Content area

|

Da Tysklands læger blev nazister

Flertallet af Tysklands læger meldte sig ind i nazistpartiet allerede før Hitlers magtovertagelse i 1933, og mange deltog i medicinske forsøg på fanger. Hvad i alverden fik dem til det?
Nazistisk propagandaplakat fra 1938. Plakaten skal retfærdiggøre statens mord på uhelbredeligt syge og appellerer til tyskernes pengepung. »Denne arveligt syge koster livslangt 60.000 mark. Det er også dine penge, folkefælle«. Foto: Deutsches Historisches Museum/Arne Psille
Forfatter(e)
Klaus Larsen, kll@dadl.dk

Lægestanden ser sig selv som en gruppe, hvis pligt det er at yde omsorg og anvende sine kundskaber til gavn for medmennesket.

Den selvopfattelse led et knæk, da 23 af standens repræsentanter i 1946 sad på anklagebænken i Nürnberg i de allieredes retsopgør med de nazistiske krigsforbrydere. 16 læger blev dømt for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden. Af dem blev syv dødsdømt og hængt i Landsberg-fængslet. De øvrige fik lange fængselsstraffe eller blev frikendt.

Antallet af nazistiske læger skal tælles i tusinder. Den mest berygtede – dr. Josef Mengele – undslap og blev aldrig stillet til regnskab. Hans og andres forbrydelser er beskrevet ofte nok. Men hvad der er nok så interessant, er, hvad der fik ham – og flertallet af de tyske læger – til at kaste sig i armene på et regime og en ideologi, der stod for alt det modsatte af, hvad professionen hævder at stå for.

Nazificeret lægestand

Man kan konstatere, at hverken lægeuddannelse eller lægeløfte er garant for, at professionens udøvere er forsynet med et etisk og moralsk kompas. Hvis det var tilfældet, havde over halvdelen af Tysklands læger ikke meldt sig ind i nazistpartiet allerede før Hitlers magtovertagelse i 1933. Det var en langt større andel end hos nogen anden profession. Og efter magtovertagelsen steg andelen kraftigt. Den tyske lægeforening stillede sig frivilligt og helhjertet bag nazistaten.

Ifølge historiebøgerne var det især arbejdere og lavere middelklasse, der stemte på og meldte sig ind i nazistpartiet (NSDAP). Men nyere forskning viser, at læger og medicinstuderende fyldte godt op i de højreradikale bevægelser og frikorps, som allerede i 1920’erne fusionerede med Hitler-bevægelsen og blev til NSDAP. En del var hjemsendt fra hæren efter krigsnederlaget i 1918 og engagerede sig i højrenationale bevægelser. Andre var studerende, der »kom for sent« til krigen. De var forbitrede over nederlaget og de ydmygende fredsbetingelser, som de mente, at man kunne takke jøderne og »de røde« for. Mange var til fals for parolen om at »gøre Tyskland stort igen«.

Den totalitære fristelse

Monarkiet var brudt sammen, kejseren i eksil og et skrøbeligt demokrati forsøgte at etablere sig: Weimarrepublikken. I 1930 var demokratiet i det meste af Europa noget nyt og uprøvet og var kun lige ved at lære at gå. Mange steder lykkedes det ikke demokratiet at slå rod. At det skete i Danmark, var ikke givet på forhånd. Og i Tyskland gik det galt.

Den vaklende republik havde ingen modstandskraft, da en populistisk leder bød sig til i skikkelse af Adolf Hitler og hans hastigt voksende parti, der ligesom nutidens autokrater og despoter åbent foragtede det dekadente Vesten med dets liberale idéer og demokratiske »snakkeklub«. Den nazistiske ideologi vandt gehør hos millioner af sultne og vrede arbejdsløse. Hos middelklassen vakte det især genklang, når nazisterne blæste til kamp mod »marxismen« og »jødebolsjevismen«. Bolsjevikkernes kup i Rusland og de rædsler, der fulgte, havde skræmt den tyske middelklasse, som med gru havde oplevet de sovjetinspirerede revolutionære opstande i Tyskland i 1919-1920: Det kunne også ske her!

Viste vejen til Holocaust

Læg hertil, at antisemitismen var mainstream. Lægerne var lydhøre, når nazisterne hev statistik frem, som viste, at jødiske læger var ti gange overrepræsenteret i forhold til deres andel af befolkningen, og at hver anden læge i Berlin var jødisk. Kunne man skaffe dem af vejen, lysnede karriereudsigterne. For de lavtlønnede og arbejdsløshedstruede læger og medicinstuderende var det et yderligere motiv til at slutte op om nazismen. Og den tyske lægeforening spillede gerne sin nøglerolle i udgrænsningen af jødiske kolleger.

Næste skridt var accept af at bruge tvang ved medicinske forsøg. Så fulgte tvangssterilisering og »eutanasi-programmet«, hvor 275.000 mentalt handicappede, sindslidende, kronisk syge og »arveligt belastede« blev aflivet med gas, lægemidler eller sultet ihjel under påskud af at beskytte den tyske »races« renhed. Herfra var skridtet ikke langt til at udrydde andre uønskede befolkningsgrupper: jøder, romaer, homoseksuelle og andre, som blev dehumaniseret og dæmoniseret af nazisternes propaganda.

