Skip to main content

Dansk læge i Wuhan under lockdown: Midt i coronastormens øje

Læge Kristian Teglkamp har siden 2017 boet og arbejdet i Kina som ansvarlig for sundhedsteamet på den danske ambassade i Beijing. Han var en af to diplomater, der i slutningen af januar rykkede ud til Wuhan for at få danskere ud. Nu fortæller han historien til Ugeskrift for Læger og deler sine unikke billeder fra en lukket by.
Alt bliver undersøgt af de kinesiske sundhedsmyndigheder. Der er tre personer, der står i fuldt værnemiddeludstyr og noterer vores sundhedstilstand. Det pudsige er, at de hele dagen går på besøg hos potentielle smittede, og ingen af dem skifter udstyr imellem besøgene. De sætter sig direkte ned i deres biler og kører videre til næste bolig, hvor folk skal tjekkes i forhold til karantæne. En af dem sprittede dog sine gummihandsker af, inden de forlod lejligheden.
Alt bliver undersøgt af de kinesiske sundhedsmyndigheder. Der er tre personer, der står i fuldt værnemiddeludstyr og noterer vores sundhedstilstand. Det pudsige er, at de hele dagen går på besøg hos potentielle smittede, og ingen af dem skifter udstyr imellem besøgene. De sætter sig direkte ned i deres biler og kører videre til næste bolig, hvor folk skal tjekkes i forhold til karantæne. En af dem sprittede dog sine gummihandsker af, inden de forlod lejligheden.

Tekst: Line Felholt / Billeder og billedtekster: Kristian Teglkamp

25. maj 2020
14 min.

Wuhan er hovedbyen i provinsen Hubei. Byen er den største i det centrale Kina med 11 millioner indbyggere. Her så verden det første bekræftede dødsfald på grund af COVID-19. Det var den 9. januar 2020. Den 29. januar hoppede den danske læge Kristian Teglkamp først i et fly til Shanghai og dagen efter i bil sammen med en kollega og kørte mod byen, der var i totalt lockdown. For at få danske statsborgere hjem, mens tid var. Det blev en tur, Kristian Teglkamp aldrig glemmer.

Ugeskrift for Læger har talt med ham om turen. Om arbejdet med at skaffe værnemidler hjem til Danmark. Og om et coronaramt kinesisk samfund, som får en dansk læge til at måbe.

Fortæl om dit normale arbejde på ambassaden?

Indgangen til et motorvejscafeteria (man kan vel at mærke ikke få kaffe!). Fuld temperaturkontrol og vagter, men ingen kunder udover min kollega og mig. Læg mærke til, hvordan vagten i baggrunden bærer maske.

»Jeg er ansvarlig for sundhedsteamet på Danmarks ambassade i Beijing. Jeg har også medlemmer af mit team på vores generalkonsulater i Shanghai, Guangzhou, Chongqing samt på handelskontoret i Taipei. Vi varetager myndighedsdialog mellem de danske og kinesiske sundhedsmyndigheder. Dertil har vi en vigtig rolle som Trade Council i at sikre gode forhold og støtte op om dansk Life Science-industri her i Kina. Mange af de store spillere er allerede herude og klarer sig rigtig godt, andre er på vej. Kina er et enormt interessant marked, men også en ny og stor verden for mange. Mit teams rolle er at støtte op på bedste vis og sikre, at solide danske sundhedsløsninger også når helt ud til den enkelte kinesiske borger«.

Og hvad er din baggrund som læge?

