Skip to main content

Danske forskere er begejstrede – og skeptiske

Gennembrud og hype om BCI fremmer forskningen. Men patienterne risikerer at blive skuffede i deres forventninger til teknologien, lyder det fra to danske forskere.

Troels Wesenberg Kjær, hjerneforsker. Foto: Privat. Jakob Udby Blicher, professor, Klinisk Institut på Aalborg Universitet. Foto: Aalborg Universitet
Troels Wesenberg Kjær, hjerneforsker. Foto: Jacob Nielsen. Jakob Udby Blicher, professor, Klinisk Institut på Aalborg Universitet. Foto: Aalborg Universitet

Antje Gerd Poulsen, antje@videnskabogsundhed.dk

4. jan. 2023
07 min
»Jeg har så mange patienter og pårørende, som spørger, hvornår de kan få det. Og det er ærgerligt, at det skaber falske forhåbninger. Jeg skal forklare - uden at tage håbet for dem - at det ikke lader sig gøre lige nu« Jakob Udby Blicher, professor, Klinisk Institut på Aalborg Universitet

Udviklingen inden for BCI bliver med interesse fulgt af to danske hjerneforskere, som selv arbejder med neuroteknologi: professor Jakob Udby Blicher fra Klinisk Institut på Aalborg Universitet og Troels Wesenberg Kjær, hjerneforsker og tidligere professor på Københavns Universitet, nu konsulent for firmaer, som arbejder med neuroteknologi.

Hvad tænker de, når de ser overskrifter om, at Elon Musk med NeuraLink regner med at kurere tinnitus inden for fem år eller overskrifter om, at mennesker med locked-in-syndrom kan hjælpes til at kommunikere?

Jakob Udby Blicher:

»NeuraLink er jo ren science fiction. Det positive er, at deres arbejde vil give os viden om hjernen, som også vil komme patienterne til gode. Det kan skubbe til udviklingen, fordi der er så mange penge i det«, siger han.

Men bagsiden er også til at få øje på:

»Jeg har så mange patienter og pårørende, som spørger, hvornår de kan få det. Og det er ærgerligt, at det skaber falske forhåbninger. Jeg skal forklare - uden at tage håbet for dem - at det ikke lader sig gøre lige nu«.

Troels Wesenberg Kjær har samme ­holdning.

»Jeg synes, det dejligt, at der er så meget fokus på BCI.  Men jeg tænker også, at der er synd, hvis man tror, det kan kurere noget i morgen«, siger han. 

»På længere sigt har det bestemt gang på jorden. Det fører i en retning, hvor vi bliver i stand til at udnytte nogle af de fysiske karakteristika fra elektronikken i forhold til de ­fysiske karakteristika fra hjernen. Men vi kommer ikke til at styre en bil ved tankens kraft de ­næste ti år – det kan Elon Musk godt glemme«.

Mødet med en patient var et wakeupcall

Professor Jakob Udby Blicher forsker bl.a. i årsager til og behandling af amyotrofisk late­ral sklerose (ALS) og demens. Og er også optaget af at udvikle neuroteknologiske hjælpemidler.

En bestemt situation ledte oprindelig ­lægen ind på den neuroteknologiske bane: mødet med en patient i pausen til et arrangement i Muskelsvindfonden i 2016.

»Patienten fortalte, at hun havde fået et nyt hjælpemiddel – en eller anden hydraulisk mekanisme, som kunne aflaste hendes arm for vægtbelastningen. Den betød, at hun kunne trykke alle gæsterne til datterens konfirmation i hånden«, fortæller han.

»Det var et wakeupcall: Nu havde jeg fortalt i tre kvarter om vores forskning, og hvordan vi ikke rigtig var kommet nærmere en behandling, og så var der altså et meget lavpraktisk hjælpemiddel, som kunne gøre en kæmpe forskel for patienten. Det var utroligt, at så lidt kunne betyde så meget«, fortæller Jakob Udby Blicher.

Mødet med patienten førte til, at han blev interesseret i hjælpemidler.

»Jeg fulgte op på den oplevelse sammen med ingeniører fra Aalborg for at høre, om vi kunne udvikle hjælpemidler, når nu ikke vi kunne gøre patienterne raske. Og det førte til REMAP-projektet«.

REMAP er forkortelse for: Restore Motor Function Through Robotic Arm Exoskeleton and Brain Computer Interface. Altså et projekt, som skulle hjælpe patienter med at ­bevæge armen ved hjælp af et eksoskelet på armen, styret af et BCI.

Det tog fart i 2017, finansieret af inno­vations­fonden og løb over fire år.  Og projektet fik stor opmærksomhed i 2021. Da kunne ­Jakob Blicher og kolleger fra Aarhus og ­Aalborg sammen med en ALS-patient demon­strere et BCI-system med en EEG-cap og en eksoskelet-arm, som patienten kunne styre ved tankens kraft.

Men lige nu ligger REMAP stille.

»Vi har publiceret de første resultater, men er ikke færdige med at bearbejde data – og med at finde en kommerciel partner til den videre udvikling«.

Hjælp til kommunikation kan sikre uafhængighed

Robotarmen kan hjælpe ALS-patienter, men kun i en begrænset periode. Derfor overvejer Jakob Blicher, hvilke andre teknologier den her patientgruppe kan have gavn af.

»Kommunikation vil være et vigtigt sted at sætte ind. ALS er en fremadskridende sygdom, og der kommer et tidspunkt, hvor patien­ten ikke kan synke, og så hjælper det ikke, at armen kan føre mad op til munden. Måske er det vigtigere for ALS-patienter, at vi lægger energien i kommunikation. At ­afkode, hvad patienten vil sige – også når patienten er locked-in«.

