Ikke for at pege fingre. Men hvis man mangler et videnskabeligt begrebsapparat, ikke besidder det, vi i dag betragter som selvfølgelig viden, og hvis man heller ikke har redskaberne – mikroskoper, laboratorier etc. til at skaffe sig denne viden – ja, så er man på Herrens mark.
Hvordan skal man for eksempel begribe en sygdom, forklare dens årsager og dermed have en chance for at forebygge eller behandle den? Et godt eksempel er skørbugen.
I dag er det børnelærdom, at skørbug er en mangelsygdom, at den skyldes mangel på C-vitamin og nemt kan forebygges og kureres ved at spise frugt og grønt.
Selve ordet skørbug har sin oprindelse i det oldnordiske ord skyrbjugr, som er afledt af ordene for henholdsvis surmælk, skyr, og hævelse: bjugr. For megen mælkemad og for få grøntsager.
Hollænderne kalder sygdommen scheurbuik, tyskerne siger skorbut og englænderne scurvy. Sygdommens latinske betegnelse er scorbutus.
Vores norrøne forfædre kan derfor med rette prale af at have navngivet den frygtede sygdom, som blev kaldt »havenes pest«, og som formentlig har dræbt flere søfolk end fjendens kugler.
En teori går ud på, at så længe vikingernes skibe navigerede kystnært, havde de nem adgang til friske forsyninger, herunder frugt og grøntsager. Først, da skibene udviklede sig til oceangående fartøjer, og togterne holdt skibene i søen i uger og måske måneder, gik det galt.
Det fortælles i Torsten Hvides saga fra 900-årene, at Torsten under en overfart til Island »fik en sygdom, som man plejer at kalde skørbug«, og at en mand, som hed Einar, af den grund gjorde nar ad ham. Torsten blev rask igen og opsøgte Einar og kvitterede for hans forhånelser, da han rimeligt nok »stødte til Einar med sværdet og gennemborede ham«.
Forestillingen om, at vikingerne fik skørbug i større omfang, er dog, ifølge nogle forskere, forkert. Selvom de hverken havde appelsiner eller citroner, var der rigeligt med C-vitamin i mange af de kostemner, vikingerne havde adgang til: ærter, løg, æbler, som kunne tørres, bær og peberrod, som alt sammen indgik i en vikingediæt, indeholder pæne mængder af det livsvigtige stof. Det samme gør skærmplanten kvan, som vokser vildt overalt i Norden, fra Danmark til Grønland. Vikingerne har uden tvivl haft kendskab til plantens gode virkning.
Den sunde og varierede kost har naturligvis primært været forbeholdt de bedrestillede, mens fattigfolk og trælle ofte har været fejl- og underernærede. De vikinger, som hærgede og erobrede England og Irland, har næppe hørt til de mest skravlede. Og vi kan ikke med sikkerhed vide, om skørbug var et problem på deres togter. Derimod har skørbug med stor sandsynlighed plaget dem, der blev tilbage i Danmark og Norge – i hvert fald de af dem, som ikke havde adgang til en C-vitaminholdig diæt.
I dag forbinder vi især skørbug med søfolk i sejlskibenes tid. Men sygdommen hjemsøgte i høj grad også den landfaste del af befolkningen. »Land-skørbug« var en almindelig diagnose i 1700-tallets Danmark og Norge. Dette kan dog være en misforståelse. At stille diagnoser var dog en svævende og usikker disciplin, og lægerne så skørbug alle vegne: I 1600-tallet fastslog den engelske læge Thomas Sydenham, at »ignorante læger« bl.a. giver skørbug skylden for de »lidelser og symptomer, der ofte skyldes deres egen uduelighed«, og 100 år senere skrev den svenske botaniker og læge Carl von Linné i sin afhandling om skørbug (1775), at »lige som Mennesker skyder al Elende paa Adam og Eva, saa giøre og Medici. Naar de ikke forstaa Sygdommen, saa er det Skiørbug«.
Ved Æbelholt Kloster er udgravet omkring 800 skeletter. Mange bar præg af spedalskhed. Men 28 viste spor af skørbug. Noget lignende ses hos skeletter fra Øm Kloster.
Både hære, der belejrede en by i længere tid, og byens indbyggere kunne blive ramt af skørbug.
