Content area

|

Dansk læge i Tanzania:»Jeg håber, der kommer meget konkrete anvisninger til denne del af verden«

Dan Brun Petersen rådgiver til daglig den tanzaniske regering om sundhedsstrategier. Men han er også garvet akutlæge og har tidligere arbejdet med Danmarks epidemiologiske beredskab. Hans kone og børn er rejst hjem til Danmark, mens han selv er blevet i Tanzania. Fordi der kan »blive brug for det, jeg kan«.
Rejsende venter på at få tjekket deres pandetemperatur ved en grænseovergang til Kenya i Namanga i det nordlige Tanzania. Foto: Filbert Rweyemamu / AFP-Scanpix
Forfatter(e)
Af Line Felholt

Der er tre milliarder mennesker i udviklingslandene. 57 millioner af dem bor i Tanzania. Herunder den danske læge Dan Brun Petersen. Han er udsendt af Danida og arbejder med sundhedsstrategier på et kontinent, som den danske regering i sidste uge bevilgede ekstra 100 millioner kroner til. Via UNICEF og WHO. Penge, der skal støtte indsatsen mod COVID-19 i udviklingslande. Med god grund. For ifølge de ovennævnte organisationer har 40 procent af klodens befolkninger ikke regelmæssig adgang til rent vand og sæbe. Vel og mærke i en tid, hvor coronavirus indtil videre har spredt sig til 43 ud af Afrikas 54 lande (23. marts). Googler man Afrika og corona i disse dage, dukker ord som »katastrofe« og »steppebrand« op.

I Tanzania er der indtil videre få bekræftede COVID-19-smittede. Det første bekræftede tilfælde af COVID-19 i Tanzania blev rapporteret mandag den 16. marts. En uge senere var der 12. Men der er ingen officielle tal på, hvor mange der er testede, hvor mange der er i karantæne, eller hvor mange der eventuelt er indlagt.

Hvordan oplever du stemningen i den tanzaniske befolkning i forhold til coronavirus?

»Den lokale befolkning er indtil videre ikke voldsomt påvirket af det. Regeringen lukkede skoler den 17.marts og har kraftigt opfordret folk til håndvask og ’social distancing’ og til ikke at mødes i større forsamlinger. Meget lig det, man har gjort i Danmark. Men det har ikke den store effekt endnu. Folk giver stadig hånd. Det er en stor ting hernede at give hånd. Det er noget, folk gør mange gange om dagen. Men jeg tror nu nok, at der er en grundliggende nervøsitet også hernede, for de kigger jo på, hvad der foregår i Europa, og så bliver man både lidt nysgerrig og lidt nervøs. Mange har et andet perspektiv på sygdom og død i lande som Tanzania. Det er ikke helt utænkeligt at ens nære bliver syge og dør – også af ting, som er helt forebyggelige for os i Danmark. På den anden side betyder det ikke, at de ikke er bekymrede. De ser på tv, at vi i Europa går rundt i rumdragter, og at en masse mennesker dør. De ved ikke nødvendigvis, at det primært er farligt for de ældre, og at langt de fleste børn får milde symptomer. Graden af detaljer, der når frem til befolkningen, er lille. Og derfor opstår der også myter, som for eksempel at det kun er kinesere eller hvide mennesker, der bliver smittet«.

Foto: Dan Brun. Privatfoto.

Og hvordan er stemningen blandt udlændinge som dig selv?

»Alle de organisationer som FN og ambassader og lignende, der har folk hernede, er i gang med at vurdere situationen og finde ud af, hvor og hvordan vi skal arbejde, og om vi skal være her. Indtil videre er der alle måder at gøre det på. Nogle bliver opfordret til så vidt muligt at arbejde hjemme, nogle sender familier hjem, og andre evakuerer helt. Min kone og børn er sendt hjem til Danmark. Men ellers fornemmer jeg, at alle os udlændinge er enige om ikke at frygte virussen i forhold til os selv. Det er mere en generel bekymring for, om det overhovedet er muligt at komme hjem senere hen, hvis al kommerciel flyvning holder op, og selvfølgelig hvad der kan ske, hvis man får behov for sundhedsydelser hernede, fordi man bliver syg af noget andet midt i alt det her. Det sikkerhedsnet, vi plejer at have, kan man godt få tvivl om, hvorvidt det stadig eksisterer om ikke så længe. Men mange siger altså også: ”Nej, vi tager ikke hjem. Hvis der kommer kaos på grund af corona her, så hellere blive og hjælpe til”«.

