Da det i 1884 lykkedes den første kvinde at tilkæmpe sig ret til en universitetsuddannelse i Danmark, var det ved det medicinske fakultet, at gennembruddet skete. Og måske er det tilfældigt – men da et medlem af Danmarks jødiske minoritet for første gang opnåede retten til at disputere og opnå doktorgraden, var det også det medicinske fakultet, der viste vejen.
Københavns Universitet var en kristen anstalt. Det blev oprettet ved en pavelig bulle i 1479 med et teologisk, et juridisk, et filosofisk og et medicinsk fakultet. Øverst i hierarkiet stod det teologiske fakultet, og det ændredes ikke ved reformationen i 1536.
De første jøder kom til landet i 1600-tallet. Indtil da havde danskerne kun hørt om jøder, når præsten fra kirkens prædikestol beskrev dem som Djævelens yngel og skyldige i Jesus’ død. Men da Christian 4. havde oparbejdet en enorm statsgæld, indbød han velstående jødiske familier til at slå sig ned i Danmark. Frem til slutningen af 1800-tallet, da flere kom hertil under pogromer i Rusland og Østeuropa, udgjorde det jødiske mindretal højst 2.000 personer.
I 1770 søgte Hertz Mendel Raphael om tilladelse til at blive immatrikuleret ved universitet for at studere medicin. Han fik et kontant svar fra Konsistorium, som »finder ham ikke aleene ukyndig, men frygter for, at hans foregivende er ikkun en prætext, for at kunne (…) opholde sig her i Landet«. Man vil derfor ikke anbefale »denne Jødes Ansøgning«.
At studere medicin og opnå eksamen gav ikke i sig selv ret til at praktisere som læge. Dertil krævedes doktorgraden, så selv hvis Raphael havde fået adgang til studiet, havde han næppe fået lov til at disputere. Faktisk havde Konsistorium tidligere givet afslag – nemlig til den indvandrede jødiske læge Simon Salomon Polac, som i 1764 havde søgt om at måtte disputere for den medicinske doktorgrad. Og Konsistorium anstrengte sig ikke for at holde kammertonen. I begrundelserne for afslaget lød det, at jøderne »er den christelige Religions Bespottere«, og som doctor medicinæ ville en jøde få adgang til syge, hvor han så kunne bagtale kristendommen. Desuden kunne »en Jøde Doctor (…) blive den Døende i hans Dødsøjeblik til scandal« – og derfor bør »Monsr. Polak« ikke få adgang til doktorgraden. I øvrigt ville en dispensation bare åbne en ladeport for jøder, der ville søge ind i andre videnskaber og blive professorer eller opnå andre embeder – »og hvem ser icke, hvor farlige Suiter, sligt kunne have?« Doktorudnævnelser sker »i Helligåndens navn«, og en jødisk doktor vil derfor være en gudsbespottelse – basta!
Således talte man om jøderne i den lærde verden, hvor teologerne svingede taktstokken. Men i det medicinske fakultet var stemningen mere åben, for her fik Simon Polac, trods manglende doktorværdighed, tilladelse til at praktisere i København. Det gjorde han i nogle år – og så kom kongens livlæge, Johann Struensee, til magten.
Som tilhænger af oplysningstidens idéer havde Struensee ikke høje tanker om det bagstræberiske præstestyre. Til teologernes forargelse omdannede han kirkerummet på Frederiks Hospital til sygestuer for patienter med kønssygdom. »Og så kan han vel også imødekomme mit ønske om at disputere«, må Polac have tænkt. For han ansøgte igen.
Denne gang fik ansøgningen kongens (dvs. Struensees) anbefaling. Konsistorium fik klar besked: Herefter skal akademiske grader gives til de bedst egnede uden skelen til religion. Struensee havde sat en klar grænse mellem videnskab og religion. Det var en krigserklæring mod både universitetet og den lutherske kirke, og dermed havde Struensee skaffet sig endnu flere magtfulde fjender, end han allerede havde. Og som bekendt – og desværre for Polac – blev Struensee kort efter væltet. Polac blev aldrig doktor.
På samme tid praktiserede mindst to andre jøder i København. En af dem var Salomon Theophilus de Meza. Han var født i 1727 i en lægeslægt i Amsterdam og var blevet dr. med. i Utrecht. Han slog sig ned i København, hvor hans to yngste sønner studerede medicin. Den tredje og ældste studerede kirurgi, men døde, før han fuldførte studiet.
