Skip to main content

Danmark mangler forsøgspersoner til vigtig forskning

Rekruttering til kliniske forsøg halter, advarer læger.

10. feb. 2014
1 min.

Danmark går glip af muligheden for at udvikle ny behandling af og medicin mod eksempelvis lungesygdomme, diabetes og hjertesygdomme, der i sidste ende kan redde liv, fordi rekrutteringen af forsøgspersoner halter.

Eksperter, forskere og rekrutteringsfirmaer melder om en stadig mere sporadisk rekruttering af frivillige til kliniske forskningsforsøg, der de seneste år er taget til, og som nu får flere til at slå alarm.

Ifølge formanden for regeringens samarbejdsforum for sundhedsforskning (NSS), Poul Jaszczak, har manglen på forsøgspersoner nået et kritisk niveau.

"Forskningen er værdifuld og vil føre til reduceret sygelighed, og det vil i sidste ende redde menneskeliv. Og firkantet set er syge mennesker jo en belastning for samfundsøkonomien, så ny viden vil gavne både patienter og samfund", siger Jaszczak, der til daglig er overlæge på Herlev Hospital til pol.dk.