»Danmark har for mange læger«

Aldrig har Danmark haft flere læger – faktisk er der alt for mange. Hør bare, hvad Ugeskrift for Lægers redaktør H.P. Ørum skriver:

»Allerede nu er Landet tilstrækkeligt forsynet, for ikke at sige overfyldt med Læger. Lægeforeningens Bureau har af samme grund ikke været i Stand til at anvise nye Pladser, hvor Læger kunne nedsætte sig med grundet Haab om at faa en saa stor Praksis, at en Familie kan leve anstændigt deraf«.

Hans Peter Ørum (1847-1904) skrev ganske vist de advarende ord for 131 år siden. »Truslen mod Lægestanden«, lød Ugeskrift for Lægers alarmerende overskrift i 1895.

Vi må holde de unge væk

Det overbemandede sundhedsvæsen, som Ørum beskriver, beskæftigede på dette tidspunkt ca. 1.400 læger i by og på land – i enmandspraksis og på de mange sygehuse, som skød op i landets købstæder. For at nå det svimlende antal havde redaktøren godt nok også skrabet bunden af gryden: Alle de pensionerede plus omkring 100 embedslæger var taget med i opgørelsen.

Og bestanden voksede faretruende: Alene i 1894 kom 69 nye læger til, mens kun 23 afgik ved døden. Noget måtte gøres.

Over flere numre kørte debatten i Ugeskrift for Læger om, hvordan man bedst kunne »indskrænke Adgangen til Lægestanden«: Skulle man arbejde for en længere studietid med obligatorisk »hospitalstjeneste« for kandidaterne? Eller måske »skærpe Eksamen«, så flere dumpede?

Redaktør Ørum erkender, at det bliver svært at afskrække de unge fra uddannelsen med tvungen hospitalstjeneste og forlænget studietid »alene af den Grund, at alle unge Studenter nu begynder deres medicinske Studier med det bestemte Forsæt at blive saa dygtige og veluddannede Læger som muligt«. Den længere og dermed bedre uddannelse kunne måske tilmed få den uheldige virkning at trække flere talenter til.

Proletarisering truer

Forresten var der også et andet problem ved den uhørte tilstrømning til faget. Nu ser man nemlig også, at sønner af mindrebemidlede og »mindre dannede Samfundslag« søger ind på studiet. Ikke bare sker der en proletarisering. Men desuden vil konkurrencen om praksisser bliver skærpet, for når kandidaten engang har hutlet sig gennem studiet uden støtte fra hjemmet, vil han stå med en gæld, som tvinger ham og hans mange medstuderende til at søge selv den ringeste »lille Ansættelse paa et Provinssygehus«. Og dem, der så søger forgæves, vil af bare nød være tvunget til at nedsætte sig i praksis til skade for de allerede etablerede praktiserende læger.

Nej, så hellere stramme eksamenskravene. Ikke for at skræmme folk væk, nej, nej, det er sandelig for den unge mands eget bedste. For som Ørum menneskekærligt skriver: »At lade en Student gaa videre, der ikke kan bestaa denne Eksamen med et ordentligt Pointsantal, er en Uret mod ham, da han enten har saa smaa Evner, eller er i Besiddelse af en saa ringe Flid, at han ikke egner sig til et alvorligt Studium«.

Man må forstå, at dr. Ørum og hans egen generation af læger naturligvis selv var betydeligt skarpe, da de gik på studiet, hvor de lærte at sætte igler og smøre sennepsplastre.

Frygten for »de mindre dannede«

Redaktør Ørums lægekollega, professor Carl Lorentzen, mener dog, at det er for tidligt at male Fanden på væggen. Selvfølgelig er det beklageligt, hvis man skulle se en tilstrømning af unge fra de lavere klasser som f.eks. »Haandværkere, Restauratører, Detailhandlere, Underofficerer, Bude og lignende tjenende Bestillinger, Landsbyskolelærere, Bønder« og lignende plebejere. På basis af sin mavefornemmelse tillader Lorentzen sig dog at berolige standskollegerne. Han mener nemlig ikke at kunne konstatere en øget tilstrømning fra »de mindre dannede Klasser«. Lorentzen konkluderer, at man næppe behøver frygte, »at Lægestanden mere og mere skal sammensættes af mindre dannede i Stedet for som tidligere af de højere Klasser«.