»Jeg blev færdig fra Københavns Universitet i 2005. Jeg havde egentlig regnet med, at jeg skulle være alment praktiserende læge. Efter endt turnus tog jeg et ekstra arbejde i en almen praksis i Slangerup, og derefter boede jeg et års tid i Norge i forbindelse med min introstilling. Der fik jeg fornemmelsen af, at det var det, jeg skulle. Jeg ville gerne være der 100 procent for patienterne, som en rigtig skærgårdslæge er. Men jeg følte lidt, at som tingene var i Danmark, hvor man får mindre og mindre tid sammen med patienterne, var det ikke muligt at få den enorme tilfredsstillelse, som jeg fik i ”skærgården”. Det var heller ikke en mulighed at blive der, for det var også enormt fysisk og psykisk krævende. Så jeg tænkte, om jeg kunne prøve noget helt andet, for eksempel farmaindustrien. Der skal man ikke blinke to gange som uddannet læge, før man bliver inviteret indenfor. Så jeg var i et par medicinalvirksomheder, hvor jeg samtidig fik mulighed for at tage en master i farmaceutisk medicin ud af Dublin og Harvard. Det var fantastisk. På et tidspunkt blev jeg nordisk medicinsk direktør for Alcon, og derfra sprang jeg videre til Region Hovedstaden i deres forsknings- og innovationsafdeling. Da jeg både havde en baggrund i lægemiddelindustrien og nu også i det indenrigspolitiske miljø, blev jeg i denne rolle brugt af Udenrigsministeriets “Invest in Denmark”, hvor jeg kom rundt på forskellige danske konsulater og ambassader for at præsentere landenes medicinalvirksomheder for, hvad vi kan i Danmark i forhold til for eksempel registerforskning. Den vej rundt blev jeg spurgt, om jeg var interesseret i en udepost på Danmarks ambassade i Beijing. Det lød enormt spændende. Jeg ankom slut juli 2017«.

Utallige steder er vejen blokeret af kontrolposter, hvor alt bliver registreret, og man skal kunne bruge sin viden omkring det kinesiske system og hierarki samt diplomatiske skills for at komme igennem.

To et halvt år senere rammer coronaepidemien verden. Den starter i Kina, hvor du er. Fortæl hvordan, du oplever det?

»Jeg var med helt fra starten og bidrog blandt andet direkte til at hjælpe borgere ud af Wuhan. Dermed var jeg i orkanens øje, hvor det hele var lukket ned, for at sikre, at danskere og nordiske borgere kunne ekspatrieres til Danmark. Derudover har jeg også været aktiv i forbindelse med tilvejebringelse af værnemidler til Danmark. Så COVID-19 har fyldt min hverdag fra da det startede, og ingen reelt forstod, hvad der ventede dem. Da COVID-19 blev en realitet tilbage i januar ændrede min hverdag sig fuldstændig markant. Det skete, mens det kinesiske nytår var i gang, og jeg blev fra slut januar en del af ambassadens kriseteam. Og siden har jeg ikke kigget mig tilbage. Det har bare buldret derudaf«.

Men hvad var det for en dagligdag på ambassaden, som coronakrisen ramte ned i?

»Som ansvarlig for sundhedsteamet på ambassaden deltager jeg blandt andet i et ugentligt morgenmøde med alle ambassadens medarbejdere. Ved det møde deltager de forskellige fagteams på ambassaden, for eksempel energiteamet, miljøteamet, fødevareteamet, sundhedsteamet, politisk og økonomisk team, visumafdelingen samt administration etc. De enkelte teams skiftes til at være vært for morgenmødet. Der bruger værtsteamet 10-20 minutter hver på at præsentere noget relevant for resten af ambassaden. Jeg bruger min taletid på noget sundhedsfagligt. Pudsigt nok kan jeg huske, at jeg tilbage i november holdt et oplæg, hvor jeg talte om influenzasæsonen. Om hvad en virus er, og hvad der skal til for, at den smitter. Et af hovedbudskaberne i det oplæg var, hvor vigtigt det er med ordentlig håndhygiejne samt at hoste og nyse i ærmet og ellers holde sig hjemme, hvis man vil undgå at smitte andre. Ingen kunne jo forudse en COVID-19, men budskabet fra det oplæg har jeg prædiket lige siden. Det budskab har fyldt rigtig meget i mit arbejde«.

Og hvad skete der med din arbejdsdag, da epidemien ramte?

»Meget hurtigt begyndte vi at få information om, at der var danske borgere i Hubei og Wuhan. Samtidig begyndte andre lande rundt omkring i verden at trække deres borgere ud. Jeg deltog i møder med de kinesiske myndigheder om omfang og deres håndtering af situationen«.

Typisk kontrolpost, hvor temperaturen måles, og man skal bevise, at man har sine papirer i orden.

Hvordan forholder du dig som læge på det, du hører og får at vide på det tidlige stadie?

