Content area

|

Dansk læge i New York: »Det er vigtigt at få indsigt i, hvem der er særligt hårdt ramt«

Erik Langhoff har boet over 30 år i New York. Efter mange år som hospitalsdirektør ville han som 68-årig prøve noget andet. Han blev tilbudt at bygge en organisation op, som skal indsamle og analysere patientdata i Bronx. Kort efter brød coronaepidemien ud og ramte netop den bydel hårdt. Ugeskrift for Læger har talt med Erik Langhoff om, hvordan coronakrisen har ramt ham, hans by og hans arbejde.
Foto: Erik Langhoff
Forfatter(e)
Af Line Felholt

Mens Danmark har et trecifret antal coronadødsfald, har New York lige nu 16.966 bekræftede døde med COVID-19 (27. april). Værst står det til i bydelen Bronx, som er en af USA’s fattigste distrikter. En bydel, der har statens dårligste tal for astma, diabetes, hypertension og fedme, hvilket giver borgerne en uforholdsmæssig høj risiko for dødelig udgang, hvis de udvikler COVID-19.

Og det er der alt for mange, der gør. Lige nu er Bronx New Yorks hovedstad, hvad angår coronavirus.

Her arbejder den danske læge Erik Langhoff. Efter i årtier at have været medicinsk chef og direktør for veteranhospitalet i Bronx og tilknyttet Mount Sinai-hospitalet, skiftede han for ganske få måneder siden til en stilling som Chief Medical Officer for Bronx Rhio, som står for: Bronx Regional Health Information Organization. En nyopstartet organisation, som skal indsamle patientdata for de 1,4 millioner mennesker, der bor i Bronx. Opgaven var danske Erik Langhoff i fuld gang med, da corona ramte. Epidemien gjorde hans nye arbejde endnu mere relevant end nogen kunne have forestillet sig.

Du har boet og arbejdet i USA i 30 år. Hvad fik dig som dansk læge til at rejse til USA?

»Jeg arbejdede på Rigshospitalet, hvor jeg samarbejdede med forskere indenfor mikrobiologi og immunologi. Jeg var meget interesseret i hiv og aids. På daværende tidspunkt vidste man meget lidt om, hvordan hiv blev transmitteret. Jeg fik et tilbud om at komme til Rockefeller University i New York for at hjælpe med at dyrke virus og finde ud af, hvad der gjorde, at folk blev inficeret. Efter nogle år tog jeg et studie i molekylær biologi ved Harvard University med fokus på hiv og retrovirus. Efter alle de år kommer tingene nu tilbage. Nu ser vi en ny RNA-virus, som også har induceret en epidemi i hele verden, bestemt også her i USA. Det er som om, at cirklen slutter sig«.

Hvad har du ellers arbejdet med i USA?

»Jeg har i mange år været hospitalsdirektør på et veteranhospital i Bronx. Men for fem måneder siden begyndte jeg at tænke på, om der kunne være andre ting, som jeg skulle udforske i mit arbejdsliv, og så fik jeg tilbud om at blive medicinsk direktør for en regional, elektronisk patientdata-organisation i Bronx. Bronx Rhio er en nonprofitorganisation, som samler elektroniske data på de 1,4 millioner patienter i vores område. Jeg har altid som hospitalsdirektør været meget interesseret i at indsamle elektroniske data og behandle dem. At bruge data til at få bedre og mere systematisk patientbehandling. Jeg kunne ikke vide, at vi ganske få måneder senere ville stå med en coronavirus, hvor elektronisk databehandling er vigtigere end nogensinde før for at tracke patienter«.

Hvad er det præcis, I gør med jeres patientdata lige nu?

»De sidste 1-2 måneder har vi arbejdet med at få alle de data, vi kan på coronapatienter i vores område, for at få viden om, hvordan de fordeler sig på aldersgrupper, om mulig komorbiditet, hvor mange der er hospitaliseret, intuberet og hvor mange dødsfald. Vi kører daglige rapporter, som vi giver til de folk på statsligt og regionalt niveau, der har brug for oplysningerne. Data er meget vigtigt for, at de ting, vi gør mod coronavirus, kan forbedres og går i den rigtige retning. Vi er stadig i gang med at få systemet opbygget, så vores data kan bruges til epidemiologisk forskning og forudsigelser. Det var det, Bronx Rhio var tænkt til, da vi startede. Og allerede nu kan vi jo se, at det kom til at passe. Uheldigvis. Men som det ser ud nu, var det for mit eget vedkommende et vældigt godt tidspunkt at skifte job. På grund af det, der sker nu«.

Ja, det er noget af et sammenfald, at du bliver ansat til netop den opgave et par måneder før, der bliver hårdt brug for patientdata. Hvordan oplever du det?

»Det er meget spændende. Men denne virus bekymrer mig også. For selvom vi formår at beskytte os, så kan der komme en ny bølge og igen en efter den. Og der bliver en elektronisk database som vores en meget stor hjælp. For den vil meget hurtigt sætte os i stand til at se, når der sker noget nyt epidemiologisk«.


