Dansk sundhedspolitiker i EU: »Jeg vil gerne gøre en forskel for hele Europa og europæiske patienter«

Scenen virker velkendt. Et ellipseformet mødebord med hvide navneskilte, tolkebokse i baggrunden og stole, der endnu ikke er trukket ud. Deltagerne meet’er and greet’er hinanden stående. Der bliver kindkysset og smalltalket, mens hænder trykkes eller hviler på de høje stolerygge.

Hovedpersonen står i midten af det hele. Det er ikke statsministeren, selv om det er hende, der gør settingen velkendt. Hvor mange gange har man ikke set Mette Frederiksen smalltalke hjemmevant med Europas ledere, inden de sætter sig, og pressen forlader salen.

Det gør den ikke denne gang, Ugeskrift for Læger er blevet. Vi er nemlig taget til parlamentsbygningen i Bruxelles for at følge hende, der sidder midtfor. Nem at få øje på i pangorange strikbluse.

»Strengthening Europe through life science«, lyder overskriften på mødet. Ordstyreren kommer fra Dansk Industri, og rundt om bordet sidder ledere fra Pfizer, Novartis, franske og tyske brancheorganisationer og EU-kommissionens direktør for medicinske produkter og innovation.

Værten for det hele er Stine Bosse. Dansk medlem af Europa-Parlamentet for Moderaterne. Hun er næstformand i parlamentets sundhedsudvalg. Et udvalg, der for nylig er rykket op fra at være et underudvalg til et stående udvalg, så det nu har reel magt, når EU-Kommissionens lovforslag på sundhedsområdet skal forhandles i parlamentet.

To af Stine Bosses danske kolleger, parlamentsmedlemmerne Niels Flemming Hansen (C) og Kristoffer Storm (DD), sidder også i udvalget, men kun som suppleanter. Så Stine Bosse er som næstformand og medlem af ledelsen den danske EU-parlamentariker, der har mest indflydelse på EU’s sundhedspolitik.

»Vi må gøre det bedre«, »øget konkurrencekraft«, »mere strategi«, »stærkere EMA«, »simplere«, »solidaritet« og »ét marked« er nogle af de ord, Stine Bosse siger, da hun åbner mødet. Et møde, som skal ses i lyset af, at flere store opgaver lige nu ligger på hendes og sundhedsudvalgets bord.

EU er nemlig på vej med en ny europæisk life science-strategi. Men også ny lovgivning om kritisk medicin, som skal styrke Europas egen produktion af vigtige lægemidler, så vi bliver mere uafhængige af sårbare forsyningskæder og lande som Kina og Indien. Og ikke mindst er EU langt med den største reform i 20 år af lægemiddellovgivningen – farmakopakken – som skal gøre lægemidler mere tilgængelige og prisoverkommelige og støtte innovation og den europæiske lægemiddelindustris konkurrenceevne.

Stine Bosse forhandler farmakolovgivningen på vegne af den liberale gruppe (Renew) i Europa-Parlamentet. Også derfor sidder hun lige nu midtfor til mødet med internationale spillere på farmakoområdet og taler om bedre konkurrenceevne, mere strategi og øget kapital, som deltagerne i mødet kvitterer for med »heartwarming to hear«. Men hun gentager også, så life science-aktørerne ikke glemmer det. Hun – og al den nye lovgivning – arbejder:

»For our citizens«. For borgerne.

Når lokummet brænder

Det er et år siden, at Stine Bosse og 14 andre fra Danmark blev valgt til Europa-Parlamentet. Her sidder de i fem år ad gangen. For Stine Bosses vedkommende gik der mindre end to måneder fra valget, til hun på Linkedin kunne skrive:

»I dag blev jeg faktisk en smule overvældet«, efterfulgt af forklaringen:

»For lidt over en måned siden havde jeg aldrig været politiker, og nu får jeg lov til at sidde med i ledelsen af Europa-Parlamentets sundhedsudvalg, hvor jeg kan være med til at arbejde med noget af det, der betyder så meget for mig«.

