Dansk lægeteam i Eritrea: »Vi tilstræber kun at operere for lidelser, hvor vi kan forvente, at børnene er kureret efter operationen«

De bor spartansk. De arbejder spartansk. Men er den forskel, de gør, spartansk? Ikke hvis man spørger dem selv. Det danske team, som Kolja Kvist og Søren Walther-Larsen er en del af, kan i sagens natur »kun« hjælpe de eritreanske spædbørn, der er så heldige at blive født imens – eller overlever indtil – vestlige teams som det danske er i landet.

To gange årligt tager de to kollegaer fra Rigshospitalet fri fra deres arbejde på Børnekirurgisk og Anæstesiologisk Klinik på Blegdamsvej og drager til Afrika i regi af den tyske hjælpeorganisation »ARCHEMED – Ärzte für Kinder in Not«, der arbejder for bedre sundhed for børn i Eritrea. Selv om der er lægehold fra andre lande, der også tager et par uger til Eritrea i løbet af året, repræsenterer holdene forskellige specialer. De to danskere har således rejst til Eritrea siden 2014 for at operere lidelser og misdannelser i mave-tarm-regionen hos børn og spædbørn.

Morbus Hirschsprung og analatrasi er eksempler på sygdomme, som landets eget sundhedspersonale ikke selv har kompetencer til at operere. Det vil sige medfødte misdannelser, der ubehandlet ender dødeligt inden for få dage eller uger. Men operationerne redder liv på en kalendertilfældig måde. De heldige børn, der bliver født eller overlever, til teamet dukker op på børnehospitalet i Eritreas hovedstad, Asmara, får et liv og en barndom, som de ellers ikke ville have fået. Men opholdene på det afrikanske hospital giver også Kolja Kvist og Søren Walther-Larsen og deres danske hold bestående af tre kirurger, en anæstesilæge, anæstesisygeplejerske, en operationssygeplejerske og en sygeplejerske noget både fagligt og menneskeligt med hjem, som de ellers aldrig ville have fået. Læs om deres dagligdag i Eritrea i dette rejsebrev.

60 operationer på ti dage

Kolja Kvist: »De lokale myndigheder i Eritrea får besked om, hvornår teamet kommer. Så har de sørget for, at de patienter, der kunne have brug for mave-tarm-kirurgi, møder op vores første dag dernede. Den første dag dernede er screeningsdag. Der sidder typisk 150 familier med et barn på skødet og venter på os. Vi ser alt mellem 140 og 170 på den første dag. Vi fordeler os i to rum, og så ser vi patienterne sammen med en lokal tolk. Vi starter med at se de patienter, vi har opereret under et tidligere ophold. Dernæst ser vi de nye patienter, som typisk er nyfødte med misdannelser som analatrasi, børn suspekte for morbus Hirschsprung, lyskebrok eller retinerede testes. Når vi har set patienterne den første dag, planlægger vi den næste halvanden uges operationsprogram. Allerede på dag to er vi i gang med at operere. Vi starter med de største operationer, og så fylder vi op med lyskebrok, retinerede testes og andre mindre operationer. Vi er igennem cirka 60 operationer på ti dage«.

#GALLERY

Når mere end hjemme

Kolja Kvist: »På dag to begynder vi at operere. På operationsdage starter vi klokken 8. Patienterne sidder klar udenfor. Søren eller en operationssygeplejerske henter patienten, som bliver bedøvet. Vi er gerne igennem to store operationer og tre mindre operationer på en dag. Vi kører på frem til 17-18-tiden, nogle gange 19-20, men der er også dage, hvor vi først slutter klokken 21-22-stykker. Vi arbejder meget, når vi er dernede, men vi synes også, at vi bør nå så meget som muligt. Sådan går den første uge, derefter er vi mere ovre i operation af lyskebrok og testikler. Dem tager vi 7-12 af om dagen«.

Søren Walther-Larsen: »Vi har en enkelt fridag på de to uger. Så vi kan få vejret. Det er mange dage med 12-14 timers arbejde, men vi når også en hel del mere dernede, end vi ville nå herhjemme. Det skyldes, at der er langt mindre dokumentation. Vi fører regnskab med operationerne og den medicin, vi giver, på den måde er det efter bogen, men sammenlignet med, hvor lidt af vores tid der herhjemme går til direkte patientkontakt, så går 99 procent af tiden dernede på at gøre noget for patienterne«.

Aldrig rigtig rent

Søren Walther-Larsen: »Når vi er dernede, bor vi på hotel. Det er et okay hotel. Det meste af tiden er der rindende vand, og nogle gange er det også varmt. De hygiejniske forhold er, som de er, i så fattigt et afrikansk land. Der er altid en smule støvet og småsnavset. Der er aldrig rigtig rent. Man bliver hele tiden bombarderet med sanseindtryk. Men medicin har vi selv med hjemmefra. Det er betalt af organisationen bag os, for den kan vi ikke købe dernede«.

