Hjertemedicin: Patienterne er mange og vidt forskellige, men standarden er høj for alle. Ugeskriftet har fulgt overlæge Rasmus Møgelvang en dag på Hjertemedicinsk Klinik på Rigshospitalet.
Vi har masser af særlige tilfælde her. Jeg kan godt lide at lære noget, og det synes jeg, at jeg gør her hver dag. Hvis der er noget, jeg ikke forstår, læser jeg på det eller konfererer med en kollega. Der er ikke nogen her, der går og putter med noget selv. Hvis der er nogen på afdelingen, der kunne vide noget, skylder vi at spørge, så det kan komme patienten til gode.overlæge Rasmus Møgelvang
For det utrænede øje kan det være svært at skabe mening af det, der foregår på monitoren. Gråtoner danser rundt og danner figurer, det ene øjeblik ligner det en farlig dinosaurus, der tygger drøv, det næste en sulten fugleunge, der åbner og lukker sit næb. Bedre bliver det ikke, da skærmen bliver oplyst af et væld af farver.
Heldigvis ved overlæge Rasmus Møgelvang fra Hjertemedicinsk Klinik på Rigshospitalet præcis, hvad det er, han ser på. På briksen ligger dagens første patient, en grønlandsk fanger, der først gik til bygdens sundhedshjælper, da han ikke længere kunne passe sit arbejde. Efter en konference med Hjertemedicinsk Klinik blev han i sidste uge fløjet fra sin bygd i Grønland til operation på Rigshospitalet. Nu er han ved at komme sig efter en bypassoperation og udskiftning af en hjerteklap, og Rasmus Møgelvang er ved at foretage en kontrol med ekkokardiografi.
»Det ser rigtigt godt ud«, kan han berolige patienten.
Operationen har været vellykket, men for en sikkerheds skyld skal han indlægges på det grønlandske patienthotel nogle dage, for hjemme i Grønland kan der være langt til hjælpen.
Det er selvfølgelig et særtilfælde:
»Der er kommet en logistik i Danmark, der gør, at vi er unikke i forhold til mange andre lande: Uanset hvor man er, om det er i Nakskov eller Rønne, er logistikken blevet sådan i dag, at hvis man ringer 112, starter diagnostikken allerede i ambulancen. Og der bliver med det samme taget beslutning om, hvorvidt patienten skal behandles lokalt, eller hvor han skal køres hen til behandling. Det er et kæmpe løft«, forklarer Rasmus Møgelvang.
Hvert år kommer 10.000 patienter igennem Hjerteafdelingen på Rigshospitalet med alt fra akutte blodpropper, der behandles med ballonudvidelse (PCI), til hjerteklapper, der er utætte og skal erstattes, rytmeforstyrrelser, hjertetransplantationer og medfødte hjertefejl. Alene akutte blodpropper bliver der behandlet 1.200 af om året.
»Jeg har fået forståelsen af, at den ene hjerteklap er utæt?«
Patienten på briksen er tydeligt nervøs for eventuelt at skulle genopereres, efter at han har været igennem operation af to hjerteklapper i sommeren 2017.
Rasmus Møgelvang tager sig god tid til at gennemgå alle vinkler af ekkokardiografien og må også lave billeder indefra via en sonde,som patienten skal have ned igennem spiserøret. Der er stille på stuen, imens han ser på en 3D-animation af patientens hjerte.
»Nu skal du høre, der er ikke noget at være bekymret for. Ved den hjerteklap, der var utæt, har du fået indsat det, vi kalder en ring, men i virkeligheden er den formet som en hestesko. Det betyder, at selvom det kan se ud som om, der er en utæthed, så er det et minimalt returløb, der hvor ringen ikke når sammen«, forklarer Rasmus Møgelvang.
Ved hjælp af de billeder, han har taget undervejs og med kropssprog til hjælp, får han til sidst beroliget patienten, der kan tage hjem og genoptage sin fitness og normale livsstil. Et enkelt tjek om seks måneder, men ellers skal patienten ikke regne med at se indersiden af Hjertemedicinsk Klinik igen.
Som overlæge har Rasmus Møgelvang nok at se til med 20-25 patienter om dagen, hvor andre læger konfererer med ham, morgen- middags og eftermiddagskonference, uddannelseskonferencer i udlandet, møder med sygeplejepersonalet og mentorering af de unge forskere på afdelingen. Men han når også at se en håndfuld patienter selv.
»Jeg kan enormt godt lide patientkontakt. Jeg kan godt lide, at der kommer en patient, som vi ikke ved, hvad fejler, så finder vi ud af det og finder en behandling – og bagefter føle, at jeg har hjulpet dem godt videre«.
På dagens morgenkonference, hvor patienter, der er blevet indlagt i løbet af natten, bliver præsenteret, har der været ivrige meningsudvekslinger om en patient, der er kendt som stofmisbruger. Skyldes hans udsving i hjertekardiogrammet, at han er stoppet med noget medicin, eller er der et mere dybtliggende problem? Alle vinkler bliver vendt og brugt til at lægge en behandlingsplan. Og netop det med at konferere med hinanden fylder meget på Hjertemedicinsk Klinik.
»Vi har flere yngre læger end andre medicinske afdelinger, de går både som forvagt og bagvagt med en overlægevagt på kald. Og de ved, at der ikke er nogen, der får ros for ikke at have talt med en seniorlæge. Hellere end gang for meget end en gang for lidt«, fastslår Rasmus Møgelvang.
Men det gælder ikke kun de yngre læger, alle læger på afdelingen konfererer med hinanden, og det er sjældent, at Rasmus Møgelvang sidder ret længe ad gangen ved sin computer i kommandocentralen i ekkolaboratoriet, før en kollega lige vil høre hans mening.
