Skip to main content

Dårlige vaner parkeres i p-huset

Kirsten Winding, winding@newmail.dk

9. mar. 2012
5 min.

Det er tirsdag, klokken er kvart over tre, og salen i genoptræningscentret på Odense Universitetshospital (OUH) fyldes med inciterende latinrytmer. Omkring 20 medarbejdere fra forskellige afdelinger på OUH varmer op til dagens muntre motionstilbud, zumba for alle. Overlæge i reumatologi Anne Voss er den eneste læge, der deltager. De andre er sygeplejersker, sekretærer og andet sundhedspersonale.

»For mig er det en ugentlig chance for at få lidt sjov motion, inden jeg kører hjem«, siger hun.

Det er en sygeplejerske fra hendes afdeling, der underviser, og det er hyggeligt at gøre noget helt andet sammen. De andre på holdet kender hun ikke, og det varierer også fra gang til gang, hvem der deltager. Når der ikke er andre læger med, skyldes nok tidspunktet, forklarer Anne Voss.

»Holdet starter klokken 15.15, det passer perfekt med, at sygeplejerskerne har fået fri, men lægernes vagter slutter tidligst 15.24, så det er kun, fordi jeg sidder i en forskerstilling, jeg kan deltage«, siger hun.

Heldigvis er det meget forskelligt, hvornår på dagen de mange nye tilbud til medarbejderne ligger. Zumbaen er bare et af de mange gratis tilbud til medarbejderne på OUH som en del af balanceprojektet.

Sunde tilbud

Region Syddanmarks balanceundersøgelse i august 2010 viste, at en stor del af sundhedspersonalet i høj grad savner balance mellem arbejde og fritid. De har svært ved at slippe arbejdet, når de har fri, og savner tit overskud til at dyrke motion og spise sundt.

På den baggrund valgte OUH's Fælles Med Udvalg (FMU) at iværksætte en række aktiviteter for medarbejderne, der kunne forebygge eller forbedre dette. Der blev nedsat en projektgruppe, der søgte og fik en bevilling på 800.000 kr. til aktiviteter i 2011-12.

I slutningen af 2011 kom så de første tilbud om kurser i mindfulness, zumba, fælles løbetræning, sunde madpakker, pausegymnastik og humoristiske foredrag med fokus på balancen mellem arbejde og fritidsliv, især for medarbejdere med natarbejde og skiftende arbejdstider. Der er også åbnet mulighed for, at man i afdelingerne kan deltage samlet og hjælpe hinanden med at fastholde de nye sunde vaner.

Projektet blev åbnet med en happening i det nybyggede parkeringshus ved siden af den nye akutmodtagelse på OUH.

»Vi indbød samtlige medarbejdere til at komme og parkere de dårlige vaner i p-huset«, fortæller Helle Marie Mogensen, der er næstformand i FMU.

»Inspirationen til projektet opstod faktisk, da det første trappeløb blev holdt«, forklarer hun. »Rigtig mange medarbejdere styrtede op og ned ad samtlige trapper på hele hospitalet, det var vældig underholdende og rystede folk godt sammen. Og så var det sundt! Sådan noget må vi have noget mere af, tænkte vi«.

Der har i mange år været god tilslutning til det lokale eventyrløb, hvor OUH har stillet et stort hold, så FMU var ikke i tvivl om, at der var interesse for fælles aktiviteter. Nu er balanceprojektet godt i gang, og der er venteliste for at deltage på mange af arrangementerne. Pausegymnastikken er blevet en naturlig del af hverdagen på mange afdelinger, og der er fælles zumba for hvem der vil en gang om ugen.

»Vi forestiller os, at det netop vil være godt for en læge, der f.eks. har opereret hele dagen, af slutte arbejdsdagen af med en gang løsgørende zumba«, indskyder Helle Marie Mogensen.

Hvad siger lægerne

Men en optælling viser, at det ikke er lægerne, der fylder mest på deltagerlisterne.

»Jeg var med til åbningen af projektet, hvor der var foredrag om sund mad og en introduktion til zumba. Det var sjovt og hyggeligt, men siden har jeg ikke deltaget i nogen af tilbuddene«, siger læge Abir Al-Kalemji, der er master i sundhedsantropologi og ph.d.-studerende på Arbejdsmedicinsk Klinik.

»Jeg prioriterer min fritid anderledes, og jeg fornemmer, det samme gælder for mange af de andre læger. De fleste af dem er simpelthen så pressede på jobbet, at de knap nok når at tjekke deres mail. Ofte er det nødvendigt at arbejde over, hvis man ikke vil lade en patient i stikken, så når de endelig får fri, skynder de sig typisk hjem til deres familier eller det, de ellers gerne vil nå. Det bliver de jo - paradoksalt nok - nødt til, netop for at bevare en vis balance mellem arbejdsliv og privatliv«.

Men det er vigtigt at skabe forståelse på arbejdspladsen for, at læger også er mennesker, der har et liv - og zumba og mindfulness alene hjælper dem ikke til at få bedre arbejdstider og undgå at komme sent hjem flere dage om ugen. På den måde er Balancetilbuddets tilbud ikke skræddersyet til lægerne, mener Al-Kalemji.

»Balanceprojektet er et flot, dyrt projekt, fyldt med gode ideer. Men hvis lægerne skal inkluderes, kræver det velvilje fra både chefer og kolleger til at tilrettelægge arbejdet, så det bliver muligt«, mener Abir Al-Kalemji, der også sidder i FMU.

»Lige nu er balanceprojektet ret ensidigt fokuseret på at lære det enkelte individ at blive bedre til at modstå arbejdspres og opnå velvære på jobbet, så man får overskud i privatlivet. Men det er altså nødvendigt med en helhedsorienteret indsats, hvor man inddrager kolleger og afdelingsledelse, så der banes vej for en bedre tilrettelæggelse af arbejdet«, siger hun.

Vend skuden

»Det er fuldstændig rigtigt, at vi ikke kan fjerne stressen fra en hård vagtplan«, siger Nikolaj Møller Jørgensen fra Sund på Job, der arrangerer mindfulnesskurserne i balanceprojektet. »Men vi kan træne folk i at være til stede i nuet og at fokusere på det, de faktisk selv kan gøre, frem for at fokusere på det negative og det, de ikke kan gøre noget ved. Og det i sig selv giver større overskud. Så set i det lys, har lægerne bestemt også behov for at deltage«.

»Hvis medarbejderne i løbet af dagen har holdt de nødvendige pauser, har spist sundt og har forebygget smerter og gener i bevægeapparatet, så tror vi på, at de også har mere overskud til opgaverne i privatlivet«, siger sygehusdirektør Jane Kraglund og fortsætter:

»Og hvis de bliver bedre til at adskille fritidslivet fra arbejdslivet ved hjælp af f.eks. meditation og mindfulness, skulle resultatet gerne være sunde, velafbalancerede medarbejdere med energi nok til aktiviteter både på arbejdet og i fritiden«.

»Overordnet set har der været rigtig god opbakning om balanceprojektet. Sidst på året vil vi samle op på erfaringerne med det og vurdere, om det skal fortsætte som et fast tiltag og hvordan. Det rammer tilsyneladende medarbejdernes behov bredt lige nu, men vi kan nok godt tilrettelægge det, så flere læger får mulighed for og lyst til at deltage fremover«.

Læs Fokus i nr. 10: »Arbejdet går ud over familien« side 618.