Kolja Kvist: »Organisationen stiller de fysiske rammer, respiratorer, steriliseringscentral, instrumenter og tøj til rådighed for os. Dertil er der lokale sygeplejersker, en operationssygeplejerske og anæstesisygeplejersker. Der er også en lokal kirurg med de fleste dage. Strømmen går tit dernede, også på hospitalet, men de har fået solceller, så der altid er nødstrøm til os, når vi opererer. Derudover har vi selv remedier med. Coloplast støtter os med stomiposer, katetre og sonder til børn. I et vist omfang har vi også selv operationshuer og handsker med. Det er en forhandling mellem ArcheMed og regeringen dernede, hvad de må sende derned. Det kan undre en, men det

er begrænset. Man kan ikke bare sende en container med medicin til Eritrea. Det er ’no go’ for regeringen dernede. Derfor tager vi også det med, som vi selv synes, vi kan«.

Sender børn hjem for at dø

Kolja Kvist: »Når vi vælger primært at operere for analatrasi og morbus Hirschsprung, er det, fordi kirurgi er kurativt, og efterbehandlingen er begrænset. Vi tilstræber kun at operere for lidelser, hvor vi kan forvente, at børnene er kureret efter operationen og kan få et godt liv bagefter. Vi opererer ikke for tilstande, hvor der for eksempel er stor risiko for blødning, da adgangen til blodprodukter er meget begrænset. Ligeledes søger vi at undgå at operere tilstande, som fordrer medicinsk efterbehandling såsom tumorer, idet kemoterapi ikke findes«.

Søren Walther-Larsen: »Enkelte af de børn, vi ser, er for syge til at få gavn af operation. Det kan være tumorbørn, der dukker op med en bule på maven. Så laver vi billeder for at se, om vi er så heldige, at vi kan fjerne canceren ved operation. Kan vi ikke det, så kan vi nogle gange fjerne tumoren, men kun af smertelindrende og palliative årsager. Der er ikke kemoterapi eller andre efterbehandlingstilbud til børn med tumorer. På samme måde, hvis vi mistænker, at de kan dø i forbindelse med anæstesien eller efter operationen, så sender vi dem også så at sige tilbage til landsbyen for at dø. For de helt nyfødte er det også kun dem, der ligger på neonatalafdelingen i de 14 dage, vi er der, som vi kan hjælpe.

De børn er de få heldige. Når førstedagen er slut, så skriver vi bogstaveligt talt operationsplanen ned på et fedtet stykke papir. Dem tager vi i morgen tirsdag, dem tager vi på onsdag og så videre. Vi tager de største og mest komplicerede operationer de første dage, for så har vi flere dage til at holde øje med patienterne, inden vi rejser hjem igen. Men helt konkret redder vi jo nogle menneskeliv, når vi er dernede. Og for mange børn gør vi livskvaliteten betydeligt højere, fordi de får lagt deres stomi tilbage – dernede har de kun hjemmelavede stomiposer i stof – så de igen kan gå i skole uden at lugte forfærdeligt. Vi ved godt, at det er en lille dråbe i havet af afrikanske børns elendighed. Det minder om at gå en tur langs stranden og opdage, at 100 søpindsvin er skyllet op på land, hvorefter man skynder sig at smide så mange i havet, man kan nå, inden de dør. Kan man smide 10-20 tilbage i vandet, er man glad. Det er vi også. Jeg er godt klar over, at der er børn, der ikke når frem eller ikke er der, når vi er der. Men vi gør en markant forskel«.

Forsøger at lære fra sig

Kolja Kvist: »Det er en stor del af missionen for den organisation, vi rejser med, at uddanne lokalt sundhedspersonale. Men Eritrea er et meget hårdt styret diktatur, og villigheden til at udbygge deres sundhedsvæsen er ikke så stor, som man kunne ønske sig. Derfor er det også begrænset, hvad de selv kan udføre. De kunne godt operere for eksempelvis retinerede testes og lyskebrok. Man ser dem jo overalt på gaden. Voksne mænd, der har haft lyskebrok siden barndommen. Men de slukker kun ildebrande. Elektiv kirurgi forefindes ikke. Man kunne godt ønske sig, at de på et tidspunkt selv tog teten på de ting, men om det kommer til at ske... Jeg tænkte i starten, det var rigtig positivt, at vi får en lokal kirurg og en lokal anæstesisygeplejerske med, når vi opererer, for så er der også en uddannelsesfunktion inkluderet i det. Men når der mangler anæstesimidler til at bedøve, suturmaterialer, diatermi, plastre og sårpleje, så selv hvis de var de fermeste kirurger håndværksmæssigt, så har de stadig ikke noget at gøre godt med, og så kommer de ikke meget videre«.

