Skip to main content

Da lægen blev lønarbejder

For nylig fortalte Ugeskriftets historiske sider om lægers løn- og arbejdsforhold i slutningen af 1800-tallet. Var det mon blevet bedre i 1930’erne?
Smalhals eller ej – den unge læge og den medicinstuderende måtte være velklædt. De fire elegante herrer i Illums sommerkatalog 1935 er iført  »Tweed-Jakke og specielle Flonels-Kamgarns Benklæder til henholdsvis 65,00 og 36,50 Kr.Billede: Det kgl. Bibliotek
Smalhals eller ej – den unge læge og den medicinstuderende måtte være velklædt. De fire elegante herrer i Illums sommerkatalog 1935 er iført »Tweed-Jakke og specielle Flonels-Kamgarns Benklæder til henholdsvis 65,00 og 36,50 Kr.Billede: Det kgl. Bibliotek

Klaus Larsen, kll@dadl.dk

21. apr. 2021
6 min.

I 1935 tjente en faglært arbejder i gennemsnit 1,55 kroner i timen. Arbejdstiden var 48 timer om ugen. Månedslønnen har derfor været ca. 300 kroner.

På samme tid tjente den unge 2. reservelæge Jørgen Wendelboe-Jørgensen 180 kroner om måneden plus gratis frokost på Københavns Kommunehospital. Heldigvis var han godt gift: Hans kone Laura var handelsuddannet med en månedsløn på 200-250 kroner om måneden. Så lægen klarede sig trods alt nogenlunde, når han eller hun ellers var i arbejde, hvad der ikke var en selvfølge.

Tøj på afbetaling

Men smalhals eller ej – lægen og den medicinstuderende måtte se ordentlig ud i tøjet. Ganske vist kom en stor del af de medicinstuderende og nyuddannede læger fra velstillede hjem, men også her mærkede man, at det var krisetider, og når garderoben skulle fornys, kunne det være nødvendigt med en afbetalingsordning – især, hvis man var studerende, og SU ikke var opfundet.

I januar 1937 skrev bladet Medicineren om prisen for at være velklædt. Afbetaling var ikke et ukendt begreb, men sådan en ordning kostede dyre renter. Medicineren kunne imidlertid oplyse, at den københavnske herreekviperingsforretning English House ved Nørreport kunne tilbyde studerende at betale i ti månedlige rater – rentefrit. Til bladet fortæller indehaveren, at man »for en kneben maanedlig Sum skal kunne klæde sig, saa man ikke stikker for meget af fra Omgivelserne«. Regnestykket ser ifølge English House sådan ud:

»Hvis man regner med et aarligt Forbrug af et Sæt Tøj, ½ Overfrakke, 1/4 Smoking, 6 Skjorter, 6 Par Sokker, 1 Hat, bliver den maanedlige Udgift ca. 25 Kr. (…) Og hvis man saa ofrer en Oppresning i Ny og Næ for det ringe Beløb Kr. 1.50 og desuden er omhyggelig med sit Tøj, d. v. s. børster det og hænger det paa Bøjle hver Aften, er man sikker paa at faa Velklædthedens Prædikat paa sig«.

Konen tjente mest

Som færdiguddannet læge var man lidt bedre stillet. Efter turnus og værelser på provinssygehuse blev Jørgen Wendelboe-Jørgensen i 1936 ansat som 2. reservelæge på Københavns Kommunehospital. Han kom selv fra den lavere middelklasse og var gift med Laura, som var datter af en håndværksmester. Begge var født og opvokset på Nørrebro.

Parret boede i en beskeden, men moderne toværelseslejlighed i Rådmandsgade 42A på Ydre Nørrebro. Huslejen var 75 kroner om måneden. Men så var der også centralvarme, varmt vand og badeværelse med brusebad. Til køkkenet hørte et spisekammer, og der var tre gasblus på et bord, men ingen ovn. I sammenligning med tidens norm var det en god boligstandard. Det almindelige var, at man de første år efter turnus boede på et værelse, som hospitalet stillede til rådighed.

En 2. reservelæge var dårligt lønnet. Med 180 kroner om måneden tjente Jørgen mindre end en portør. Men Laura tjente også penge. Det var usædvanligt for en lægefrue, og som butiksansat tjente hun endda mere end sin mand – 200-250 kroner om måneden.

Da der ikke var børn, kunne de spare sammen til at indrette boligen smagfuldt. Det tog Laura sig af. Hjemmefra var hun opflasket med sans for godt håndværk. Hun købte gode snedkermøbler, boligtekstiler og lamper af PH. Efterhånden blev der også råd til et klaver.

Man klarede sig med cykler, både til hverdag og på søndagsture med vennerne. Men en årlig udlandsrejse var der råd til, og i 1938 gik turen med bil til Balkan og Norditalien med et par venner. Samme år lysnede det for økonomien, da Jørgen fik en uddannelsesstilling ved Kommunehospitalet.