I Danmark er Stine Bosse mest kendt som erhvervskvinde og sine 23 år i Tryg, heraf 12 år i topledelsen og syv år som administrerende direktør. Andre har i de år haft hende i kikkerten til en politisk karriere. To gange er hun blevet spurgt, om hun ville være minister, og hun er også blevet tilbudt en sikker valgkreds. Men nej.

»Det kunne jeg ikke tænke mig«, fortæller hun, mens hun spiser af en to-go-salat på sit kontor på 9. sal i parlamentets Spinelli-bygning. Her holder hun en kort pause efter mødet med life science-industrien, et gruppemøde, en session i plenarsalen og tv-optagelser. Om tre timer holder hun fri for i dag omkring klokken 21.

Hun har takket nej til dansk politik, fordi hun brænder for det europæiske. I otte år var hun formand for Europabevægelsen, som er en tværpolitisk organisation, der arbejder for et tæt og forpligtende europæisk samarbejde.

»Jeg er fascineret af den her humlebi, der i princippet ikke skulle kunne flyve«, siger hun.

Så da hun meldte sig ind i Lars Løkke Rasmussens Moderaterne var det med Europa for øje.

»Hvis dagsordenen er europæisk, og hvis lokummet brænder, så kalder det på mig«, siger hun og fortæller, at med sværhedsgraden stiger hendes interesse.

Og EU er svært. 27 forskellige lande fra øst, vest, syd og nord skal sammen vælge en vej frem i et parlament, der ved seneste valg rykkede til højre mod partier, som kun ønsker mindre samarbejde. Men Stine Bosse kan mærke, at hun kan gøre en forskel.

»Det er min oplevelse, at gider man at løfte rumpen, være flittig og arbejde for sagen, bliver der lyttet til én hernede. Måske er det også, fordi jeg kommer med en anden baggrund. Jeg stikker lidt ud, og det gør ikke noget i politik. Når EU f.eks. siger, at nu skal vi simplificere reglerne, efter at virksomheder i hele Europa har brugt mange penge på at efterleve dem, så siger jeg, at det kan vi ikke være bekendt. Det kan jeg sige med en anden tydelighed, fordi jeg kommer fra forretningsverdenen«, siger hun og tilføjer, at hun derudover opfører sig ordentligt, ikke tager rumpen på andre og er god til at opdage, når andre forsøger.

»Mine antenner fejler ikke noget. Det er med til at give indflydelse«, mener hun.

Fandt svaret i Ugeskrift for Læger

Interessen for sundhed og europæisk politik kommer fra egne meget private erfaringer. Som 46-årig fik hun modermærkekræft. Hun var så heldig at slippe med operation og kontroller. Men det kunne have endt meget værre, fordi hendes natlige svedeture først blev forvekslet med overgangsalder. Men endnu mere stammer hendes engagement fra, da en af hendes døtre som 32-årig pådrog sig et virus, som satte sig på hjernen. Ingen vidste, hvad datteren fejlede, og efter mere end et halvt år uden diagnose blev Stine Bosse desperat. Hun googlede løs og fandt ud af, at datterens tilstand var beskrevet i en artikel i Ugeskrift for Læger. Med artiklen i hånden gik hun til datterens læger, som bekræftede, at det måtte være det, hun fejlede. Desværre var sygdomme ikke rigtig anerkendt herhjemme, det var den til gengæld i Sverige og Tyskland, men Stine Bosse kunne ikke overtale datteren til at rejse ud af landet. Efter kontakt til kyndige i Tyskland kom datteren i et intensivprogram på et privathospital herhjemme. Det hjalp, selv om hun aldrig bliver helt som før.

»Lægerne gjorde, hvad de kunne. Og jeg havde råd til at betale for det. Men det er der vitterlig mange mennesker, der ikke kan. Det må ikke være sådan. Der skal være lige adgang til sundhed«, siger hun. Oplevelsen fik hende til at ville gøre noget for mennesker med sjældne sygdomme.