Søren Walther-Larsen: »Det er den kedelige del af historien. Der mangler det der initiativ til at spørge os: ”Hvordan bygger vi videre, så vi selv er klar til at tage over om ti år?” Men de spørger ikke. Og de sender heller ikke selv kirurger ud af landet. Jeg synes nu, at deres anæstesisygeplejersker – de har ikke anæstesilæger – er ret dygtige«.

Urolige børn fik en flad

Søren Walther-Larsen: »Det er ikke kun det faglige, vi håber smitter af på dem. Det er også noget med holdningen til børn.

Hvis børn i Eritrea ikke makker ret og sidder stille, når de får taget en blodprøve, så få de en flad. Det skete lige foran øjnene på os. Opvågningssygeplejersken var heller ikke specielt optaget af, at børnene havde ondt efter operation. Blandt andet selvfølgelig af de gode grunde, at de ikke havde smertestillende midler til dem. Men der er også noget i kulturen. Især i starten gik de hårdt til børnene. De har en helt anden autoritær tilgang til børn, som ligger meget langt fra vores, hvor vi respekterer børn.

Vi er ret stolte over, at vi til dels har formået at ændre noget der. De er begyndt at tale pænt til børnene, gøre ting i deres tempo og respektere, at de kan være bange. Vi har primært gjort det ved eksemplets magt. Ved at vise dem vores principper for ordentlig behandling«.

Kolja Kvist: »Der har vi helt sikkert sat vores tydeligste præg. Det lokale personale har fået en helt anden tilgang til pleje, end de havde, da vi startede. Vi er meget tilfredse med, at vi har fået ændret noget der. Og det er meget konkret: At man ikke slår børnene«.

Vi øver os ikke

Søren Walther-Larsen: »Det kræver høj faglighed at arbejde sammen i de teams, vi sender derned. Det kræver noget helt andet af dig som teamspiller at arbejde sammen under de forhold, og det smitter af på os allesammen, når vi kommer hjem og skal arbejde i teams herhjemme. Det er en del af det at arbejde på vores klinik, at man får tilbuddet om at komme ud og bruge sin viden og kompetencer til at gøre noget godt. Det giver et sammenhold og en fælles historie på vores arbejdsplads, at vi på godt og ondt er ude og opleve sammen og arbejde så tæt sammen. Det er en fantastisk oplevelse. Men det er vigtigt at understrege, at vi ikke tager derned for at øve os. Vi er et relativt fast hold af dygtige speciallæger og sygeplejersker, der tager afsted. De kirurgiske teams, der tager derned, også fra andre lande end Danmark, tilbyder en service, som landet ikke selv ikke kan tilbyde deres børn. Ud over mave-tarm-kirurgi er det for eksempel også hjertekirurgi. Komplicerede ting, som tager mange år at blive dygtig til«.

Kolja Kvist: »Det kan godt være, at de operationer, vi laver dernede, er mindre spændende i dansk optik, men fordi vi er udfordret værktøjsmæssigt, bliver selv det banale mere spændende. Specielt det postoperative faktisk, for hvis det kan gå godt i de omgivelser, så kan man godt tage nogle erfaringer med hjem og ændre lidt på vores måde at gøre tingene på. Man begynder at stole mere på sine egne vurderinger og kompetencer, når man ser, hvor langt man kommer under de forhold. Man får skærpet sin kliniske sans, når man i højere grad må stole på sine basale færdigheder uden tilgang til de hjælpemidler, vi har herhjemme. Derfor går læringen begge veje«.

Smådepressiv bagefter

Kolja Kvist: »Man skal vænne sig til den tilgang, de har til livet og til, når det går galt. Deres børn dør oftere, og det gør, at de har en anden tilgang til det. Døden er en integreret del af livet. Første gang jeg var der, oplevede jeg, at de havde lagt et dødt barn ned i en papkasse og stillet den på sengen. Det var lidt hårdt at gå forbi den«.

Søren Walther-Larsen: »Vi ser ekstremer dernede, som vi aldrig ville se i Danmark. Børn, der har ligget med tarmslyng i 5-10 dage. Det er helt ekstremt smertefuldt for dem. Jeg kan godt være lidt smådepressiv, de første par uger efter jeg er kommet hjem. Fordi man ser kontrasterne i så lys lue. Der er så meget ulighed i verden stadigvæk. Når vi forlader dem, sidder de jo stadig dernede med deres liv. Samtidig ser man en livsglæde hos dem, som nærmest er omvendt proportional med deres levevilkår. Det er meget fascinerende. Og jeg kan godt lide ulønnetheden i det. Jeg kan godt lide at give det, vi kan, videre til et barn, som kan få glæde af det, uden at vi får en klejne for det. Det er et sundt princip, som vores egne børn i Danmark kunne lære af, fordi vi herhjemme kan være meget optaget af ’hvad får jeg ud af det’. Derfor har jeg også den lille mission med det her at vise mine børn, at man godt kan give uden at tage imod«.