Danmarks uudnyttede organdonorpotentiale

I 1987 blev et lovforslag til en ny transplantationslov fremsat, hvor Danmark som et af de sidste europæiske lande indførte hjernedød som dødskriterium og forudsætning for organdonation. Det årlige antal organdonorer var på dette tidspunkt 20 PMP (per million people ). Den heftige og ofte skævvredne mediedebat, der fulgte indtil lovens vedtagelse i 1990, var sandsynligvis årsagen til, at donationsraten faldt til 12,6 PMP, og den har siden ikke kunnet bringes højere op. Status er, at Danmark ligger i bunden blandt de europæiske lande med en donorrate i 2005 på 11,7 PMP. Til sammenligning var raten i Norge og Sverige 16,7 og 14,2, mens en række mellem- og sydeuropæiske lande lå endnu højere: Spanien 35, Østrig 24,8 og Belgien 23,8 [1]. Resultatet er en rekordlang ventetid på organtransplantation i Danmark, specielt for nyretransplantation, hvor ventetiden i gennemsnit er godt tre år.

Alle er efterhånden enige om, at noget må gøres, men hvad? Kasuistikken i dette nummer af Ugeskriftet viser betydningen af identifikationen af alle potentielle donorer, herunder også hjernedøde patienter med sygdomme der måske kunne kontraindicere organdonation. Essensen er, at alle sådanne patienter bør konfereres med transplantationskoordinatoren i regionen, så alle muligheder for donation vurderes.

Man møder undertiden den holdning, at intensivafdelingernes potentielle organdonorer stort set altid bliver identificeret og de pårørende spurgt. At det ofte ikke er tilfældet fremgår af Madsen & Bøghs arbejde fra 2005 [2]. Donorpotentialet i de fire nordvestjyske amter blev fundet at være 52 PMP, hvoraf 78% var blevet identificeret som potentielle donorer. Donation blev kun gennemført hos i alt 25%, hovedsagelig pga. afslag fra de pårørende, men også fordi de pårørende ikke altid blev spurgt. Hovedproblemet er således manglende donoridentifikation, og især hyppigt afslag fra de pårørende. Dette er i modsætning til, at 75% af befolkningen ved flere opinionsundersøgelser har været positiv over for organdonation. Hvorledes denne høje afslagsfrekvens kan mindskes, diskuteres fortsat. Mediekampagner rettet mod befolkningen synes i bedste fald kun at have en kortvarig effekt, primært en forbigående stigning i tilmeldingen til Donorregistret, som p.t. kun omfatter ca. 10% af befolkningen. I en række lande, bl.a. Sverige, har man indført »formodet samtykke«, hvor alle formodes at have accepteret evt. organdonation, hvis de ikke aktivt har fravalgt dette. Det er imidlertid ikke givet, at et så markant skridt vil have en gunstig indflydelse på befolkningens holdning til organdonation.

De fleste erfaringer viser, at indsatsen for øget organdonation primært skal foregå blandt intensivafdelingernes personale, hvis viden og engagement er afgørende, men hvor en stresset hverdag med kapacitetsproblemer, stram økonomi og stor personaleudskiftning er velkendte negative faktorer. Donor Action er et program, der er udviklet i Eurotransplantregi [3] og træner den enkelte donorafdeling i donordetektion og at identificere de afgørende elementer i donationsprocessen med fokus på den vanskelige samtale med de pårørende. En sådan målrettet undervisning og motivering af intensivafdelingernes personale samt tilstrækkelige økonomiske og personalemæssige resurser er de tiltag, der p.t. nok har bedst udsigt til at give positive resultater.

Overordnet set er der særdeles god økonomi i transplantationsarbejdet. Det er beregnet, at for hver transplanteret nyre sparer sundhedsvæsenet i alt ca. 2 mio. kr. i dialyseudgifter m.m. over de følgende år [4]. Dertil kommer store forbedringer i livskvalitet og overlevelse, der overstiger resultaterne af behandlingen af de fleste cancersygdomme. Disse forhold har øget den politiske interesse for donorsagen, hvilket har medført et beløb på 9 mio. kr. på finansloven for 2007 til en øget indsats. Det er her i starten af 2007 ikke klart, om det er en permanent bevilling, og hvordan disse midler skal anvendes: Om de skal bruges til en styrkelse af Sundhedsstyrelsens hidtidige budget for transplantationsarbejdet på ca. 1 mio. kr. årligt, eller om man skal følge et forslag fra Amtsrådsforeningen om at placere et landscenter for organdonation direkte under regionerne for at give de enkelte sygehuse mere medejerskab og ansvar for donationsarbejdet.

I dagens danske sundhedsvæsen har ventetidsgarantier for en række livs- eller førlighedstruende sygdomme medført store økonomiske og personalemæssige udfordringer. Det kan virke paradoksalt, hvor relativt små midler der afsættes til at nedbringe den meget længere ventetid, der er realiteten for flertallet af patienterne på transplantationsventelisterne, en gruppe særdeles livstruede eller invaliderede patienter.

Korrespondance: Troels Munch Jørgensen, Urinvejskirurgisk Afdeling K, Århus Universitetshospital, Skejby, DK-8200 Århus N.

E-mail: tmj@dadlnet.dk

Interessekonflikter: Ingen angivet