»Hvordan sætter vi Europa bedre sammen, så vi får hjælpen frem til dem med sjældne sygdomme? Det er en af de mærkesager, jeg har taget med mig herned«, fortæller hun og peger på, at sygdomme kan være sjældne i Danmark, men bliver mindre sjældne af, at der også er nogle i Sverige, Tyskland og så videre.

»Den viden, vi savner om sjældne sygdomme, kan vi få ved at opsamle data på tværs af grænser og sende viden tilbage til de læger, der skal diagnosticere og behandle. Det tager lige nu 5-10 år, før mennesker med sjældne sygdomme – som regel små børn – får en diagnose. Det er ulykkeligt lang tid. Det kan vi ændre på. Det er dét, Europa kan. Og heldigvis er vi i gang«, siger Stine Bosse med henvisning til et eksempel mere på ny lovgivning, nemlig European Health Data Space-forordningen, som skal gøre det muligt at dele sundhedsdata på tværs af EU til patientbehandling og forskning.

Hun er godt klar over, at det næste er økonomi. For der er sjældent tale om billige terapier, når det gælder sjældne sygdomme eller eksperimentel behandling af kræftformer med sjælden forekomst.

»Men laver man regnestykket, kan det godt betale sig at investere i en terapi, der koster 15 mio. kr., hvis det betyder, at barnet får et godt liv og derfor sparer samfundet for mindst lige så meget senere hen«, siger hun.

Snigende pandemi

I Stine Bosses sætninger er der ikke meget »vi i Moderaterne…«, som man ellers hører fra politikere. Måske hænger det sammen med, at hun ikke ser sig selv som dansk politiker i EU. Heller ikke som moderat i EU. Men europæer i EU.

»Jeg vil gerne gøre en forskel. Ikke kun for Danmark og danske patienter, men for hele Europa og europæiske patienter. Jeg tror ikke på, at det kan gå Danmark godt, uden at det går os alle sammen godt. Jeg tror ikke på at løse ting af så stor vigtighed som sundhed, hvis ikke vi får fastsat fælles betingelser. Kun på den måde kan vi f.eks. sikre bedre adgang til medicin for alle i Europa«, siger hun og håber, at hendes arbejde vil medvirke til, at de seks måneder, hvor Bulgarien oplevede alvorlig medicinmangel på antibiotika, ikke gentager sig.

Netop antibiotika – og særligt multiresistens (AMR) – er et godt eksempel på, at EU kan mere end de enkelte lande.

»AMR er en snigende pandemi, som vi skal arbejde intensivt sammen om at bekæmpe«, siger hun.

Hun glæder sig over, at mange lande er lykkedes med at nedbringe forbruget af antibiotika til mennesker, men der er stadig lande, som EU er nødt til at blive mere »håndfast« over for. Og i forhold til antibiotika brugt i avlen er der stadig meget at komme efter, påpeger hun.

»Vi kommer til at måle på brugen af penicillin. Og lave handlingsplaner for de lande, der har brug for hjælp til at nedbringe forbruget. Jeg tror ikke, at det er, fordi de ikke vil«, siger hun.

Også på kvinders sundhed kan EU gøre en forskel, mener hun. Det provokerer hende, at en veninde, som var udfordret på at få børn, kom op til lægen, hvor det viste sig at være mandens sædkvalitet, den var gal med, hvorefter man gik i gang med at behandle kvinden. Eller den kønsmæssige ulighed i forskning.

»Jeg tager det meget alvorligt, at vi ikke har kønsmæssig jævnbyrdighed i kliniske forsøg. Hvorfor står det ikke som en advarsel i indlægssedlen, at ,denne medicin kun er testet på mænd’? Kvindens cyklus er kompliceret, og derfor er det lettere at teste på mænd. Men så spørger jeg: Hvorfor tester man så ikke netop på kvinder? Jeg tror, at det kan gøre en stor forskel, hvis vi i EU får indarbejdet regler for bedre balance mellem kønnene i cross border clinical trials«, siger Stine Bosse.