Derfor læste Jakob Blicher i foråret med særlig interesse om det tyske forsøg, hvor forskere i Tübingen via et BCI med et hjerne­implantat hjalp en ALS-patient med locked-in til at kommunikere. Forsøget er omdiskuteret, fortæller han.

»Med ALS er der forskellige praksis i Europa. Det er ikke alle steder, man tilbyder respirator, når man nærmer sig eller går ind i en locked-in-tilstand. Og nogle af de lande, der ikke gør, satte spørgsmålstegn ved det etiske i det tyske forsøg«.

Ikke alle patienter har gavn af respiratorbehandling. Derfor får udvalgte patienter i Danmark tilbud om respirator. Og patienterne kan altid sige nej tak til behandlings­tilbuddet.

»Vi aftaler med dem, at når de ikke længere kan sige ja eller nej til at beholde respiratoren, så tager vi den væk. Det gør kommunikationen ekstrem vigtigt. Nogle gange er vi i tvivl, og så er vi afhængige af, at en pårørende eller en hjælper kan tolke patientens øjenbevægelser. Teknologi til kommunikation kunne hjælpe meget her – til at sikre uafhængighed«.

Selvom han selv brænder for udvikling af ny neuroteknologi, peger Jakob Blicher også på, at hjælp til patienterne ikke altid kræver avanceret ny teknologi.

»Der er faktisk mange lavteknologiske og lavpraktiske løsninger, som vi kender til, men som er svære at få for patienterne. En rampe til en kørestol er bare et eksempel. Hvorfor starter vi ikke der? Vi har viden og hjælpemidler, som ikke bliver implementeret. Det er et stort problem«.

Illustration: CreativeZoo
Illustration: CreativeZoo
»På længere sigt har det bestemt gang på jorden. Det fører i en retning, hvor vi bliver i stand til at udnytte nogle af de fysiske karakteristika fra elektronikken i forhold til de ¬fysiske karakteristika fra hjernen. Men vi kommer ikke til at styre en bil ved tankens kraft de næste ti år – det kan Elon Musk godt glemme« Troels Wesenberg Kjær, hjerneforsker og konsulent

Vi kender ikke hjernens sprog

Professor Troels Wesenberg Kjær er involveret i udvikling af BCI-systemer, som kan overvåge hjernesignaler med henblik på at forebygge epileptiske anfald. Og han har skrevet ph.d. om hjernesignaler – om betydningen af den rytme, signalerne har. Og han mener, at nogle af producenterne af BCI mangler at forholde sig til kompleksiteten i hjernens signaler – og alt det, vi endnu ikke ved om hjernen.

»De har stor fokus på at udvikle et mere robust interface - og det er jo væsentligt. Men det er kun en del af det, en anden del er sproget. Hjernens sprog«, siger han.

»Vi kender ikke hjernens sprog. En ting er, at du har forbindelsen, men hvis ikke du kender signalet, så er det som at sidde med en gammel telegraf uden at kunne morse­alfabetet. Så er det ligegyldigt«.

En ting er altså at registrere signalerne, men hvad betyder de? Og hvad betyder den tidsmæssige rytme i signalerne?

»Signalerne kommer i forskellige rytmer. Så hvad betyder det, om det lyder som bom, bom, bom – eller som bom,bom….bom? Der er information i den rytme. Men mange forskere har fokus på input og ønsket output – men uden at opfange tidskoden i det«.

Og ikke alene rytmen i signalerne kan have betydning. Mange andre faktorer kan spille ind, peger Troels Wesenberg Kjær på.

»pH-værdien eller saltkoncentrationen i blodet. Vi ved det ikke, men der er rigtig mange ting, som gør, at teknologi og biologi ikke altid taler sammen, fordi de bruger helt forskellige sprog – og har helt forskellige fundamenter«.

Så den simple opfattelse af, at det, der foregår i hjernen er »bare noget med strøm« er ifølge Troels Wesenberg Kjær for simpel.

»Jeg kan godt forstå, hvis man laver Teslaer, så er det ikke så svært – det er bare strøm og videokameraer og bremser. Men hjerner er bare så meget mere«, siger han.

Teknologi og hjerne smelter gradvist sammen

Han mener, at BCI med tiden bliver relevant i behandling af en række funktionelle sygdomme som Parkinsons sygdom, Alzheimers sygdom og epilepsi. Alligevel advarer han mod at nære for store forventninger til teknologien.

»Hvis man har nogle af de sygdomme, der er tale om, så vil jeg skrue forventningerne ned.  Ti procent af dem, der indgår i forsøg, bliver hjulpet – rigtig mange bliver ikke«.

Han forestiller sig, at for eksempel patienter med Alzheimers sygdom kan få hjerne­stimulering med BCI og undgå medicin.

»Det vil give dem nogle gode år, inden Alzheimer alligevel tager dem. Det er der, vi starter – men ikke den store forkromede helbredelse«.

Og på længere sigt kan BCI også blive en teknologi, som bliver tilgængelig for alle. Derfor er det ikke for tidligt at diskutere, hvad vi vil med teknologien, mener han.

»Langt hen ad vejen vil teknologien være for patienter – men på den lange bane bliver det elever, der surfer på nettet bare ved tankens kraft«, siger han.

»Teknologi og hjerne smelter sammen på en måde, som sker gradvist – og vi er nødt at være klar over, hvor vi er i det spektrum, og gøre op, om vi er ved at lave nogle dum­heder«.

Der er i øjeblikket tekniske problemer med at vise kommentarer på Ugeskriftets artikler. Vi arbejder på sagen