlingen er blevet så effektiv og har så få bivirkninger. Det er jo helt tilbage i 1997, så det var relativt tidligt i min karriere«.

Hvilken begivenhed har haft den største betydning for dit arbejdsliv?

»Pandemien. Det er den enkeltstående begivenhed, som har haft mest indgribende betydning for både mit professionelle og private liv. Den betød, at jeg pludselig brugte utrolig meget tid på forskelligartede færdigheder, jeg havde tillært mig gennem karrieren, på samme tidspunkt over for noget ukendt. Det var utrolig meningsfuldt. Jeg behøver ikke flere pandemier. En er rigeligt. Men professionelt ville jeg ikke have været foruden den oplevelse. Men det fyldte jo alt, og det er måske først for et års tid siden, at hovedparten af de projekter, vi satte i værk på det tidspunkt, er blevet afsluttet«.

Hvad er den største misforståelse eller myte inden for dit speciale?

»Det er nok, at infektioner i den moderne verden er noget, vi altid kan behandle os ud af, og at det derfor ikke er en trussel på samme måde, som det var før«.

Hvilket forskningsspørgsmål så du helst, at man – realistisk – kunne finde et svar på inden for dit speciale?

»Det er at få løst den antibiotiske resistensudvikling, som vi ser i øjeblikket, og som anses som en kæmpe trussel uden for Danmark. Mange steder i verden bevæger de sig hen imod en tid, hvor de antibiotiske midler, vi har, ikke længere er virksomme. At få løst det problem, som faktisk nogle steder fører til mere sygdom og død end f.eks. kræft, er det vigtigste i mit speciale. Men ikke noget vi alene skal løfte. Det er en kæmpe udfordring, fordi det er ikke løst ved at opfinde en pille. Nærmere tværtimod. Det kræver en multidisciplinær tilgang både i den medicinske verden, men også politisk, og kræver store adfærdsændringer globalt set. Alle er involveret i det projekt, om de er klar over det eller ej«.

Hvad er den største forskel på dit speciale, fra du startede til i dag?

»Da jeg startede, fyldte hiv og aids alt. I dag er det jo kun en lille flig af det, vi laver. Det betyder også, at specialet har fået øjnene op for de mere almindelige infektioner, som rammer langt flere mennesker på daglig basis, og at det, hvis vi vil gøre en forskel, kræver en specialistbehandling«.

Hvilken videnskabelig artikel ville du ønske, at du selv havde skrevet?

»Chang Y, Cesarman E, Pessin MS, et al. Identification of herpesvirus-like DNA sequences in AIDS-associated Kaposi's sarcoma. Science. 1994;266(5192):1865-9. Godt nok en ældre sag, men metoden var relativ ny på det tidspunkt – PCR – og anvendt på en innovativ måde. Man opdagede et hidtil ukendt herpesvirus, viste at en kræfttumor skyldtes et virus og lagde dermed vejen for en ny behandling. What’s not to like for en infektionsmediciner?«.