»Lynhurtigt er der tonsvis af rygter. Jeg forsøgte at forholde mig sundhedsfagligt til det ved at søge efter retningslinjer hos WHO og Sundhedsstyrelsen i Danmark. Men der var ikke rigtig så meget, vi kunne bruge på det tidspunkt. Jeg kunne så se, at der i ganske højt tempo blev sprøjtet videnskabelige artikler ud, men jeg må indrømme, at det for mig så ud som om, at der var nogle, der så en businessmulighed, for alt det, der kom ud i starten, var spekulativt og en lille smule fattigt akademisk. Derfor var det svært at forholde sig til situationen i starten. Var det som en almindelig influenza eller værre? Hvor lå vi i det spektrum? Derfor anbefalede jeg på ambassaden, at bliver du syg, så bliver du hjemme og at alle holdt en god håndhygiejne og lod være med at nyse ud i luften«.

På et tidspunkt bliver du sendt til Wuhan?

»Ja, der bliver besluttet at sende et kriseteam ind i Hubei med medarbejdere, som allerede var i Kina. Efter en flytur til Shanghai hopper jeg og en kollega i en bil, og så kører vi mod Hubei og ind mod Wuhan vel og mærke i en diplomatbil. Vi kører på en femsporet motorvej, og det er det samme i den anden retning. Sporene er tomme, der er intet. Det er så mennesketomt på den tur, at man føler sig som “Palle alene i verden”. Som i “you didn’t get the memo? The world has actually stopped”. Sådan føles det. Vi buldrer derudaf, for der er jo ingen andre. På intet sted i løbet af de 7-800 kilometer, vi kører, kan vi købe noget ordentligt at spise. Alt er lukket. Nogle gange er der et cafeteria, hvor vi kan få lidt, og der får vi også målt temperatur. Jeg kan huske et foodcourt, vi var inde ved, hvor man stadig kunne bestille dagens ret. Der havde al personale masker på. Men jeg kan se, at en af dem hoster, og samtidig med at hun skal hoste, trækker hun masken ned. Dér tænker man sit som læge ...«.

Alt det almindelige affald, som vi producerer i løbet af dagen, bliver betragtet som »medical waste”, også en appelsinskræl. Det hele skal opsamles i respektive poser, som sættes uden for døren og vil blive opsamlet af respektive myndigheder.

Hvad sker der, da I når Hubeiprovinsen?

»Da vi skal ind i Hubei, er der lockdown. Derfor bliver der arbejdet hårdt diplomatisk fra mine kollegaer på ambassaden i Beijing for, at vi får de rette tilladelser. Det foregår konstant, mens vi er afsted. Hver gang vi skal igennem kontrolposter, kræver de papirer. Men vi lykkes med at komme ind i Wuhan, som jo er en by på 11 millioner. Den var mennesketom. Som en fuldstændig spøgelsesby. Vi kører ind og får tilladelse til at være på et hotel, som i princippet heller ikke er muligt, men det lykkedes, og så kan vi ligesom begynde med at få et overblik sammen med vores team i Beijing over, hvor der er danske borgere placeret i Wuhan. Man skal huske på, at Hubeiprovinsen er på størrelse med Rumænien, og at vi skal finde danskere selv ude i landsbyer langt fra Wuhan. Når der samtidig er karantæne, er det virkelig en vanskelig proces. Vi skal også finde ud af, hvilke danskere der vil rejse, og hvem der vil blive. De første hold danskere skulle vi have med det første fly mod Europa. Det afgår samme aften, som vi triller ind i Wuhan. Der var kontrolposter overalt, og man skulle håndtere den enkelte kinesiske vagt hver gang. Ingen af os kunne kinesisk, men vi havde kinesiske dokumenter, men endnu vigtigere er det at vise vagten, at du mener det her. Du skal forbi ham. Danskerne var jo placeret overalt i den her kæmpe provins, så hvordan får vi sikret, at de kommer ud af deres landsbyer, som også er lukket ned, nogle steder med fysiske blokader som væltede træstammer, jord, der er hældt ud over motorvejen, og vagter. Vi kunne ikke bare hente folk, så det var noget med at finde chauffører til dem og aftale pick-up points. Wuhan var fysisk lukket ned, for at holde folk inde. Så det der med at køre rundt på kryds og tværs i den by var en kæmpe udfordring og meget presset og stressende. Men vi får samlet en flok danskere og får organiseret, at de kommer med et britisk fly. Resten af natten går med at finde de øvrige danske borgere og få dem sendt med et fransk fly den efterfølgende dag. Det er rart at vide, at vi sender danske borgere hjem til trygge hænder i Danmark«.