Roskilde Årbogen omtaler, at Stockholms forsvarere i 1502 ramtes af »Hunger oc Sciufferbug«. Omkring 1550 skriver Olaus Magnus i sin Historia om »en slags feltsyge, som hærger blandt belejrede og indesluttede. Den ytrer sig ved, at lemmerne hæver op, idet kødet ligesom bliver følelsesløst, og [huden] giver efter som blød voks, når man trykker på den med en finger; tænderne bliver løse, som om de vil falde ud, hudfarven bliver blåbleg, og der indtræder døsighed sammen med væmmelse og modvilje mod lægemidler. Sygdommen benævnes på landets tungemål skørbug (schoerbuch)«.
Olaus Magnus mener, at sygdommen skyldes indtagelsen af salt og svært fordøjelig mad.
Når sygdommen optrådte, hvor mange mennesker var samlet – på et skib, i en hærstyrke eller en belejret by – var det i en præbakteriologisk tid nærliggende at tro, at der var tale om en epidemisk, smitsom sygdom.
Den danske læge og medicinhistoriker F.V. Mansa (1794-1879) mente, at skørbug ankom til Europa sammen med syfilis i slutningen af 1400-tallet, og at den spredte sig fra Nordtyskland til Danmark.
I begyndelsen af 1600-tallet gav kong Christian den Fjerde sin søofficer Jens Munk til opgave at finde den sagnomspundne nordvestpassage, en genvej til Indien nord om Amerika.
Da Jens Munks lille eskadre nåede Hudson-bugten, kunne den ikke komme videre. Ved mundingen af Churchill-floden måtte man etablere vinterhavn. I løbet af vinteren døde 61 mænd af skørbug. Kun Jens Munk og to mand af besætningen overlevede og kunne vende hjem. I Jens Munks dagbog finder man en udførlig beskrivelse af sygdommen, dens symptomer og udvikling og indvirkningen på mandskabet.
Den engelske skibslæge James Lind får som regel æren for i 1747 at opdage citrusfrugten som universalmidlet mod skørbug. Han opdagede i virkeligheden kun det, som duelige skippere havde vidst i århundreder: at der fandtes både forebyggelse og kur for sygdommen. Da Jens Munks besætning viste begyndende tegn på skørbug, sendte han folk i land for at plukke multebær, stikkelsbær, enebær og andre frugter. Han vidste ikke, at de indeholdt C-vitamin – men som mange andre søfarere var han klar over, at de havde en god effekt på »havets pest«. Desværre blev vinteren streng, og det var ikke længere muligt at finde de frelsende bær. Én for én bukkede mandskabet under.
Historien om James Linds sene opdagelse af citrusfrugt som kur mod skørbug er velkendt og behøver ikke gentages her. James Lind var som sine kolleger af den faste overbevisning, at skørbug som de fleste andre sygdomme skyldtes ubalance mellem kroppens væsker og måske noget i luften eller diæten. Behandlingen ville i ni af ti tilfælde bestå i at årelade (og dermed forværre den syges tilstand).
Søfolkene var praktiske mænd. Da den opdagelsesrejsende Jacques Cartier i 1534 udforskede St. Lawrence-floden i Canada, beordrede han skibslægen til at obducere en matros, som var død af skørbug; måske kunne man ad den vej finde en årsag og en behandling. Det lykkedes ikke. Til gengæld kunne de lokale indianere lære Jacques Cartier noget: De kogte nemlig saft, blade og bark fra et bestemt træ til en slags suppe, som de drak hver anden dag. Jacques Cartier tog idéen til sig, og snart forsvandt skørbugen fra hans mandskab, og »alle dem af os, som brugte det, genvandt ved Guds hjælp vort helbred«.
Da den engelske opdagelsesrejsende og admiral Richard Hawkins i 1593 stak i søen med kurs mod Sydamerika, blev mandskabet efter to måneder til søs angrebet af skørbug. Hvad kunne det skyldes? Richard Hawkins nedfælder i sine optegnelser alle de gængse årsager, som indgik i tidens medicinske teorier: den dårlige luft på mandskabsdækket, skibenes fordærvede bundvand, den salte kost, det rådne ferskvand om bord og dårlig personlig hygiejne.
Det var naturligvis alt sammen forkert. Til gengæld vidste Richard Hawkins – 150 år før James Lind – at saften fra appelsiner og citroner var den bedste kur: »Dette er en vidunderlig hemmelighed, at Gud ved sin magt og visdom har gemt en så stor og ukendt god egenskab i denne frugt, som er et sikkert middel mod denne sygdom«. En hemmelighed, som flere af tidens søfarende også kendte til.
Søfolk vidste bare bedre. Men de havde heller ikke studeret de årtusindgamle medicinske dogmer, som blev holdt i hævd af datidens universitetsmedicin og betragtet som hellig skrift, som man ikke kunne rejse tvivl om.