»Vi har masser af særlige tilfælde her. Jeg kan godt lide at lære noget, og det synes jeg, at jeg gør her hver dag. Hvis der er noget, jeg ikke forstår, så læser jeg på det eller konfererer med en kollega. Der er ikke nogen her, der går og putter med noget selv. Hvis der er nogen på afdelingen, der kunne vide noget, skylder vi at spørge, så det kan komme patienten til gode«, siger Rasmus Møgelvang.
Det er netop den dynamik med at lære noget nyt hele tiden, og at ikke to patienter er ens, der tiltaler Rasmus Møgelvang ved arbejdet.
»Jeg ville være dårlig til at lave det samme i lang tid, og mit job betyder, at mine dage er meget forskellige, fordi hver patient er forskellig fra de andre«, siger han og fortsætter:
»Jo ældre man bliver, jo mindre gør man det jo i den slags nær patientkontakt. Det bliver mere konferencer og korte rådgivninger og svar på problemstillinger mere end, at man er med i hele patientforløbet. Men det er selvfølgelig også meget tilfredsstillende, når man sidder på hjertekonferencen om eftermiddagen med 15-20 patientforløb og sammen med en kirurg og en PCI-læge i løbet af kort tid kan får lagt en god plan for hver enkelt patient sammen med den læge, der kender patienten«.
Tilbage i undersøgelsesrum 3 ligger en patient, som en kollega allerede er i gang med at foretage undersøgelse af. Patienten var oppe på gårsdagens hjertekonference, så Rasmus Møgelvang kender hende godt, da han træder ind midtvejs. Billederne bekræfter, hvad de allerede havde mistanke om, hjerteklappen er ikke utæt, men hjertet pumper med for lav kraft. Det overlader Rasmus Møgelvang til kollegaen at udfærdige en behandlingsplan for, inden han skal videre.
Der er ingen fare for, at Rasmus Møgelvang kommer til at lave det samme de næste ti år. Ikke engang de næste fem år. Så hurtigt udvikler hjertemedicinen sig nemlig.
»Det er et fag, der har meget udvikling i sig, der er sket store fremskridt for eksempel i diagnostikken, og sådan var det allerede, da jeg var studerende. Der er en stor tradition for at lave forskning, og det har rykket faget meget. Hvert år sker der noget nyt. Derfor er det et meget bevægeligt fag, og det gør det meget, meget spændende«, siger Rasmus Møgelvang med nørdet begejstring i stemmen.
Udviklingen i diagnosticeringen betyder, at lægerne er blevet bedre til at diagnosticere en langt bredere vifte af sygdomme og derfor behandle dem mere præcist. Og den udvikling er slet ikke slut, hvis man spørger Rasmus Møgelvang:
»Den næste store ting inden for hjertemedicin bliver personlig medicin. At man i endnu højere grad skræddersyr behandlingen til den enkelte. Al den viden, vi har, kommer fra randomiserede studier, men den er jo i virkeligheden i grove træk, fordi man ser på grupper, man hjælper. Og der bliver fremtiden helt klart, at vi bliver meget bedre til at individualisere det og se på, hvor folk skiller sig ud fra mængden«.
Det er tid til, at Rasmus Møgelvang trækker et grønt overtræk over den hvide uniform. En patient er blevet opereret for aortadissektion og har overlevet det første farlige døgn, der tager livet af hver anden patient som ham. Nu har der samlet sig væske om hjertet, der skal drænes. Det er ikke uden risici, og patienten er tydelig trykket af situationen.
»Nu skal du høre, jeg gør ikke noget uden at sige det til dig først«, beroliger Rasmus Møgelvang patienten.
Og han holder ord. Trin for trin bliver patienten ført så grundigt igennem proceduren, at han næsten ser ud til at glemme, at han skal have en kanyle stukket ind i hjertehinden. Og så er det overstået. En liter væske er tappet, og forhåbentlig skal patienten ikke se Rasmus Møgelvang igen.
Selvom der også bliver forsket i Danmark, og Rasmus Møgelvang fortæller, at de unge forskere på afdelingen sidder med nogle spændende projekter, kan vi alligevel blive nødt til at se til udlandet. Der er simpelthen flere penge i det. Det har både fordele og ulemper.
»Jeg synes, vi har et godt system, og det finder man ud af, når man er i udlandet. Det er klart, at hvis man tager til et sted som London eller Johns Hopkins eller Mayoklinikken i USA, så har de et kundegrundlag med mange penge. Det vil sige, at der er en enorm pengestrøm, og det giver dem økonomi til at udvikle og skabe fremskridt, som vi kan lære af herhjemme. På den måde lærer vi meget af udlandet. Men til sammenligning har vi til gengæld en høj standard. Det er unikt og noget, man måske ikke tænker så meget over. Man ryger ikke under radaren i Danmark«.
I princippet har man adgang til samme høje niveau af behandling, om man er Ellen Trane Nørby eller Bente nede fra Brugsen. Hvis man har symptomer på en blodprop i hjertet og ringer 112, så bliver der allerede i ambulancen taget et hjertekardiogram. Det betyder, at man kan blive behandlet akut, og logistikken kommer alle til gode. Når man er bragt ind til behandling, med enten ambulance eller helikopter, står der allerede en PCI-læge klar, og allerede et døgn efter kan patienten udskrives til hjemhospitalet.
Det er her, hvor logistikken i Danmark vinder over pengene i andre lande.
»Der er ingen tvivl om, at Danmark på nogle områder er blandt de bedste i verden. Hvis man ser på sundhedsvæsenet som sådan, mener jeg faktisk, at det er de andre, der skal lære noget af os, hvis jeg skal være helt ærlig. Hvis jeg fejlede noget med mit hjerte, ville jeg gerne blive behandlet i Danmark«. À
