Dansk Selskab for Patientsikkerhed

Dansk Selskab for Patientsikkerhed har holdt sin første ordinære generalforsamling. Derved er det nye selskab trukket i »arbejdstøjet« under ledelse af den netop afgåede formand for Amtsrådsforeningen, Kresten Philipsen. Selskabets formål er at fungere som organisatorisk ramme og at virke samlende og inspirerende for arbejdet med den del af kvalitetsudviklingen inden for sundhedssektoren, der vedrører patientsikkerhed. Selskabet skal fungere som forum for udbredelse af viden om patientsikkerhed og metoder til gennemførelse af klinisk risikostyring. Det sker ved afholdelse af møder, symposier m.v., samt ved efteruddannelse af sundhedspersonale.

Selskabet er fra starten blevet placeret centralt i arbejdet med at forbedre sikkerheden for de danske patienter. Selskabet var således høringspart i forbindelse med udarbejdelsen af en national strategi for kvalitetsudvikling i sundhedsvæsenet, og Selskabet er tiltænkt en hovedrolle ved udarbejdelsen af de nationale standarder for patientsikkerhed, der skal indgå i den danske model for kvalitetsvurdering. I oplægget om den nationale strategi fra Sundhedsstyrelsen er patientsikkerhed blevet udpeget som et af de fire satsningsområder for sundhedssektoren de næste fem år. De øvrige områder er: patientindflydelse og brugerinddragelse, formidling af viden og åbenhed i systemerne, og kompetenceudvikling. Tilsammen fire områder, der betegner en stille revolution for sektoren, og samtidig fire områder, der har stået højt på Lægeforeningens ønskeliste.

Det er ganske vist mere end et årti siden, at de første undersøgelser i USA og Australien påpegede betydelige problemer med sikkerheden i sundhedssystemer, der minder meget om vores. Men det er kun ganske få år siden, at myndighederne i de respektive lande begyndte at reagere, og det var først i september 2001, at den første danske pilotundersøgelse blev publiceret og bekræftede, at vi havde helt samme problem som de andre vestlige lande: at næsten hver tiende patient, der udskrives efter en somatisk indlæggelse, har været udsat for en utilsigtet hændelse i et omfang, der i gennemsnit medførte syv ekstra sengedage. Her blot et halvt år senere er patientsikkerheden så på vej til at blive et primært satsningsområde i arbejdet med kvalitetsudviklingen. Det er der grund til at glæde sig over.

Sundhedsstyrelsen lægger op til, at der etableres et meldesystem for utilsigtede kritiske hændelser, der skal i indsatsperioden ske en generel indførelse af elektroniske patientjournaler med fælles faglige og tekniske standarder, og der skal udvikles et sæt nationale standarder for patientsikkerhed, der på sigt vil kunne indgå i den danske model for kvalitetsvurdering. Med hensyn til meldesystemet er det af stor vigtighed, at systemet ikke bliver sat i værk, uden det er klart defineret, hvilke hændelser der skal rapporteres. Erfaringsmæssigt kan der læres næsten lige så meget af næsten fejl som af fejl, hvor der er sket skader. Det er også afgørende vigtigt at afgøre, om rapporteringen skal være obligatorisk eller frivillig, og hvorvidt indrapporteringen skal være åben, anonym eller konfidentiel.

Det kan næppe være nogen hemmelighed, at Lægeforeningen går ind for et system med konfidentiel indrapportering og et system, der etableres adskilt fra det straffende system. På den ene side er det svært at lære af indrapporterede hændelser, hvis det sker anonymt, og det derved ikke er muligt at finde kilden. På den anden side er det ikke realistisk at få en dækkende indrapportering, hvis læger eller andet sundhedspersonale på forhånd ved, at de med deres rapport stikker hovedet i en løkke. Et konfidentielt system har det bedste fra to verdener.