Content area

|

Dansk læge i Sydkorea: »Det kræver en befolkning, der accepterer overvågning«

40-årige Marianne Holm er dansk læge, men har boet og arbejdet forskellige steder i verden i de sidste 12 år. Nu er hun bosat i Sydkorea, som på mange måder er olympisk mester i COVID-19-bekæmpelse. Hun fortæller om sit arbejde hos The International Vaccine Institute i Seoul og om sin hverdag i et land med en nærmest sci-fi-agtig tilgang til virusbekæmpelse.
Kø til corona-testteltet i Seouls natklub-kvarter Itaewon, som var ramt af et cluster-outbreak. De sydkoreanske myndigheder blev kritiseret for at tracke borgernes bevægelser i nattelivet med mobildata. Mange frygtede yderligere stigmatisering af homoseksuelle Foto: Jung Yeon-Je/AFP/Ritzau Scanpix
Forfatter(e)
Line Felholt

Sydkorea blev ramt af coronabølgen lige efter Kina. Men myndighederne fik lynhurtigt udbruddet under kontrol. Så effektivt, at den omfattende test- og sporingsstrategi gik verden rundt. Hemmeligheden bag sydkoreanernes succes er blandt andet heftig brug af teknologiske værktøjer som apps.

Resultatet er, at antallet af døde i Sydkorea er på 273 (8. juni). Det svarer til omkring 0,5 dødsfald pr. 100.000 indbyggere. Til sammenligning har Belgien 82 døde pr. 100.000 indbyggere. Sydkorea er med andre ord hvad man kunne kalde uofficiel verdensmester i COVID-19-bekæmpelse. Senest har en enkelt sydkoreansk mand, der besøgte fem natklubber i Seoul, dog nået at smitte mindst 54 andre, og det har vist verden, hvor hurtigt smitten kan blusse op igen, når vi forsamler os tæt.

I Seoul bor og arbejder den danske læge Marianne Holm. Hun har sin daglige gang på The International Vaccine Institute, IVI, som er involveret i udviklingen af en af de seks COVID-19-vacciner, der allerede er i klinisk udvikling. Marianne Holm selv arbejder som epidemiolog. Og så er hun jo altså bosiddende i et land, hvis COVID-19-strategi nærmest kan virke som sci-fi set med danske eller vestlige øjne.

Marianne Holm i Seoul. Privatfoto.Marianne Holm i Seoul. Privatfoto.

Hvordan er du, din mand og tre børn endt i Seoul i Sydkorea?

»Jeg har boet on and off i udlandet siden 2003. Min mand og jeg var på udveksling allerede under mit medicinstudie. Første gang boede vi tre år i Tyskland. Derfra tog vi til Stockholm, hvorfra jeg færdiggjorde min kandidatgrad på Københavns Universitet. Så tog jeg turnus i Danmark, og derefter flyttede vi til Asien. Vi har nu boet i Asien i 12 år«.

Men du arbejder ikke som klinisk læge, hvorfor ikke?

»Jeg har ikke noget klinisk speciale. Jeg interesserer mig for epidemiologi, og jeg har siden hen taget en masteruddannelse fra London School of Hygiene & Tropical Medicine og en ph.d. i epidemiologi hos Kræftens Bekæmpelse. Jeg har ikke været klinisk læge siden 2009 og har ikke ret meget klinisk erfaring. Jeg blev tidligt fanget af forskningsprojekter i epidemiologi og har altid interesseret mig for samfundsmedicin og medicinsk sociologi. Og så har jeg altid haft lyst til at komme ud i verden. Vi flyttede til Korea, mens jeg skrev min ph.d. færdig. Undervejs fandt jeg ud af, at IVI (International Vaccine Institute) ligger her i Seoul. Det var jo pudsigt, for de beskæftiger sig med meget af det samme, som jeg gør. Jeg tog kontakt til IVI og startede en uge efter, jeg havde forsvaret min ph.d. i Danmark. Jeg har arbejdet her lige siden. Det er to år siden«.

Hvad går dit arbejde hos IVI ud på?

»Officielt er min titel ’epidemiology and public health research lead’. På selve instituttet spænder vi vidt. Vi er en nonprofitorganisation oprindeligt etableret under FN’s udviklingsorganisation (UNDP), og vi arbejder med at udvikle vacciner på tværs af hele udviklingsspektret fra ’discovery to delivery’ med primært fokus på vacciner til befolkninger i lav- og mellemindkomstlande. Som epidemiologer kigger vi blandt andet på, hvilke vacciner der er brug for i forhold til de sygdomme, vi prøver at bekæmpe, og sygdomsbillederne i de lande, som vi arbejder i. Vi laver også opfølgning på, om store vaccinekampagner virker, og hvordan de er blevet taget imod. Det, jeg sidder med, er udviklingsprojekter i asiatiske lande, hvor vi hjælper sundhedsministerier med at opbygge overvågningssystemer til bekæmpelse af epidemier primært i forbindelse med antibiotikaresistens. IVI modtager direkte støtte fra den koreanske, indiske, svenske og snart også finske regering, og ellers er vi godt 70 procent finansieret af midler fra fondsansøgninger, for eksempel Gates Foundation. Når et udviklingsland får hårdt brug for en vaccine, kan de risikere ikke at have råd til den. IVI’s mission er at udvikle vacciner, som alle har adgang til. Vi har ingen produktion af vacciner selv, men arbejder sammen med virksomheder under såkaldte ’global access agreements’, som skal sikre, at vaccinen når de befolkninger, der har mest brug for den«.