Natlæge med telefon og bil

Lønnen var stadig ikke imponerende, men da Jørgen også fik en fod indenfor som natlæge på Østerbro, kunne han tjene gode penge ved siden af. På grund af natlægearbejdet måtte parret have telefon: Nummer Taga 1680. På en god nat med fem sygebesøg kunne Jørgen tjene 90 kroner. Så blev der også råd til en rengøringshjælp, der kunne aflaste Laura, som stod for indkøb og madlavning.

Wendelboe-Jørgensens må have haft gode kontakter, for det lykkedes at få fat i en af de eftertragtede, moderne lejligheder i Borgmester Jensens Allé – en treværelsers i nr. 10 med centralvarme, indmuret badekar, spisekammer med isskab og køkkenvask af rustfrit stål. Og selv om huslejen på 110 kroner om måneden var relativt høj, blev der snart også råd til en bil, så Jørgen kunne passe sit bijob som natlæge. Han kunne få eget arbejdsværelse med et skrivebord, der var bygget af Lauras bror, som var møbelsnedker, flere designermøbler, et ægte tæppe og nok en PH-lampe.

Den attraktive bolig var dog ikke nok til at holde på Wendelboe-Jørgensen: Da han blev speciallæge i 1941, flyttede parret til Odense, hvor Jørgen nedsatte sig som praktiserende neurolog.

Arbejdsløse læger

Jørgen og Laura Wendelboe-Jørgensen klarede sig godt, men for de fleste var 1930’erne en hård tid. Arbejdsløsheden var på et tidspunkt 30 pct., og mange levede på sultegrænsen. Ved den store socialreform i 1933 havde man ganske vist afskaffet den ydmygende fattighjælp, der førte til tab af borgerlige rettigheder. I stedet fik man – på visse betingelser – ret til offentlige ydelser. Og var man forsikret i en a-kasse, kunne man modtage understøttelse i 200 dage, inden man var henvist til offentlig forsorg.

Også de yngre læger mærkede arbejdsløsheden. Efter at Aarhus Universitet var blevet etableret og havde fået et medicinsk fakultet, var produktionen af læger øget mærkbart. Fra 1934 til 1940 var i gennemsnit 10 pct. af de nyuddannede læger uden beskæftigelse. Der kunne være op til 70 ansøgere til et stillingsopslag.

I 1934 lykkedes det at forhandle sig frem til, at turnuskandidater skulle have en løn på mindst 120 kroner om måneden. Nu behøvede de ikke nøjes med kost og logi på sygehuset. Fra 1935 fik de unge læger endda – trods hård modstand fra overlægerne – ret til et par ugers ferie. Overlægerne fik dog forhindret, at kandidater, der gik i bunden vagt, fik et ugentligt fridøgn.

Lægen bliver lønarbejder

I 1930’erne skete et gradvist skift i lægernes status og i deres selvopfattelse. Med den store vækst i den offentlige sygehussektor og fremkomsten af magtfulde, statsanerkendte sygekasser agerede lægerne i tiltagende grad ikke længere som individer i forhold til den enkelte patient, men som samlet gruppe over for de stærke modparter: stat og sygekasser.

Lægeforeningen optrådte mere og mere som fagforening, og da der lød harmfulde protester fra politisk side, replicerede Lægeforeningen, at lægerne vel måtte have ret til at organisere sig for at varetage deres interesser – »en Ret, som dog ikke nægtes andre Lønarbejdere«. Denne formulering findes i Lægeforeningens jubilæumsbog fra 1932. Det er formentlig første gang, at lægerne omtaler sig selv som lønarbejdere – og tilmed sidestiller sig med »andre Lønarbejdere«. Bogen advarer om, at lægerne ikke må blive »en økonomisk deklasseret Samfundsklasse«.

Paradokset var, at lægernes samfundsmæssige betydning på den ene side var i kraftig vækst; og på den anden side følte de sig samtidig »deklasseret« – ja, en del af standen måtte endda tage plads i køen af arbejdsløse. Man var ikke længere et liberalt erhverv med markedsbestemte honorarer. Flertallet af læger var nu blevet økonomisk afhængige af det offentlige og måtte kæmpe for deres arbejdsvilkår og sociale status: Lægernes økonomi var nu noget, der afgjordes i overenskomstforhandlinger med staten og sygekasserne.

Referencer

Litteratur:

  1. Medicineren nr. 1, 1937

  2. Birgit Vorre: ”Et hjem fra 1930’erne”. (Nationalmuseets Arbejdsmark, 1999).

  3. Jubilæumsskrift: ”Den Almindelige Danske Lægeforening 1857-1957”, s. 401 ff.