Hvad kan din rolle blive, når/hvis COVID-19 rammer Tanzania hårdt?

»I de halvandet år jeg har været her, har min rolle været at rådgive Sundhedsministeriet i den afdeling, der hedder Directorate of Policy and Planning, det vil sige at rådgive regeringen om sundhedsstrategier og -planlægning. I Danmark har jeg en baggrund som speciallæge i akutmedicin og samfundsmedicin og erfaring som ledende overlæge, og jeg arbejdede på en akutafdeling under H1N1-pandemien i 2009. Jeg har også arbejdet for Sundhedsstyrelsens enhed for beredskab under ebolaudbruddet i Vestafrika i 2014-2015, hvor vi lavede beredskabsplanlægning i Danmark. Så selvom mit normale job hernede er strategiudvikling, har jeg også nogle helt specifikke akutmedicinske og beredskabsmæssige kompetencer, som kan komme i spil. Jeg er allerede i kontakt med Sundhedsministeriets Emergency Preparedness and Response Unit. Jeg har ikke lavet noget praktisk arbejde for dem endnu, men vi taler om steder, hvor jeg kan bidrage«.

Hvor alvorligt tror du, at coronaudbruddet vil blive i Tanzania – og Afrika som sådan?

»Regeringen i Tanzania har ikke meldt ud, hvad de forventer. Men de er også normalt ret knappe med informationer. En af de største udfordringer for et land som Tanzania og andre afrikanske lande er, at ingen aner, hvordan COVID-19 vil opføre sig i de her samfund. På den måde er vi et godt stykke bagefter resten af verden. Når man kigger på, hvordan vores viden om virus udvikler sig og på de tidlige studier og artikler, der indtil videre er lavet, er de lavet i en setting, hvor man måske ikke har almindelige intensivpladser nok, men hvor man alligevel har betragtelige ressourcer at trække på. Hernede diskuterer vi forskellige scenarier. Enten bliver lande som Tanzania relativt skånet, fordi der er mindre rejseaktivitet fra udlandet og en anden befolkningssammensætning. Vi får ikke fly med skiturister ind fra Østrig, og her er færre ældre og svækkede, da gennemsnitsalderen er lav, og befolkningen består af en stor gruppe af børn og unge, der måske har mange udfordringer, men som generelt har et rimeligt helbred. Det er det gode scenarie«.

Jeg er blevet for at hjælpe. Hvis det danske udenrigsministerium beder mig om at komme hjem, så gør jeg det. Men det er klart, at jeg tænker, at der kan være opgaver, som jeg kan løse her, som ellers ikke ville blive løst.

Og skrækscenariet?

»Skrækscenariet er, at det rammer rigtig hårdt. At rigtig mange bliver syge. Og i den situation tror jeg ikke, at det er en hemmelighed, at vi i så fald taler om en overophedning af et sundhedsvæsen, der allerede er overbelastet og voldsomt begrænset i mange dagligdags situationer. I den situation vil vi nok se virkelig mange dødsfald. Her er ikke mange ressourcer at trække på i forvejen. I Danmark taler man om at skaffe det nødvendige ved at trække på det ene, det andet og det tredje for at forhindre overophedning af sundhedsvæsenet, men hernede er der ikke meget ekstra at komme efter. Slet ikke når hele resten af verden også er udfordret. Her er for eksempel ikke beskyttelsesdragter nok, men hvis de rige lande heller ikke kan skaffe nok, så kan man godt regne ud, hvor i køen Tanzania står«.

Hvordan vil man lokalt løse den situation, tror du?