Der har været en helt utrolig transparens. Sammenlignet med andre asiatiske lande, som jeg har bevæget mig i, er der en utrolig åbenhed her.

Når man som du arbejder i en organisation, der har med epidemier at gøre, er COVID-19 så bare ’another day at the office’?

»Både ja og nej. Vi har meget travlt på grund af COVID-19, og samtidig bliver mange af de projekter, vi normalt kører med, forsinkede. Især dem, jeg arbejder med. For sundhedsministerierne i de lande, jeg arbejder med, er travlt beskæftiget med COVID-19, så det er ikke business as usual. Samtidig har vi som organisation super travlt, fordi vi gerne vil bidrage i processen med at udvikle en vaccine. At virussens DNA-kode blev gjort offentligt tilgængelig allerede 12. januar, har givet en helt særlig mulighed for, at alle har kunnet gå i gang med udvikling af en vaccine nærmest helt fra start. Lige nu er der, så vidt jeg ved, flere hundrede vaccinekandidater worldwide. Hos IVI arbejder vi med en af dem, der er relativt langt i udviklingen. Man kan sige, at der havde vi en fordel, fordi det er det, vi laver til hverdag, og fordi vi allerede havde en partner, der havde en DNA-platform, som er relevant for lige netop denne virus, og som lynhurtigt kunne bruges. På den måde har vi kunnet avancere hurtigt. Jeg siger ikke, at det nemt, men det er lidt samme proces, som man allerede har været i gang med«.

En ting er jagten på en vaccine, som IVI deltager i. Men hvordan er stemningen helt nede på medarbejderplan, når du går i jeres kantine i denne tid?

»Det berører alle. Alle arbejdspladser er berørt af det. De koreanske myndigheder har ikke på noget tidspunkt lukket alt ned, men større forsamlinger har været aflyst, skolerne har været lukket siden februar, og så anbefales det, at man så vidt muligt arbejder hjemmefra. Så det kan man søge om at få lov til. Hos os har cirka 30 procent af medarbejderne arbejdet hjemmefra«.

Men er der ikke en særlig holdånd, når man arbejder et sted, hvor man pludselig kan udvikle den vaccine, som hele verden venter på?

»Jo, det er der selvfølgelig, og vi føler også en særlig forpligtelse til at være med til det. Ikke kun at være med til at udvikle en vaccine, men også at være med til at forstå, hvad forskellige lande kan lære af det her i fremtiden. Der er mange spørgsmål ud over at udvikle en vaccine, som er vigtige
at finde svar på. Til en anden gang. Alle lande skal sørge for at lære af den her situation på den ene eller den anden måde«.

Hvad er det, vi eksempelvis bør tage med os fra denne oplevelse?

»Det koreanske Center for Disease and Prevention (CDC) har netop udgivet en 90-siders rapport om, hvad de har lært af deres COVID-19-respons. Det er utrolig spændende læsning. Men generelt kan man nok forestille sig – for der er ikke lavet omfattende forskning på det endnu – at der er stor forskel på responsen på COVID-19 i lande, hvor man har en centraliseret responsfunktion, som i Danmark eller Korea, og lande, som er føderale, og som ser ud til at have en mere ukoordineret respons. Det er en tankevækkende forskel. I Asien har man inden COVID-19 nok også haft en anden respekt for store virusepidemier end i for eksempel Europa, fordi man har haft dem før, og dermed var der en anden reaktionstid, også i befolkningen. Man har en helt anden opmærksomhed på den slags end i mange vestlige lande«.

Hvad er det så, man har gjort i Sydkorea, som er så anderledes fra det, vi har oplevet herhjemme?

»Helt overordnet har man fokuseret enormt meget på teknologi i sin respons. Man har meget hurtigt brugt overvågning og advarsler via mobiltelefoner. Vi modtager emergency alerts fra myndighederne på vores telefoner, såsom ’nu er der konstateret to tilfælde af smitte der, hvor du bevæger dig rundt’. Det har helt klart påvirket folks adfærd. Meget tidligt oprettede man også et website med live dashboards om, hvor mange cases, der var, og hvor henne. Og havde man været der, skulle man gå hjem i karantæne. Alt det var utroligt hurtigt sat i værk. Det samme med testning, som de kom hurtigt i gang med både på grund af lokale firmaer, der lynhurtigt udviklede og fik hastegodkendt testkits og via drive trough testing-stationer, hvor folk nemt kunne køre igennem. Det er selvfølgelig muligt, fordi man her i Korea allerede har en stærk bioteknologisk sektor især inden for medicinsk diagnostik«.