 

Hvilke data er særligt interessant at indsamle om patienter i Bronx?

»Vi kan se, at der er forskelle i dødeligheden. African-americans og hispanics er meget hårdt ramt. Dødeligheden ser ud til at være dobbelt af caucasians og asians. Hvad der ligger bag det, er stadig uklart, men det er vi i gang med at undersøge i Bronx Rhio. Ved at kigge på data som forhøjet blodtryk, diabetes, vægt og race, kan vi forhåbentlig få et bedre billede af, hvad der ligger bag forskelle i dødelighed«.

Herhjemme blev statsminister Mette Frederiksen på et pressemøde spurgt, hvorfor Danmark ikke registrerer COVID-19-patienters etniske baggrund for at få et billede af, om minoriteter er hårdere ramt. Hun svarede, at det havde hun slet ikke tænkt på, men at det måske var en god ide. Hvad tænker du om det?

»Det er meget vigtigt at få indsigt i, hvem der bliver særligt hårdt ramt i befolkningen. Det er det både her i USA og Bronx, og det vil også være meget vigtigt i Danmark. I den situation, vi er i, må vi identificere de sårbare befolkningsgrupper så godt, vi kan. Og så må vi se, hvad der kommer ud af det tal. Men det står allerede klart, at der er sociale elementer i coronaepidemien. Hvis vi ser på et område som Bronx, som ligger i den lavere ende socioøkonomisk, er dødeligheden dobbelt så høj. Det samme gælder andre områder i New York City, hvor der er sociale problemer. Jo lavere indtægtsgruppe, du er i, jo dårligere er du formodentlig stillet, desværre. Blandt andet fordi disse patienter ikke har helt så nem adgang til fornuftig behandling af diabetes, forhøjet blodtryk og til sund ernæring. Det, tror jeg, spiller en stor rolle«.

Herhjemme har vi i et helt andet sundhedssystem, hvor patienter ikke skal have penge op af lommen for at modtage behandling. Alligevel kender vi også til diskussionen om ulighed i sundhed. Gør systemet mon den helt store forskel, når det kommer til en smitte som corona?

»I Danmark er der helt klart lidt større mulighed for et ensartet behandlingssystem. Uligheder i adgangen til sundhedssektoren har vi nok i lidt højere grad her, hvor systemet i høj grad er baseret på private sygeforsikringer. Det, tror jeg, spiller en rolle. Men det vil også være vigtigt mange andre steder i verden at forstå race og socioøkonomisk klasse, så vi kan lave tiltag mod denne virus, som kan beskytte de mest udsatte. Men vi kan sagtens her i USA lade os inspirere af et land som Danmark. Vi har brug for en bedre adgang til »primary care«. Vi har brug for en kultur, hvor patienterne bedre kan komme i kontakt med den praktiserende læge, uden at der er en økonomisk sammenhæng. Hvis man ikke går til praktiserende læge, fordi det koster et beløb, så har det en negativ virkning på mange ting. Det andet er, at boligerne også må gøres bedre. I Bronx er der generelt en dårlig boligtilstand. Folk lever tæt sammen i miljøer, som stimulerer til transmission af virus«.

Hvordan oplever du, at håndteringen af coronaepidemien har været i USA?

»Man har måske været lidt sløv i opstarten, specielt hvad angår ressourcerne til at teste. Men jeg tror, at de tiltag, der er blevet gjort med social distancing, karantæne og information om hyppig håndvask, har været gode midler, så vi nu ser, at kurven knækker. De ting bliver vi nødt til at fortsætte med. Men vi bliver også nødt til på et tidspunkt at vende tilbage på den anden side. Vi kan ikke leve i en by som Manhattan, hvor jeg bor, med alle de små forretninger lukket og mange arbejdsløse. Det er et stort problem, som også skal løses hen ad vejen«.

Hvordan mærker I coronaepidemien i jeres hverdag der, hvor du og din kone bor?

»Det har en meget stor indvirken på vores hverdag. Min kone Marcia og jeg bor midt på Manhattan på 69. gade. Byen er helt lukket ned. Alle de små forretninger er lukket på nær fødevarebutikker.

Skal man købe en liter mælk, skal man planlægge det. For man står i kø med to meter imellem. Det er besværligt, men vi klarer os. Vi bor i en bygning med 100 lejligheder, men 75 procent af beboerne her er taget væk. Så vi er en lille enklave af folk, som holder ved. Jeg bliver nødt til at være tilgængelig på grund af mit arbejde. Men det er klart, at folk er ængstelige. Vi vil gerne sige »hello« og komme tæt på hinanden, men alle på gaden holder behørig afstand på et par meter. Det er en meget stor ændring i livsstilen. Og en ændring, som nok efter mit eget synspunkt bør blive en ny standard. Vi kommer ikke tilbage til det gamle. Vi er nødt til at finde et mere frugtbart samvær mellem hinanden. Vi er nødt til at lære noget af det, vi går igennem lige nu«.