»Man vil sikre sig så mange forsyninger som muligt, men man vil nok også komme til at tænke i alternativer. Om man kan genbruge udstyr, som normalt er til engangsbrug. Om man kan omlægge eller oprette nye produktionssteder. Om man i det hele taget kan tage alternative værnemidler i brug. Og i den forbindelse har jeg en opfordring til verdenssamfundet, de mange eksperter og WHO: Der bliver lavet rigtig meget vejledning lige nu om, hvordan lande skal håndtere situationen, hvordan man øger respiratorkapaciteten og imødegår en masse behov i et moderne sundhedsvæsen for at opretholde og yde den bedst mulige behandling. Men vi har også brug for guidelines for, hvad man gør, hvis man er et land eller en region, der ikke har mange ressourcer til rådighed. Altså simple vejledninger til, hvad et absolut minimum er, og hvordan man får ressourcerne til at strække så langt som muligt uden at sætte sundhedsarbejdernes sikkerhed over styr. Jeg kan godt forstå, at man lige nu har fokus på krisen i de vestlige lande, men så snart man har næsen bare en lille smule over vandet i resten af verden, håber jeg, at vi kan arbejde på, at der kommer meget konkrete anvisninger til denne del af verden. Og det skal være meget, meget simpelt anvisninger for at blive anvendt bredt. Vi er vant til at producere retningslinjer, der er evidensbaserede og tager højde for en masse situationer. Men fattige sundhedsarbejdere med en meget kort uddannelse langt fra forsyningslinjerne har brug for enkle, letforståelige instruktioner, der kan hjælpe både dem og deres patienter. Der begynder så småt at komme noget materiale, for eksempel til brug i flygtningelejre, men vi har brug for mere viden og flere gode alternativer til, når man ikke har mulighed for at følge de normale råd«.

Er der andet, man kunne ønske sig fra vores del af verden i den situation, der potentielt venter Afrika?

»Så snart alle de vestlige lande kommer igennem det her, så håber jeg, at den meget store kapacitet af respiratorer og andet udstyr, som bliver frigjort i tusindvis, kan komme til denne del af verden, og forhåbentlig passer det tidsmæssigt med, at virussen rammer lidt senere i lavindkomstlandene«.

Er regeringerne i afrikanske lande som Tanzania optaget af at passe på befolkningen, sådan som vi kender det fra vores egne politikere?

»Jeg tror, man er ligeså opsat på at passe på sit land, som man er i Danmark. Man er ikke helt så individorienteret i mange af disse lande, men der er en kæmpestor bekymring for især økonomi, og meget store dele af økonomien hviler på turister, og der kommer nok ikke en eneste turist det næste lange stykke tid. De enkelte borgere får heller ikke nogen hjælpepakker, hvis de bliver sendt hjem fra arbejde eller må lukke deres butik. Og det er da noget af det, jeg frygter mest på den lange bane. På den korte bane kan man også være bange for, at økonomisk krise påvirker samfundet, så det skaber uroligheder. Kommer der knaphed på fødevareforsyningerne, kan der udbryde uroligheder, selvom det til dagligt er et ret fredeligt land. Men det er ikke noget, der er en offentlige debat om«.

Så hvilke konsekvenser har det for inddæmningen af smitten, at folk i forvejen lever fattigt?

»Samfundet hviler på svage myndigheder. Man vil ikke se samme ros og opbakning, som vi i Danmark har set til Frederiksen og Brostrøm. Hvis man beder millioner af mennesker om at blive hjemme, så er det millioner af mennesker, der lever fra hånden til munden af hårdt fysisk arbejde og går på markedet og står tæt sammen med en masse andre. For går man ikke på arbejde, og går man ikke på markedet, får man ikke noget at spise i morgen. Så selvom regeringen gør det meget godt med information om alt det rigtige, med hvad man skal gøre for at undgå spredning af smitte, så er det svært at gennemføre det i praksis. Også her er der behov for alternative tilgange«.

Foto: I uge 12 opgjorde WHOs Afrikakontor, at der var 91 udbrud af smitsomme sygdomme og 11 humanitære kriser på kontintentet.