Den næste søn, Zadig, blev immatrikuleret i 1771 af et enigt medicinsk fakultet. Da han i 1775 havde fået sin eksamen, anmodede fakultetet Kancelliet (en slags all-round indenrigsministerium) om, at ikke bare Zadig, men alle efterfølgende medicinere »af den Iødiske Religion« – fra nu af måtte få samme tilladelse. Men Konsistorium afviste at lade andre end kristne promovere til doktorgraden, thi det »kunde medføre Forargelse og andre skadelige Følger« at lade dem praktisere blandt lutherske kristne. Kancelliet var uenigt, og striden endte med, at Konsistorium måtte bøje sig. Da Zadig de Meza den 16. oktober skulle til eksamen, meldte han dog afbud pga. sygdom. Medicinhistorikeren Gordon Norrie gætter på, at han frygtede ubehageligheder. I hvert fald fik han aldrig doktorgraden i Danmark, men rejste til Tyskland og tog den. Desværre døde han kort efter – og Danmark havde endnu ikke fået sin første jødiske dr. med.
Den yngste af de Meza-sønnerne, Jacob, tog i 1781 den medicinske kandidateksamen med topkarakter. Hans far søgte allerunderdanigst om tilladelse til, at hans eneste levende søn måtte promovere til doktorgraden. Og denne gang var Konsistorium medgørligt. Tilladelsen blev givet, og den 29. april 1783 blev han som den første jøde dr. med. ved Københavns Universitet.
Der var dog én hage ved tilladelsen: Den var givet til Jacob de Meza personligt. Sikkert, fordi gamle Theophilus de Meza efter sin kones død i 1783 lod sig døbe i den kristne tro og antog navnet Christian Julius Frederik de Meza. Hvorom alt er: Tilladelsen gjaldt ikke jøderne i almindelighed. Få år senere, 1788, blev universitetets fundats dog ændret, så jøder kunne tage doktorgraden.
Hermed var ét slag vundet – men kampen fortsatte: For at blive ansat som underviser skulle man bekende sig til den evangelisk-lutherske tro. Dog kunne der dispenseres for en ansøger med særlige kvalifikationer, selv om han bekendte sig til »en anden Kirke«. Hvad dét betød, skulle afgøres i 1843, da den ene ansøger til et lektorat var den jødiske dr. med. og fremragende videnskabsmand Adolph Hannover. Den anden var den lige så kvalificerede Carl Emil Fenger.
Nu var Fanden løs. For hvad mentes der egentlig med »en anden Kirke«? Skulle det forstås som en anden, kristen trosretning – f.eks. katolicismen? Eller kunne det også omfatte jøder? Kancelliet og Konsistorium mente, at der nok ikke mentes jøder. I Hannovers tilfælde var man dog villig til at dispensere – men med den betingelse, at han ikke skulle have adgang til at indtræde i Konsistorium.
Universitetsdirektionen bemærkede, at man i 1788 næppe havde tænkt sig at inkludere jøderne. Men siden da var jødernes stilling i samfundet ændret: »Israeliter« udmærkede sig inden for videnskaberne og måtte have mulighed for at konkurrere om stillinger på lige fod med kristne. Konsistorium skulle dog forblive lukket land, da det ville »være upassende at en Jøde var Medlem af Konsistorium, da dette paa Universitetets Vegne har Patronatet over to af Hovedstadens Kirker«.
Ved stillingskonkurrencen skulle ansøgerne besvare en række videnskabelige spørgsmål. De eksaminerende professorer fandt, at både Fenger og Hannover var gode, men Fenger vandt dog lektoratet med et mulehår. Skyldtes det Hannovers jødiske tro? Under alle omstændigheder opnåede Hannover en strålende karriere som læge og forsker, statsråd og medlem af Videnskabernes Akademi, Ridder af Dannebrog og æresdoktor ved Groningen Universitet.
Endnu havde Københavns Universitet til gode at få sin første jødiske professor. Ganske vist havde filosof og økonom C.N. David tidligere været ansat som professor i nationaløkonomi. Men det tæller ikke rigtig med, for da han søgte i 1824 og 1826, havde han fået afslag. Først i 1830, da han havde ladet sig døbe i den lutherske tro, blev han ansat som professor. (Og da han i 1834 skrev kritisk om enevælden i den liberale avis Fædrelandet, hævnede kongen og Kancelliet sig ved at afskedige ham igen).
Både Hannover og overlæge ved Almindeligt Hospital, Ludvig I. Brandes, opnåede at blive udnævnt som »titulær professor« i henholdsvis 1856 og 1869. Der var dog tale om ærestitler til »fortjenstfulde mænd«, som ikke indebar en universitetsansættelse. Det er derfor uklart, hvem der egentlig som den første jøde blev ansat i et professorat ved Københavns Universitet.
Hvis du som læser af Ugeskrift for Læger ved det, hører redaktionen gerne fra dig.
Gordon Norrie: Jødernes Kamp for Adgangen til Universitetet og den Medic. Doktorgrad i Danmark. (Kbh. 1892)
Concurrencerne i det medicinske Fakultet. Uddrag af Universitetets Aarsberetninger. (Kbh 1886)