Hvordan havde danskerne det – dem I mødte i Wuhan?

»Jeg kan sige så meget, at det var godt, at der var en læge med. Og det var ikke på grund af symptomer på COVID-19. Det viste sig heldigvis, at ingen af danskerne var positive med COVID-19«.

Hvor længe var du og din kollega i Wuhan?

»Vi sendte danskere afsted på to fly, og vi var der i tre dage, hvor vi arbejdede i døgndrift. Derefter skulle vi ud igen. Men det er ikke for sjov, når kineserne lukker ned. Så også der skulle vi arbejde tæt sammen med kollegaerne i Beijing. Det var en kompliceret proces at komme ud igen«.

Man har effektivt har lavet en blokering af motorvejen ved simpelthen at hælde jord på vejbanen. Opdagede det i sidste øjeblik og måtte så vende rundt og køre som en anden spøgelsesbilist mod trafikken. Heldigvis var der kun én modkørende, og intet skete. Læg mærke til, at jeg har sat flag på diplomatbilen. Det er normalt ikke noget, man må. Det her var dog en helt særlig situation, hvor det handlede om at vise, at det her drejede sig om en godkendt diplomatisk arbejdsopgave.

Var du på noget tidspunkt bange?

»Nej, jeg kørte på en adrenalinrus. Men det er hårdt at være i en kontinuerlig rus. Som læge kender man det, når man er på vagt på hospitalet, og vagttelefonen ringer om et hjertestop. Sådan kunne jeg også have det i Norge, hvor jeg var helt alene som læge. I Wuhan var det den samme følelse, som når jeg i Norge fik at vide, at der var et trafikuheld, og at mange biler var involveret. Der ved man bare, at uanset hvad du kommer ud til, så er det voldsomt. Hele den adrenalinrus, der siger, nu er du på, den havde jeg nonstop i de tre dage i Wuhan. Da jeg kommer tilbage til Beijing, går gassen helt af ballonen«.

Udover det personlige pres, I var under i Wuhan, med at få danskere ud, hvordan oplever du så den kinesiske håndtering af epidemien?

»I Wuhan blev jeg bekræftet i – og det kan man linke til resten af verden – at man kan lave alverdens strategier, men kæden er ikke stærkere end det svageste led. Ved samtlige kontrolposter – i selve Wuhan, arnestedet for epidemien! - stak folk hele hovedet indenfor i bilen for at tage ens temperatur. Eller folk tog deres maske op, når de talte. Eller det hotel vi boede på, hvor der blev serveret buffet, og alle måtte tage med det samme bestik. Det virker af og til som om, at parolen er, at har man masker på, så er man sikker. Der var eksempelvis ikke alle steder, hvor der var adgang til rindende varmt vand og sæbe«.

Vejblokeringen set fra en motorvejsbro, hvor vi stod og kiggede ned. Så er gode råd dyre, når det ikke fremgår på noget elektronisk navigationssystem. At finde den rette rute ud af byen til forskellige aftalte pick-up points var i sig selv en meget vanskelig opgave.

Hvilke arbejdsopgaver har du, nu du er tilbage på ambassaden igen?

»Der kom hurtigt fokus på udstyr. I starten blev der støttet op om at få udstyr til hospitaler i Wuhan. Men så begynder virussen også at komme ind i egen baghave, og så får resten af verden også får brug for værnemidler. Fra 1. april har de kinesiske myndigheder indført skrappere regler for og inspektion af alle forsendelser af værnemidler. På anmodning har ambassaden indvilliget i at bistå med stikprøvekontrol af forsendelser af værnemidler. Udenrigsministeriet har ikke mulighed for at foretage egentlig kvalitetssikring, da det kræver specialudstyr og fagfolk, men har indvilliget i at assistere i det omfang og med de kapaciteter, ministeriet har mulighed for. Vi har samlet billeddokumentation og foretaget stikprøver for at sammenligne indholdet af kasserne med udførsels-/fragtdokumenterne. Faglig og kvalitativ vurdering af samtlige værnemidler foregår i Danmark af professionelle. De fleste nationer har jo købt og betalt deres værnemidler, men jeg har bemærket, at når visse lande har sagt ja til at modtage donationer af værnemidler fra Kina, har de modtaget TCM-udstyr. Her i Kina er der stor fokus på Traditionel Chinese Medicine i forbindelse med COVID-19. En stor del af dem, der er syge med COVID-19, bliver også behandlet med TCM. Det hører man meget om her. At TCM spiller en uerstattelig rolle i behandlingen af COVID-19-patienter. Men man får aldrig at vide, hvad de præcist er blevet behandlet med. Andet end at det virker. Det bliver aldrig uddybet«.