Men med tanke på, at Afrika har oplevet ebola, skulle man så ikke tro, at man var særligt parat til at håndtere COVID-19?

»Det er rigtigt, at ebola i 2014-2015 i Vestafrika gik fra at være en lille landsbysygdom til pludselig at vise, hvor galt det kan gå, når sygdommen rammer storbyer. Og de er meget på dupperne hernede over ebola, som jo er en frygtelig sygdom med meget høj dødelighed. På mange måder – også for Tanzania – har ebola gjort noget godt for Afrikas beredskab i forhold til smitsomme sygdomme. Men den helt store forskel på ebola og COVID-19 er, at ebolaramte bliver syge relativt hurtigt og med relativt tydelige symptomer, og ebola smitter først, når der er symptomer. Med corona tager det noget længere tid, før du bliver syg, og du kan smitte selv ved så svage symptomer, at du måske ikke selv er opmærksom på dem. Det gør det meget mere vanskeligt og er en af årsagerne til, at vi ser en pandemi«.

Med lægebriller – og Afrika-briller – på, hvad tænker du så om den danske regerings og myndigheders håndtering af COVID-19?

»Det ser glimrende ud. De har håndteret det så godt, som det overhovedet er muligt. Man vil altid kunne kritisere og overveje, om situationer kræver mere eller mindre. Nu ved jeg jo lidt fra bagtæppet om, hvor svært det er at foretage vurderinger og tage beslutninger i sådan en situation. Hvor svært det er at finde de rigtige løsninger, der både baserer sig på viden, som hele tiden udvikler sig, og som samtidig skal kunne føres ud i livet. Og der må jeg sige, at det ser ud til, at Danmark har fundet en udmærket balance. De tiltag, man tager, ser man jo først effekten af et par uger senere. Helt overordnet kan jeg dog godt være lidt bekymret for, at det danske sundhedsvæsen i så mange år har været udsat for så massive optimeringer, at der ikke er nogen bufferkapacitet, hverken i det daglige og derfor slet ikke i en situation som denne. Det danske sundhedsvæsen er så trimmet, at der ikke er noget ekstra at gøre godt med. Den situation, vi er i nu, kræver en helt ekstraordinær kapacitet på alle områder, og når der ikke ligger ret meget i skufferne, så skal der findes på mange nye løsninger med rekordfart. Her kunne man godt ønske sig, at der var større reservekapacitet. Jeg håber, at man tager den erfaring med sig fremover«.

Hvor længe bliver du i Tanzania?

»Jeg er blevet for at hjælpe. Hvis det danske udenrigsministerium beder mig om at komme hjem, så gør jeg det. Men det er klart, at jeg tænker, at der kan være opgaver, som jeg kan løse her, som ellers ikke ville blive løst. Og skulle jeg blive hentet hjem, er der jo mange ting, der kan foregå over internettet. Vi kan sagtens lave guidelines sammen, selvom vi ikke er fysisk sammen. Lige nu sidder jeg også og arbejder hjemmefra i mit hus i Tanzania«.

OVERBLIK: Læs alle artikler om coronavirus på Ugeskriftet.dk

Dan Brun Petersen

Har de seneste halvandet år arbejdet som Senior Health Policy and Planning Advisor for det tanzaniske Sundhedsministeriums Directorate of Policy and Planning. Udsendt af det danske udenrigsministerium for Danida. Uddannet speciallæge i akutmedicin og samfundsmedicin og tidligere ledende overlæge på Akutafdelingen på Sjællands Universitetshospital, Køge. Har desuden arbejdet med bl.a. sundhedsberedskab i Sundhedsstyrelsen. Bor i Dar Es Salaam med sin kone og fire børn, der dog for nyligt er rejst hjem til Danmark.

Blad nummer: 

Right side

af Theodóra Hannesdóttir Cleemann | 02/06
3 kommentarer
af Bjørn Erik Ejbye Sørensen | 26/05
2 kommentarer
af Morten Blomgren | 24/05
2 kommentarer
af Julius Vindbjerg Nissen | 20/05
1 Kommentar
af Hans Henrik Freudenthal | 20/05
1 Kommentar