Det får Danmark til at lyde gammeldags og Sydkorea til næsten at lyde som sci-fi til sammenligning?

»De har også brugt kunstig intelligens til at udvikle triagering, så de kunne screene patienter, uden at der behøvede at være en læge eller sygeplejerske fysisk til stede. Alt det har betydet, at vi på intet tidspunkt har været nødt til at være så nedlukket som man for eksempel har været i Danmark. Frisører og den slags har været åbne hele tiden«.

Det lyder meget fancy... men også som noget, man af mange årsager ville være betænkelig ved at indføre i et land som Danmark?

»Jo, det er ret fancy. Men det kræver en befolkning, der accepterer sådan en overvågning. I forbindelse med MERS vedtog man her i Korea en ’infection disease control act’, der gjorde det lovligt for myndighederne at overvåge folk med for eksempel CCTV, som i forvejen er etableret overalt i gadebilledet, og sågar kreditkortoplysninger. Det accepterer folk. De er vant til det. Man har også lovgivning mod hamstring og overpricing, så det oplever man slet ikke her. Rent kulturelt er koreanerne måske også lidt mere autoritetstro, så når de får at vide, at de skal blive hjemme, så bliver de hjemme«.

I Danmark har vi også hvide telte med bred testning nu. Skulle andre lande bare have gjort som Sydkorea?

»Det kan ikke nødvendigvis bare overføres. Det, man gør i Indien, kan man heller ikke bare gå ud fra, også er muligt i Bangladesh. Det er vel et spørgsmål om, at de fleste lande gør, hvad der er muligt for dem ud fra den bedste overbevisning og kunnen. Mange vestlige lande kom nok i gang lidt sent, men omvendt kan man ikke bebrejde dem det. I forhold til de data, der var til rådighed, så gjorde man det, man kunne, på det tidspunkt man kunne. Det er svært at sige, hvad der ville have været det rigtigste at gøre, før vi er helt ude på den anden side«.

I Danmark har regeringen indimellem fået kritik for ikke at lægge alle tal frem. Hvordan har du oplevet myndighedernes åbenhed i Sydkorea i forhold til at informere?

»Der har været en helt utrolig transparens. Sammenlignet med andre asiatiske lande, som jeg har bevæget mig i, er der en utrolig åbenhed her. Sydkorea er jo et frit og demokratisk land. Som udlænding er man på grund af sprogforståelsen nogle gange lidt handicappet, men den der hjemmeside om COVID-19, som de lynhurtigt fik op at stå, den var skrevet på de tre største sprog i Korea, som er koreansk, engelsk og kinesisk. Det har helt sikkert været en del af regeringens strategi mod virussen fra starten af være så transparente som muligt«.

Hvordan har I det selv i din familie. Har I været bekymrede for at blive smittet?

»Vi har som så ofte før været forkølede, men ikke rigtig syge. Vi har ikke på noget tidspunkt været specielt ængstelige eller bekymrede. I starten synes vi nok, at det hele var lidt overdrevet. Sådan lidt ’slap nu af!’, som nok er en dansk mentalitet. Men med tiden har vi fået mere respekt for den måde, man gør det på her. Det er nok meget godt, at man har været så overforsigtig. Vi har genevalueret vores egen holdning. Det, myndighederne har gjort, har gjort os meget trygge«.

Hvad tænker du om den seneste udvikling i Seoul, hvor en mand har smittet mindst 54 andre i løbet af en nat i byen? Har Sydkorea lukket for lidt ned?

»Det er jo virkelig et godt eksempel på, hvorfor det er større forsamlinger og især natklubber og lignende, der må betragtes som de største hotspots for nye clusters. Hvilket også bakkes op af nylige data, som indikerer, at størstedelen (op til 80%) af COVID-19-transmissionen ser ud til at stamme fra en mindre del (ca. 20%) af de smittede – disse såkaldte superspredere. Samtidig bliver man også nødt til at sige, at for Korea er disse genopblusninger nok også en del af prisen, man betaler for at have været så hurtig i at begrænse smitten og samtidig være så meget på forkant med opsporing. Så kommer disse gentagne cluster outbreaks til at ’fylde meget’. Hvis man vil blive ved med at holde samfundet åbent og kørende i en by med 20 millioner indbyggere, er det en massiv og længerevarende opgave for de lokale sundhedsmyndigheder at fortsætte med aktiv smittesporing«.

Blad nummer: 

Right side

af Hanne Hulgaard | 14/04
1 Kommentar
af Morten Holm | 13/04
5 kommentarer
af Nadia Nagib Galal | 10/04
2 kommentarer
af Jannik Lückou Falhof | 09/04
1 Kommentar
af Martin Roest Christensen | 09/04
1 Kommentar
af Simon Bahn Glerup | 08/04
11 kommentarer
af Mats Lindberg | 06/04
1 Kommentar
af Steen Peter Vangsted | 06/04
1 Kommentar