Danmark har brug for et stærkt WHO

Selv om flere medier gik i selvsving i deres dækning af den dødelige lungesygdom SARS, så viser SARS - og bekæmpelsen af sygdommen - én ting: Hele verden - ikke blot de fattige lande - har brug for en effektiv sundhedsorganisation.

- WHO har en stor del af æren for, at SARS-udbruddet ikke udviklede sig værre, end det gjorde. Vi har haft stor nytte af de retningslinjer og den dokumentation, WHO løbende og meget hurtigt udsendte, siger medicinaldirektør Jens Kristian Gøtrik, der henviser til SARS som et oplagt eksempel på, hvad et land som Danmark kan bruge WHO til.

- Når det er sagt, skal det tilføjes, at WHO bør bruge langt de fleste af sine kræfter på at hjælpe sundhedssystemerne i verdens fattigste lande på benene. I Danmark har vi ressourcerne til at klare os selv på de fleste områder, mener Jens Kristian Gøtrik.

Men også rige lande har brug for, at WHO sætter standarder og normer og kommer med anbefalinger.

Det er tobakken et andet eksempel på. Gro Harlem Brundtland var særdeles barsk og direkte i sin kritik af tobaksindustrien og forspildte ingen lejligheder til at omtale rygningens skadelige virkninger på helbredet. Og i maj i år lykkedes det hende at få WHO's medlemslande til at vedtage organisationens første bindende konvention nogensinde, og den handler netop om tobak. Konventionen forpligter medlemslandene til bl.a. at lave særlige regler for tobaksreklamer og til at lovgive om røgfrit miljø.

- Mange af bestemmelserne lever vi allerede op til herhjemme, men det har større vægt, når en global organisation bakker vore bestemmelser op, og konventionen kan styrke svage lande, der ikke hver for sig kunne modstå presset fra tobaksindustrien, påpeger medicinaldirektøren, der forventer, at J.-W. Lee vil fortsætte Gro Harlem Brundtlands bestræbelser på at sætte de ting, der truer vores sundhed - bl.a. røg, alkohol, fysisk inaktivitet og overvægt - på den internationale sundhedsdagsorden.

WHO har også til opgave at formidle erfaringsudveksling mellem medlemslandene og til at promovere »best practices«. Et område, man fra dansk side godt kunne tænke sig, at WHO gjorde mere ved, er kampen mod resistens, ikke mindst over for antibiotika. Her har Danmark meget gode erfaringer, som WHO kunne omsætte til standarder for andre lande og dermed være med til at fjerne truslen fra den tikkende bombe, som antibiotikaresistens er.

Danmark drager også nytte af WHO's indsamling af pålidelig og sammenlignelig dokumentation. For det meste i hvert fald. For det vakte voldsomme protester, da en rangordning af medlemslandenes sundhedssystemer i 2000 placerede Danmark helt nede på en plads som nr. 34 efter lande som Columbia. Brundtland og WHO blev voldsomt kritiseret for rapporten, der var baseret på data af meget forskellig kvalitet fra medlemslandene, og rangordningen er ikke siden gentaget.

Sagen understregede, at WHO godt kan bane sig vej til overskrifterne, men også at forarbejdet skal være anderledes grundigt, hvis det skal skaffe WHO positiv omtale.