Skip to main content

Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi: nationale retningslinjer til næste år

Klaus Larsen, kll@dadl.dk

24. aug. 2012
2 min.

Sundhedsstyrelsen arbejder på en skærpet vejledning til lægerne om brugen af implantater. Den kan ifølge enheds-chef Søren Brostrøm ventes klar senere på året.

Den gældende vejledning om indførelse af nye behandlingsmetoder i sundhedsvæsenet er fra 1999 og meget bred. Søren Brostrøm siger til Ugeskrift for Læger, at Sundhedsstyrelsen formentlig inden årets udgang vil være klar med en ny vejledning, der udelukkende vedrører implantater og lægers forpligtelser, når de indsætter implantater.

Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi (DSOG) har nationale, kliniske retningslinjer for undersøgelse og behandling af de fleste gynækologiske lidelser, og selskabet er ved at revidere anbefalingerne for prolapsbehandlingen, oplyser formanden, Kresten Rubeck Petersen. Retningslinjerne ventes dog først klar i løbet af 2013.

Har DSOG opfordret sine medlemmer til helt at indstille brugen af syntetisk mesh?

»Der kom en anbefaling tidligere på sommeren fra Dansk Urogynækologisk Selskab, som indskærpede, at det skal bruges restriktivt og på meget snævre indikationer. Dermed lægges der jo ikke op til et egentligt stop. Men det er da fornuftigt, at man på baggrund af det, der er kommet frem, prøver at revidere sine procedurer«, siger Kresten Rubeck Petersen.

I mellemtiden fastslår Kresten Rubeck Petersen ligesom Sundhedsstyrelsen, at alle komplikationer skal indberettes. Og det bliver sværere at glemme sin indberetningspligt, for på det skema, der bruges ved kvalitetsdatabasen for alle urogynækologiske operationer, og som altid udfyldes, er der tilføjet et felt, hvor man skal krydse af, om man har indberettet eventuelle komplikationer.

»Så hvis man står med en komplikation, er man nødt til at tage stilling til, om man skal indberette eller ej«.