Inden man fordømmer Lorentzens og Ørums snobberi for hårdt, skal det nævnes, at Carl Lorentzen i 1901 (sammen med Holger Rørdam) stiftede Nationalforeningen til Tuberkulosens Bekæmpelse og rådgav regeringen om tuberkulose. Dr. Ørum havde, før han blev Ugeskrift for Lægers redaktør, bl.a. arbejdet på Almindelig Hospital, der betjente de fattigste københavnere. Han var også medlem af Københavns Borgerrepræsentation og sad i sundhedskommissionen, hvor han arbejdede med sanering af byens værste slum og forsyning med rent drikkevand. Han deltog i et væld af filantropiske initiativer og institutioner og lagde stor energi i at bedre de fattiges kår.

1933: Arbejdsløshed truer

At dimensionere lægeuddannelsen er en evigt tilbagevendende udfordring, og i 1933 er den gal igen. Der uddannes som sædvanlig alt for mange læger, og i Ugeskrift for Læger advarer den nyuddannede kandidat Poul Bonnevie om, at der de næste otte år vil blive uddannet 145 nye kandidater – om året. Det bliver til 1.160 inden 1941. I samme periode vil antallet af »ikke nedsatte« yngre læger vokse med 600. Dermed vil Foreningen af Yngre Læger (FaYL) vokse fra de daværende 641 medlemmer til næsten det dobbelte. Men i hele landet findes der kun ca. 400 underordnede lægestillinger på hospitaler – heraf 200 i København. Dertil kommer 100 stillinger på sindssygehospitaler, tuberkulosesanatorier, kuranstalter og videnskabelige institutter. Dvs. 500 yngre læge-stillinger.

Da det ikke krævede en speciallægeuddannelse at nedsætte sig som praktiserende læge, nedsatte mange nyuddannede sig i praksis umiddelbart efter kandidatuddannelsen. Men da de gamle praksislæger er for længe om at gå på pension eller dø, kan Bonnevie regne ud, at der højst er plads til, at 70 kandidater om året nedsætter sig som praktiserende. 20 kan finde et midlertidigt vikariat, mens andre kan finde hyre som skibslæge eller i militæret. Men den slags løse stillinger vil der højst være 100 af. Alt i alt er der således kun arbejde til 600 yngre læger, og en del kan allerede mærke det i form af arbejdsløshed.

Lægemangel i yderområder

Bonnevie revser både sundhedsmyndighederne, Lægeforeningen og FaYL for at ignorere problemet i stedet for at kræve et mindsket optag på medicinstudiet.

Hans 29-årige kollega Mogens Fog supplerer med en analyse, der viser, at den fattigste del af befolkningen og landets yderområder lider under stor lægemangel: Mens der i København er en speciallæge pr. 2.111 indbyggere, har provinsen 11.410 indbyggere for hver speciallæge. Så der er aldeles ikke nogen overproduktion af læger, skriver Fog. Tværtimod er der skrigende mangel på såvel praktiserende som special- og sygehuslæger. Ifølge Fog er samfundet nødt til at vælge:

Man kan enten vælge at få et arbejdsløst »lægeproletariat«. Eller også må Staunings socialdemokratiske regering, som jo hævder at repræsentere »de smaa i samfundet«, sørge for at udbygge det offentlige sundhedsvæsen.

FayL’s formand, dr.med. Carl Clemmesen, går på line: Han støtter både forslaget om at ansætte flere læger og erklærer, at spørgsmålet, om der optages for mange på studiet, snarest bør drøftes af alle relevante organer. Hermed har han effektivt syltet sagen.

Clemmesen bliver senere formand for Lægeforeningen. Mogens Fog bliver Danmarks hidtil yngste professor. Han får som kommunist en central rolle i modstandsbevægelsen og ender som rektor for Københavns Universitet. Poul Bonnevie afløser Clemmesen som formand for FayL og bliver professor i socialmedicin og bliver sammen med Fog mangeårig redaktør på Ugeskrift for Læger og Bibliotek for Læger.

Og Danmark fik – som Fog foreslog – et veludbygget sundhedsvæsen, som i dag beskæftiger flere end 36.000 læger. Bortset altså fra en kort periode i 1980’erne, hvor mange yngre læger måtte til Sverige for at finde arbejde.