Hun er dog også realist. Det er ikke sikkert, at budskabet har gennemslagskraft i en tid, hvor EU kæmper med konkurrenceevnen, ikke mindst på grund af USA’s toldmure, og Kina og Indien, der sælger billig medicin – og som ikke har den slags regler. Men:

»I’ll do my best«, siger hun med et smil.

»Der er ingen tvivl om, at det, vi kan udrette sammen i Europa, er langt bedre end det, vi kan land for land. Vi skal drive mere sammen«, mener hun.

Finder selv sin vej

Tilbage i møderummet taler life science-aktørerne på skift. Mange af budskaberne fra industrien handler om at forhindre, at den europæiske industri »sakker bagud«, »beskytte vores kontinents konkurrenceevne« og »undgå hjerneflugt til andre dele af verden«. Imens lytter og nikker Stine Bosse, men når hun tager ordet, gentager hun budskaber som »tilgængelighed« og »overkommelige priser«.

Det nye sundhedsudvalg er i øvrigt ikke alles kop te. En kritisk gruppe i parlamentet er bekymret for, at udvalget bliver en åben dør for lobbyister og lægemiddelindustriens forlængede arm. Til det siger Stine Bosse:

»Alle udvalg bærer risikoen for gennemtrængende lobbyisme. Også sundhedsudvalget. Derfor er jeg meget optaget af at lytte til alle interessenter, og i den sammenhæng har jeg mange møder med patientorganisationer, professorer, læger, sundhedsøkonomer og så selvfølgelig også industrien – eller rettere: industrierne. Der er nemlig mange forskellige interesser. Det vigtigste for mig er, at ingen har ultimativ indflydelse, men at alle gode solide argumenter gør indtryk«, siger hun.

Da mødet om life science slutter, vil flere af deltagerne gerne have et ord med Stine Bosse. Bagefter gentager hun på vej op til sit kontor, at »tænker man patienterne med«, er det en garanti for, at løsningerne bliver gode. Men også at det er vigtigt at styrke det europæiske farmakoområde og finde nye løsninger sammen med industrien, så der ikke sker det samme med farmakoområdet, som er sket med tech, nemlig at det hele ligger i USA.

På kontoret sætter hun sig ned et øjeblik og fortæller, at hun indimellem tager sig en kort »mormor« på sofaen. Kontoret består af tre rum, men væggen er revet ned mellem to, så hun og medarbejderne har et åbent miljø. Stemningen virker god på kontoret. Det er relationen også til København og Stine Bosses chef, Lars Løkke Rasmussen, som jo selv har passion for sundhedspolitik.

»Han har aldrig påvirket mig eller bedt mig om noget. Det er noget, der kendetegner ham. Han er et meget liberalt menneske. Hvis du selv kan, så find din vej«, fortæller hun.

Kunne han mon ligefrem overtale hende til at vende hjem og blive sundhedsminister en dag?

»Nej. Jeg brænder for det, jeg laver her. Jeg har dyb respekt for det politiske arbejde på Christiansborg, men det er ikke dér, jeg er bedst. Jeg svømmer som en fisk i havet hernede. Jeg elsker at være med til at få alle europæiske nationer med ind i det her projekt. En forudsætning for, at man er god, er, at man trives«, slår hun fast.

En fremtidig kommissærpost afviser hun også. Som 64-årig nu ville hun blive for gammel, synes hun. Men hun vil ikke udelukke en periode mere som europaparlamentariker. På falderebet af Ugeskriftets besøg hos politikeren, der er mere europæisk end dansk, må vi lige spørge: Har Danmark som et rigt land og med et overordnet set velfungerende sundhedsvæsen overhovedet brug for resten af EU på sundhedsområdet?

»Ja! I den grad. Absolut. Gennem mine samtaler med læger fra andre lande er det meget tydeligt, at der er mange spændende måder at gøre og se på tingene på. I Tyskland kan man få naturmedicin på recept. Hvorfor interesserer vi os ikke for det i Danmark? Jeg tror, at vi alle på tværs af Europa kan blive bedre på områder, hvis vi er nysgerrige på hinanden«.