Hvorfor er det egentlig lige Kina, Danmark får mange af sine værnemidler fra?

»Kina har en meget stor produktion af de her ting. I det hele taget har Kina en stor produktion af rigtig mange ting, herunder også en stor del af de aktive farmaceutiske ingredienser, som hele verdens medicinalindustri har brug for til udviklingen af deres medikamenter. Jeg vil sige, at den her situation jo gør, at man pludselig ser, hvordan afhængigheden af vores forsyningskilder er«.

Vi havde aftalt flere opsamlingssteder med det franske generalkonsulat, som vi kunne sende danskere til for at få dem med et fransk fly ud af Wuhan. Som de eneste diplomater havde vi tydelige orange veste på, hvilket gjorde, at samtlige EU-borgere benyttede min kollega og mig som rådgivere. Jeg står med hovedet nede i mobilen og koordinerer praktikaliteter, så danske borgere havde de nødvendige dokumenter for at komme med flyet. Det var et helt fly fyldt med europæere, der skulle afsted den nat.

Det ser ud til udefra, at især masker er meget udbredt i Kina. Hvad mener du om det?

»I Kina er masker det store nummer. I Asien i det hele taget. Personligt mangler jeg evidens for hele maskesituationen. Igen er vi tilbage til det svageste led i kæden. For herude bruger de fleste surgical masks, men de genbruger dem konstant og rører hele tiden ved dem. Håndhygiejnen er fortsat ikke for god. De tager også masken ned hele tiden, når de ryger. Og kinesere ryger rigtig meget. Den der inkonsekvens gør jo, at masker i hvert fald ikke hjælper«.

Følger I de kinesiske retningslinjer om masker eller de danske anbefalinger på ambassaden?

»På ambassaden følger vi Sundhedsstyrelsens retningslinjer. Men vores kinesiske medarbejdere er fri til at følge de kinesiske sundhedsmyndigheders anbefalinger. Men generelt skal vi allesammen have maske på, når vi er udenfor«.

Har du det?

»Det bliver jeg nødt til, ellers bliver jeg stoppet«.

Kristian Teglkamp uden mundbind og foran kameraet. Privatfoto.

Hvordan er stemningen i Kina efter fire måneder med coronaforholdsregler?

»Alle er matte i koderne. Vi har jo haft det siden slut januar, hvor vi bliver tjekket og stoppet og kontrolleret og udspurgt og overvåget. Hele verden taler om overvågnings-apps, om man vil have det eller ej. Her gør man det bare. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange, jeg er har fået målt min temperatur. Endda med stegetermometer. Jeg har fået den målt til 33,4 grader celsius. Jeg har endda overvejet at sige til vagten, at hvis min temperatur er 33,4, så bør man nok bekymre sig om andet end lige COVID-19. Men bare din temperatur ikke er over 36,6, så bliver du lukket ind. Den form for foranstaltninger er i min optik spild af tid. Det er symbolsk. Man viser, at man gør noget«.

Frygter du selv at blive smittet?

»Nej, og jeg er heller ikke blevet testet. Jeg er tryg ved at ved at følge de almindelige regler for hygiejne. På den måde giver man sig selv de bedste betingelser. Da jeg selv sad i almen praksis, så jeg snot og virus og alt muligt andet dag ud og dag ind. Jeg blev aldrig selv syg grundet min patientkontakt. Det er på grund af en generel professionel tilgang til hygiejne og særligt håndhygiejne, man har mellem hver patient, er jeg sikker på. Så basal en ting kan tage de fleste vira i opløbet, selvom COVID-19 jo som sundhedsfaglig kræver særlig omtanke for korrekt brug af værnemidler. Mit stille håb er dog, at alle forstår vigtigheden af, at håndhygiejne bliver udbredt efter COVID-19. Det er for dyrt at lade være. Vi har ikke råd til det«.

Se alle billeder i stor udgave:

#GALLERY