Og hvordan påvirker epidemien dig personligt?

»Jeg står selv på listen som »emergency staff« på Mount Sinai, men indtil videre har de ikke haft brug for at kalde flere folk ind, og det er jo godt. Selvom der er et meget stort antal smittede i New York og mange tusinde indlagte, har hospitalerne indtil videre været i stand til at klare det. Der er også gode ting ved situationens alvor, som har ændret vores levevis så drastisk. Personligt er jeg positiv over, at jeg ikke behøver rejse så meget. Det var jeg vældigt træt af. Lange køer i lufthavne. Jeg er blevet vældig god til at holde møde på Skype og Zoom. Det er meget mere effektivt at mødes på den måde«.

Men du lever i en by, der er meget hårdt ramt af coronavirus. Er du selv bekymret for smitte?

»Min kone og jeg tager de samme forholdsregler, som guvernør Coumo har sagt, at vi skal tage. Når vi er hjemme, kan vi leve et normalt liv, men går vi udenfor, bærer vi masker og handsker og holder afstand. Men om jeg er ængstelig? Ja, det er klart, at man som læge har sådan en virus ret højt oppe i sine tankebaner. Men jeg tror også, der er vigtigt ikke at lade ængstelighed dominere ens hverdag. Det er vigtigt stadigvæk at få noget produktivt ud af dagen. Lige nu arbejder jeg fra computer hjemmefra. Hvis ængsteligheden får for stor indflydelse, får det en meget negativ virkning på produktiviteten og klarsynet. Men vi skal heller ikke undervurdere virussen. Jeg har jo en baggrund i hiv, hvor jeg arbejdede med virus i meget høje doser, og der tænkte jeg da på, om jeg burde være bange. Men jeg var dengang og er også nu tryg ved at gøre de ting, vi bliver bedt om at gøre af beskyttelsesforanstaltninger. Vi kan næppe fuldstændig kontrollere, om vi bliver inficerede, men vi kan tage de tiltag, som er nødvendige. Vi kom igennem 9/11, anthraxtruslen, og vi vil også komme igennem COVID-19”.

I Danmark hører vi meget om USA’s håndtering af coronakrisen. Hvordan oplever du, at præsident Trump og også guvernøren i New York, Andrew Coumo, klarer opgaven?

»Set fra præsidentens synspunkt er USA et meget stort land. De individuelle stater har meget forskellige antal inficerede individer. I Montana og Pennsylvania er der for eksempel meget få smittede. Og så er der New York, som har taget overbyrden. Med så store forskelle er der meningsforskelle mellem for eksempel Cuomo og regeringen om, hvornår man skal åbne samfundet. Jeg tror, at Cuomo gør det rigtige ved at holde samfundet lukket, så vi ikke får mere spredning af smitten. Jeg vil ikke sige, at præsidenten har en begrænset autoritet, men de enkelte stater har meget stort selvstyre, og de enkelte guvernører har stor frihed til at gøre, hvad de føler er det korrekte at gøre, og derfor bliver det meget forskelligt fra stat til stat, hvornår de åbner op igen. Det ser også ud til at være regeringens holdning. At de enkelte stater selv må komme op med en løsning«.

Følger du efter 30 år i USA stadig med i, hvad der sker i Danmark? Også i håndteringen af Corona i Danmark?

»Jeg bruger danske medier hver dag og hører dansk radio på nettet. Jeg tror, at når man som dansker bor i udlandet i mange år, bliver det endnu mere vigtigt at fastholde en stor tilknytning, og det er godt at se, at det er den rigtige strategi, Danmark har valgt. Det ser jo i hvert fald ud til at virke. Men som bosat i USA har man nok i de senere år følt, at forholdet mellem USA og Europa har ændret sig en lille smule med den administration, vi har. Det er mit indtryk, at der er noget disharmoni mellem USA og Europa. Jeg ved ikke, om det er den samme følelse, man har i Europa. Men det er ikke noget, jeg har brudt mig om at læse om, og det har bekymret mig. Jeg håber og tror, at vi i denne situation, med en verdensomspændende viruskrise, vil se en meget større kollegialitet mellem de europæiske ledere og ledelsen i USA. I stedet for at vise, hvor forskellige, vi er, har vi nu muligheden for at vise, at vi kan arbejde sammen«.

Blad nummer: 

Right side

af Bjørn Asser Hansen | 17/04
1 Kommentar
af Christian Emil Møller | 17/04
8 kommentarer
af Søren Bache | 17/04
3 kommentarer
af Kristina Herbst | 17/04
2 kommentarer
af Morten Holm | 16/04
2 kommentarer
af Bent Jessen | 16/04
1 Kommentar
af Poul Henning Madsen | 16/04
6 kommentarer
af Michael Forbord Fischer | 16/04
3 kommentarer