Eutanasi-programmet vænnede læger til at tænke i folkemorderiske baner. Læger stod klar med pseudovidenskabelige argumenter til at retfærdiggøre mord på dem, de skulle hjælpe og beskytte. Uden lægers medvirken havde mordprogrammet på »undermålerne« ikke været muligt. Dermed var læger med til at bane vejen mod Holocaust.

Under krigen accelererede de medicinske grusomheder, da SS-læger fik ubegrænset adgang til udryddelseslejrenes menneskelige »forsøgsmateriale«. De groteske forsøg på værgeløse fanger retfærdiggjordes med, at tyske soldater i den kommende krig kunne komme ud for ekstreme klimatiske forhold, giftgas, skudsår og andre skader – og når man nu havde »uønskede elementer« i sin varetægt, som alligevel skulle dø, kunne de lige så godt gøre gavn. Under lægeprocessen i Nürnberg kom tallene frem: Op mod 100 fanger blev dræbt ved forsøg med ophold i isvand, 200 ved højdeforsøg, 220 ved tuberkuloseforsøg, og 800 par tvillinger døde under dr. Mengeles eksperimenter. Flere end 400.000 fik livsvarige men efter forsøg med tvungen sterilisation, kastration, kunstig befrugtning, knogle-, muskel- og ledtransplantationer, injektion med benzin, forsøg med giftstoffer og giftgas og podning med patogener.

Motiverende faktorer

Hvorfor faldt de tyske læger for nazismen? Og hvorfor meldte de sig så tidligt og endda i langt højere tal end andre professioner under hagekorsfanerne? Forskere fra førende amerikanske universiteter er kommet med et bud. De fandt blandt andet, at de læger, som var aktive i de omtumlede år efter første verdenskrig, generelt »sætter pris på konformitet og lydighed mod autoriteter højt, værdsætter forebyggelsen af forurening og det, at kæmpe mod dødelighed, og de besidder en grundlæggende interesse i biomedicinsk viden og forskning«. Hertil kom behovet for økonomisk tryghed og karrieremuligheder.

Troen på socialdarwinisme og på, at »samfundslegemet« skal holdes sundt, har også spillet en rolle. Eugeniske idéer var fremherskende i de fleste vestlige lande, men det var dog kun i Tyskland, at de blev ført ud i deres yderste grusomme konsekvens.

Da nazisterne fra 1933 begyndte at fjerne alle jødiske læger fra faget, opstod en følelig lægemangel og dermed tusinder af nye stillinger til ikkejødiske læger. Samtidig steg lægernes løn dramatisk.

Mange læger havde deltaget i første verdenskrig, og i interviewundersøgelser i 1980’erne fremgik det, at det industrielle myrderi i skyttegravene og oplevelserne på feltlazaretterne havde forrået og brutaliseret en stor del af lægerne. Da de vendte hjem, gik de til gerningen som teknikere med svigtende evner til at føle empati. Krigen havde bedøvet evnen til medfølelse.

Helsinki-erklæringen

1920’ernes socialdarwinistiske pseudovidenskab kombineret med europæernes opfattelse af sig selv som civilisationens forsvarere over for de »underlegne« racer blev under nazismen forstærket i en grad, så det kunne retfærdiggøre eugenisk og racemæssig »rensning«. Det var læger, der udpegede »unyttige« og »arveligt belastede« patienter, som det var for dyrt at holde i live. De blev sultet ihjel i sindssygehospitaler eller sendt til anstalter, hvor de blev aflivet og kremeret. Deltagerne i dette lægesuperviserede massemord kunne senere bruge deres erfaringer fra eutanasiprogrammet til at supervisere endlösung – planen til udryddelse af Europas jøder.

Ifølge en undersøgelse fra 1993 var over 90 procent af Tysklands højest placerede læger involveret i forsøg på ufrivillige forsøgspersoner, som »enten blev ofret eller permanent skadet (…) i tyske hospitaler, universiteter og koncentrationslejre«.

Det eneste positive, der kom ud af de tyske lægers knæfald for nazismen, var erkendelsen af, at der var behov for præcise retningslinjer for medicinske forsøg. Det fik man med World Medical Associations Helsinki-erklæring fra 1964, som dels skelner mellem terapeutiske- og forskningsforsøg og dels fastslår, at forsøg med mennesker kun må udføres af personale, som er kvalificeret til de pågældende forsøg, og kun efter forsøgspersonens informerede samtykke.

Endelig skal resultaterne publiceres, så kolleger og offentligheden kan gennemgå og kritisere dem, og så de kan kontrolleres af en uafhængig kontrolinstans.

Blad nummer: 

Right side

af Sebastian von Huth | 09/08
2 kommentarer
af Philippe Adam Grandjean | 08/08
5 kommentarer
af Rune Jacobsen | 06/08
5 kommentarer
af Anna Sofie Bech | 02/08
4 kommentarer
af Lars Bønløkke | 01/08
13 kommentarer
af Henrik Ib Nielsen | 01/08
2 kommentarer
af Jamila Stephanie Hussein Eriksen | 01/08
2 kommentarer
af Helge Grane Madsen | 27/07
2 kommentarer